Tid til at leve livet

Af Ninna Thomsen

Kritikerne har travlt med at aflive ideen om en tidbank. Men hvad er det lige præcis, der gør, at vi kan tillade os at sende friske og arbejdsduelige mennesker på efterløn, men ikke indrette arbejdsmarkedet, så jeg kan tage fri i de år, mine børn er små?

24Det samfund vi i dag lever i, er et samfund, hvor hverdagen for alt for mange præges af stress og jag – og det i et omfang, som gør det svært at få tid til at leve livet. Arbejdsgiverne kræver, at medarbejderen yder sit bedste; hun skal være fleksibel og kunne arbejde, når behovet er der.

Er du ansat på en almindelig overenskomst, har arbejdsgiveren faktisk næsten uindskrænket magt over arbejdstiden. Det betyder, at arbejdsgiveren i de fleste tilfælde kan tilrettelægge arbejdet, så der arbejdes mere end for eksempel 37 timer i én uge. I mange tilfælde skal timerne blot stemme over for eksempel tre-seks måneder. Arbejdsgiveren kan ligeledes lægge det daglige arbejde på den tid af døgnet, der passer hende. Hun kan ændre arbejdsdagens længde og i øvrigt diktere overarbejde og fyre dem, der nægter, for arbejdsvægring, medmindre der er særlige aftaler.

Men hvad kan man som arbejdstager overhovedet gøre ved det? Er der overhovedet noget modsvar – kan arbejdsgiverens fleksibilitetsregler erstattes af medarbejderens »frihed«?

Det er her, ideen om en tidbank kommer ind i billedet. En idé, som indeværende ugebrev for et par uger siden skød godt og grundigt ned. Det var det rene tankespind og utopi. Men er det nu også det? For hvad er det lige præcis, der gør, at vi kan tillade os at sende friske og arbejdsduelige mennesker på efterløn, men ikke indrette arbejdsmarkedet, så jeg kan tage fri i de år, mine børn er små?

Grundprincippet i tidbanken er at give folk på arbejdsmarkedet – inden for aftalte spilleregler – en »opsparingsret«, som består i ret til at opspare »fri tid« og penge til at kunne bruge fri tid.

Tidbanken er herved en mulighed for at gøre fri tid til et lige så vigtigt gode som højere løn. Det handler om nye frihedsrettigheder, der kan give den enkelte øget individuel råderet over, hvornår hun vil afvikle sin ret til fritid, ferie, afspadsering af ekstra-, mer- eller overarbejde.

Kritikere af tidbanken hævder, at opsparet tid hurtigt kan blive en klods om benet for den enkelte på arbejdsmarkedet. For hvem vil ansatte den, der har sparet et halvt eller et helt års frihed sammen? Her er det imidlertid vigtigt, at lovgivningen og den overenskomstmæssige opfølgning tager udgangspunkt i, at der er tale om rettigheder og ikke pligter for den enkelte.

Og tidbanken kan da sagtens opbygges som en udbygning af den danske arbejdsmarkedsmodel. Det kunne for eksempel ske ved, at det ved lovgivning sikres, at alle lønmodtagere og arbejdsløse får ret til at sætte mindst 10 dage i en tidbank om året, såfremt der er hjemmel til det i en kollektiv aftale. Man kunne også forestille sig, at tiden skulle omsættes over en treårig periode. Herved bliver tidbanken måske en form for udvidelse af arbejdstagerens ferierettigheder. Og kommer der en ny debat om fleksible barselsorlovsordninger (blandt andet til mænd), vil det da også være oplagt at tænke i tidbanker.

Sidst, men ikke mindst kunne man forestille sig, at man, når der kommer øget arbejdsløshed, kan udbygge tidbanken til trepartsaftaler om nedsat arbejdstid/øget fritid.