Interview

Thulesen Dahl: S og DF skal gå mere hånd i hånd

Af | @journallan
| @GitteRedder

Kristian Thulesen Dahl (DF) vil gerne alliere sig endnu mere med Mette Frederiksen (S). Hvis det står til ham, skal de to lægge hårdt pres på regeringen for at øge kampen mod social dumping og velfærds-turisme. Han vil dog først for alvor stole på S-lederen, hvis hun som statsminister kan modstå presset fra rød blok for lempelser i udlændinge-politikken.

»Det er entydigt, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse har valgt at flytte sig politisk,« siger Kristian Thulesen Dahl (DF). Han lægger op til flere parløb mellem DF og S, hvor man lægger pres på regeringen. 

»Det er entydigt, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse har valgt at flytte sig politisk,« siger Kristian Thulesen Dahl (DF). Han lægger op til flere parløb mellem DF og S, hvor man lægger pres på regeringen. 

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.

Så skete det igen. 

I weekenden måtte udenrigsminister og politisk leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen kaste håndklædet i ringen og meddele, at planen om at lette topskatten er taget af bordet.

Dermed fik Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl igen sin vilje. Præcis som han gjorde i foråret, hvor regeringen måtte droppe planerne om at forhøje pensionsalderen.

Og præcis som i foråret var det kulminationen på et fælles politisk pres fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der tvang regeringen til at ændre kurs. 

Regeringens kursændring med hensyn til skat betyder dog langt fra, at regeringen nu kan tage for givet, at Kristian Thulesen Dahl dropper flirten med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og i stedet koncentrerer sig om at lave politiske aftaler med regeringen.

»Vi vil fortsat øge kommunikationen og dialogen med Socialdemokratiet ud af det spor, som vi fastlagde sidste år. Men vi håber også, at det fører til, at regeringen tager os mere alvorligt.«

Sådan ridser Kristian Thulesen Dahl situationen op i et interview med Ugebrevet A4.

Dermed varmer DF-formanden op til et folketingsår, hvor Dansk Folkeparti sideløbende med forhandlinger med regeringen om finanslov og skatteaftale vil forstærke alliancen med Socialdemokratiet.

Både om konkrete politiske emner på Christiansborg, men også lokalt ved efterårets kommunal- og regionsvalg. Her forventer Kristian Thulesen Dahl flere aftaler mellem S og DF om borgmesterposter.

En unik position

Kristian Thulesen Dahl har det nemlig rigtig godt med sin nuværende placering i dansk politik. Det er gunstigt, noterer han. Som afgørende støtteparti til en regering, der ikke kan få ret meget gennemført uden Dansk Folkepartis velsignelse. Og med frie hænder til at kigge mod Socialdemokratiet, når det er politisk opportunt.

»Det er jo en unik position at komme i, at man kan lave flertal med regeringen og flertal med nogle andre. I stedet for at sige, at det må vi hurtigst muligt lave om, siger jeg, at det må vi udnytte mest muligt,« siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

»Foreløbigt har vi en periode på knap to år, før der skal være valg igen, og så handler det om, hvor meget vi i løbet af det næsten halvandet til to år kan nå at komme igennem med.«

Afviser at pege på Mette Frederiksen nu

Han afviser enhver snak om ’at hoppe over på den anden side’ i dansk politik og melde sig under de røde faner med Mette Frederiksen som statsministerkandidat. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

»Det er jo, fordi vi fik det regeringsskifte, at vi er kommet i den position, vi er i nu, og at jeg kan sætte dagsordenen med Socialdemokratiet omkring nogle ting på lønmodtagersiden og dermed være med til at presse regeringen. Det er forudsætningen for, at Dansk Folkeparti er kommet ind i den her rolle.«

»Derfor er det også paradoksalt, at jeg nogle gange får det spørgsmål, hvorfor vi ikke bare peger på Mette Frederiksen som statsminister.«

Mette Frederiksen om forholdet til Dansk Folkeparti

»Jeg kan mærke, når jeg kommer rundt i landet, at der er et rigtig godt samarbejde mellem socialdemokrater og lokale folk fra Dansk Folkeparti,« sagde formanden for Socialdemokratiet Mette Frederiksen til DR i juni.

I et interview med Fagbladet 3F i februar i år bliver hun spurgt, om hun kan forestille sig at invitere Dansk Folkeparti til at blive en del af en eventuel kommende regering under hendes ledelse.  Det afviser hun ikke umiddelbart:

»Jeg tror, at jo tættere vi kommer på et valg, jo flere bogstavlege vil der være.  Og egentlig oplever jeg, at Kristian og jeg arbejder på samme måde: Når der er et problem, der skal løses, så søger vi at finde et ordentligt svar. Det er faktisk lykkedes os på en række områder at gøre det i fællesskab. Jeg er glad for samarbejdet. Og hvad fremtiden bringer, vi fremtiden vise.« 

UDVID

Men det seneste års tillidsfulde samarbejde med Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse har dog sat tanker i gang hos Kristian Thulesen Dahl. Også om et muligt fremtidigt regeringssamarbejde mellem de i øjeblikket to største partier i dansk politik.

