Tid til at gå nye veje

Af

Hvis S ikke kan vinde et valg med en karismatisk leder i topform, en enig opposition og yndlingstemaet på dagsordenen, så skal der ske noget nyt. Det kunne handle om maksimal indflydelse og nye dagsordener

SELVRANSAGELSE Bjarne skal hjem! Sådan har man sagt til hinanden hos Socialdemokraterne, siden partiet mistede regeringsmagten i 2001. Bjarne er faglært arbejder, bor i et hus i forstæderne eller i provinsen – og så svigtede han Socialdemokraterne i 2001 ved at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti. Årsagen? Den »slappe« udlændinge- og skattepolitik.

Alt det har man tjek på i den socialdemokratiske analyseafdeling, hvor man efter 2001-valget fandt frem til, at Bjarne udgør den lille procentdel af befolkningen, der afgør, hvem der kan kalde sig statsminister i Danmark. Analysen har været denne: Hvis S lægger sig tæt op ad Fogh-regeringen, når det gælder udlændinge og skat, må Bjarne da komme hjem. Men det gjorde han altså heller ikke i sidste uge.

Men hvorfor ikke? Har Socialdemokraterne da ført en elendig valgkamp? Nej, tværtimod. Har oppositionen så været splittet? Slet ikke. Jamen har valgtemaet så været forkert? Heller ikke. Socialdemokraterne har sunget en iørefaldende melodi: Velfærd frem for skattelettelser.

Og alligevel er Bjarne altså ikke kommet hjem. Det er der én væsentlig årsag til: De politiske forskelle mellem Socialdemokraterne og de borgerlige er små – i Bjarnes øjne. Derfor stemmer han på ham, der har vist sig kompetent til at styre landet. Anders Fogh Rasmussen.

Af nøjagtig den grund må Socialdemokraterne og dets leder nødvendigvis for sin egen skyld satse på at være med ved forhandlingsbordet, hvis man skal have Bjarne i tale: Man skal ind og have indflydelse, indflydelse og indflydelse på så mange forlig som overhovedet muligt. Jo flere store og små forlig, hvor Helle Thorning-Schmidt deltager, jo mere vil hun kravle op af kompetencestigen og få anerkendende nik. Omvendt vil det være fatalt for det store oppositionsparti, hvis det sætter sig hen i hjørnet og vrænger på næsen af regeringen.

Indflydelse er altså vigtig. Men, men, men. Den danske befolkning består af andet end Bjarner. Og Bjarne har mildest talt fyldt for meget i den socialdemokratiske strategi i de seneste fem år. Derfor har det store parti behov for i en periode at glemme ham. Kort sagt tage en Bjarne-timeout nu, hvor der er tid til næste valg. Socialdemokraternes chance handler nemlig om ikke kun at lægge sig dér, hvor vælgerne allerede er. Men også om at sætte nye dagsordener, der kan begejstre dem – som for eksempel et opgør med den nye sociale ulighed og nye værdipolitiske udmeldinger i forhold til ulandsbistand, klima og miljø. Det er trods alt det, som vores samfund tørster efter. Velfærdsdagsordenen kan ikke stå alene.

Og så skal man ikke undervurdere god, gammel, politisk agitation. Fidusen ved agitation er, at man kan flytte vælgerne – selv Bjarne! – med stærke og overbevisende argumenter, selv om de ikke på forhånd kan samle et flertal i en Gallup.

Hvis Socialdemokraterne ikke kan vinde et valg med en karismatisk leder i topform, en enig opposition og yndlingstemaet på dagsordenen, så skal der ligesom ske noget nyt, ikke? Det nye kunne passende være en kombination af satsning på maksimal indflydelse og nye dagsordener. Valget har i hvert fald vist, at et fokus på Bjarne og velfærd slet ikke er nok for det store oppositionsparti.