»Jeg forestiller mig ikke, at den situation opstår efter det kommende valg. Men det er ikke det samme som, at jeg vil udelukke den mulighed på længere sigt,« fastslår han.

Han understreger gentagne gange, at »ting tager tid«, når snakken kredser om et muligt næste skridt i samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. 

»Vi kommer fra en situation tilbage fra ’90’erne, hvor vi var bandlyst af Socialdemokratiet, til 00’erne hvor vi blev modarbejdet på det kraftigste, og ’11-’15, hvor vi ikke havde noget samarbejde overhovedet. Man går ikke bare fra den historik, og så danner man lige regering sammen.«

Nogenlunde den samme udlændingepolitik

For ting tager tid. Og den tid skal først og fremmest bruges til at få klarlagt, om Mette Frederiksen er klar til at gå hele vejen og lade den førte politik følge de nye politiske signaler, hvis hun bliver statsminister. 

Det er entydigt, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse har valgt at flytte sig politisk. Kristian Thulesen Dahl (DF)

For der er stadig den risiko, hvis flertallet skifter i dansk politik, at »Dansk Folkeparti ryger ud i kulden igen«, og Socialdemokratiet vender tilbage til Thorning-æraen og et smalt, rødt samarbejde. Også på udlændingepolitikken, advarer Kristian Thulesen Dahl.

»Det er entydigt, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse har valgt at flytte sig politisk. Men den ultimative test kommer jo på det tidspunkt, hvor de skal afgøre med sig selv, om de er villige til - for at få regeringsmagten - at lave kompromisser med for eksempel Radikale,« siger han.

Kristian Thulesen Dahl pointerer, at han først for alvor kan stole på Mette Frederiksen, når hun i statsministerstolen fører en udlændingepolitik med DF-stemmer frem for med Radikale stemmer. 

»Når Henrik Sass siger, at der hellere må komme 1.000 om året end 10.000 om året, er det afgørende jo, om man er villig til at lave nogle redskaber til at sikre, at vi holder indrejsetallet markant nede. I det omfang, at de ikke vil gøre det, men giver køb igen på indvandringspolitikken for at tækkes Radikale og Alternativet og så videre, vil dommen over dem også blive meget hårdere.«

Konen og elskerinden

Kristian Thulesen Dahl betoner, at han er glad for det anderledes og tætte politiske samarbejde med Mette Frederiksen. Men han udtrykker også en smule nervøsitet i forhold til Mette Frederiksens motiver for det tættere samarbejde. Derfor vil han i stigende grad trykteste Socialdemokratiet på, om det er taktiske eller politiske grunde, der vejer tungest, når Mette Frederiksen ringer til ham.   

- Men det er vel også svært for dig at få den ultimative tillid fra den ene eller anden part, hvis du insisterer på at stå der og have både 'konen'og 'elskerinden'. Hvis du er utilfreds med konen på den ene side, går du over til elskerinden …

»Det kan da også være, at indflydelsen er størst ved, at den ene ikke føler sig helt sikker. Det handler om at blive lyttet til og blive taget seriøst og ikke blive taget for givet.« 

Jeg ønsker mig en situation på Christiansborg, hvor så meget politik som muligt kan laves mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen Dahl (DF)

Allerhelst vil Kristian Thulesen Dahl faktisk have både konen og elskerinden – Venstre og Socialdemokratiet – med i de store politiske aftaler. 

»Jeg ønsker mig en situation på Christiansborg, hvor så meget politik som muligt kan laves mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Og jeg ønsker mig også en parlamentarisk situation efter et valg, der gør det muligt at lave politik i den konstellation. For jeg tror på, at det er der, hvor Dansk Folkeparti når længst med den politik, vi har.« 

Næste stop: Social dumping

Hvis det står til Kristian Thulesen Dahl, er EU-politikken og indsatsen mod social dumping det næste område, hvor DF og S skal presse regeringen til at ændre kurs. 

Regeringen skal i langt højere grad arbejde for at sikre, at danske lønmodtagere ikke bliver underbudt af især østeuropæiske arbejdere. Og EU-borgeres adgang til sociale ydelser i Danmark skal begrænses, lyder det fra DF-formanden.

»På hele det her felt synes jeg, det er oplagt, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti udvikler fælles enighed om, hvad det er for redskaber, vi skal tage i brug, så vi dermed også kan få regeringen med på nogle af de ting. Det kommer ikke nødvendigvis af sig selv,« siger han.

Under sommerens folkemøde på Bornholm tog S og DF første skridt i et sådant samarbejde med en fælles opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen om at indkalde til forhandlinger om en mere offensiv dansk tilgang i EU omkring fri bevægelighed.

Og i den kommende tid skal Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet presse på for at få konkrete løfter fra regeringen.

»Vi skal meget mere konkret have regeringen forpligtet på nogle ting, man skal prøve at få ændret i EU-regi, så man får begrænset EU-borgeres rettigheder til frit at vandre til Danmark og hævde deres ret. Vi bliver simpelthen nødt til at operere med nogle karenstider eller lignende og sikre, at man kommer, fordi der er et arbejde her, og at det er på danske vilkår,« siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter: 

»Det er i den grad lønmodtagerinteresser, der bliver varetaget. Og jeg kan også fornemme i diskussioner med fagbevægelsen, at der virkelig er en tro på, at den her alliance kan gøre en forskel.« 

Skred i samarbejdet lokalt

Kristian Thulesen Dahl er meget bevidst om, at parløbet med Mette Frederiksen på Christiansborg giver masser af sidegevinster for Dansk Folkeparti. Både i forhold til det kommende kommunalvalg, men også i forhold til fagbevægelsen.

Parløb mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet

Topskat. Både Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl har afvist lettelser i topskatten. Begge partiledere fastslår igen og igen, at de foretrækker velfærd frem for skattelettelser til de rigeste danskere.

Pensionsalder. Statsminister Lars Løkke Rasmussen begravede tidligere i år planerne om at hæve pensionsalderen efter pres fra Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.

Politiskolen. Regeringen sadlede om i forhold til, hvor en ny politiskole skulle placeres. Først skulle den ligge i Herning, men så kom Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl og pegede på Vejle.   

Politikadetter. Socialdemokratiet og DF går sammen for at presse regeringen til at lande en overenskomst, så kadetterne kan komme på arbejde 1. september og aflaste politiet.

Fri bevægelighed og social dumping. Den nye DF-S-alliance gik på Folkemødet på Bornholm i juni 2017 sammen om at lægge pres på regeringen for at tage et opgør med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU.

Skattekommission. I foråret opfordrer Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i en fælles pressemeddelelse regeringen til at nedsætte en skattekommission, der skal kulegrave alle skandalerne i SKAT. 

Kilde: Ugebrevet A4

UDVID
 

Analysen er, at når man er stueren hos Socialdemokratiets formand og statsministerkandidat, er man det også hos de socialdemokratiske venner i baglandet.

Der er nogle kommuner, hvor der nok vil komme skred i samarbejdet mellem DF og S. Kristian Thulesen Dahl (DF)

Derfor er Kristian Thulesen Dahl også overbevist om, at tilnærmelsen mellem Mette Frederiksen og ham på Christiansborg vil få betydning for aftalerne om, hvem der får borgmesterposterne efter kommunalvalget i november. 

»Jeg forventer mig flere konstitueringsaftaler end ved sidste kommunalvalg. Der er nogle kommuner, hvor der nok vil komme skred i samarbejdet mellem DF og S, når man ser, at vi på landsplan taler godt med hinanden og kan samarbejde,« siger han.  

Kristian Thulesen Dahl pointerer, at der er store forskelle fra den ene kommune til den anden. Der kan være dårlig kemi mellem nogle af byrådskandidaterne. Indgroede forestillinger om, at man ikke laver fælles aftaler med hovedfjenden.  

»Men der vil være mange på lokalt plan – specielt socialdemokrater – der nu føler, at de ligesom ’har fået lov til’ at indlede et samarbejde med vores folk. Og det er da godt.«

»Jeg siger også til vores folk, at de skal bruge de muligheder, der er for at få vores politik gennemført.« 

Langt bedre kemi mellem DF og 3F

Ligesom nogle socialdemokratiske veteraner ude i kommunerne har slået syv kors for sig, når det handlede om en tættere alliance med Dansk Folkeparti, har topfolk i dansk fagbevægelse også i lange perioder lagt partiet på is. Men også her smelter isen, noterer han. 

»Ligesom hos Socialdemokratiet er der sket et strategiskifte hos ledende fagforeningsfolk. Der er en erkendelse af, at hvis man vil nå nogle resultater, kan det ikke nytte noget ikke at have et ordentligt samarbejde med Dansk Folkeparti. Det handler vel ret beset om, hvordan man kan få fremmet sine egne interesser,« siger Kristian Thulesen Dahl. 

Derudover påpeger han, at mange af fagbevægelsens medlemmer også sætter kryds ved og føler sig repræsenteret af Dansk Folkeparti. Det er fagtoppen også nødt til at tage bestik af. 

Og endelig er der kemien, anfører han. 

Den tidligere formand for 3F Poul Erik Skov Christensen og den tidligere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard havde det ifølge Kristian Thulesen Dahl »ikke jubelskønt sammen«. 

»Det slog gnister, når de to skulle mødes. Men den nuværende formand for 3F, Per, er jo en helt anden type og har anlagt en helt anden linje i forhold til et muligt samarbejde,« siger Kristian Thulesen Dahl om 3F's formand, Per Christensen. 

Nu går kemi og vilje til samarbejde hånd i hånd. Og det lønner sig i forhold til at kæmpe en fælles kamp for lønmodtagerne, bedyrer han. Som kampen mod social dumping og højere pensionsalder. 

Ugebrevet A4 interviewer partilederne

Vi skyder den nye politiske sæson i gang med interviews med partilederne.  

Vi vil høre partiledernes bud på aktuelle emner og nogle af de store spørgsmål, som kommer til at kendetegne folketingsåret 2017-18.

 Vi vil især stille spørgsmål om udfordringerne på arbejdsmarkedet og om velfærd.