Thorning: Kursen er helt rigtig

Af | @IHoumark
| @JanBirkemose

Socialdemokraternes formand er begejstret for vælgernes opbakning til partiets velfærdspolitik, og hun afviser, at der er et paradoks i, at partiet ikke stormer frem i meningsmålingerne.

TILFREDS Velfærd frem for skattelettelser. Sådan lyder det igen og igen, når socialdemokraterne udtaler sig. Og budskabet virker og giver mening, fastslår en tilfreds Helle Thorning-Schmidt på baggrund af A4’s nye undersøgelse. Den viser, at Socialdemokraterne forud for partiets kongress i den kommende weekend, har massiv opbakning til sin velfærdspolitik og i dag har erobret den position, som de borgerlige partier havde, før de erobrede regeringsmagten i 2001.

Overrasker det dig, at tilliden til jer er så massiv?

»Nej, for mange mener, at der er en skævhed i den opfattelse af virkeligheden, som der tilsyneladende hersker hos regeringen, og den virkelighed, man oplever ude i kommunerne, hvor der skal leveres service. Det lyder meget flot med alle regeringens milliarder af kroner, men mange mennesker ser ikke noget til pengene på de institutioner, de kommer forbi. Sådanne oplevelser er med til, at folk mister tilliden til regeringen.«

Men vælgerne foretrækker stadig VK-regeringen, selv om de bedst kan lide jeres velfærdspolitik?

»Vi ved faktisk ikke, om de foretrækker regeringen. VKO-flertallet eksisterer ikke mere i nogen meningsmålinger. Og vi ligger sammen med SF som de eneste over valgresultatet fra 2005, og det er sådan set godt nok for os lige nu, hvor der er meget turbulens på den politiske scene.«

Så der er ikke tale om et paradoks?

»Nej. Jeg er meget tilfreds med, at vælgerne har mere tillid til os end til regeringen, når det gælder sundhed og velfærd og børnefamilier. Men det er altså først på valgdagen, at stemmerne bliver afgørende. Her og nu er jeg fint tilfreds med, hvor vi står.«

Hvad kan I gøre for at høste fordele af den her velfærds-sympati, som vælgerne giver udtryk for?

»Vi skal sådan set bare gøre det, vi hele tiden har gjort. Vi skal stille nogle klare valg op, og det er, at man lige nu ikke både kan få bedre velfærd og samtidig slippe billigere i skat.

Måske tør vælgerne ikke stemme på jer, fordi I ikke har svaret på, hvad jeres velfærdspolitik vil koste?

»Jeg er overbevist om, at mange har fuld forståelse for, at vi godt kan få råd til vores velfærdsforbedringer, hvis vi undlader at give skattelettelser.«

Er det nok til at betale for velfærden?

»Regeringen er i gang med at give skattelettelser for 10 milliarder kroner. Hvis man sløjfede dem, ville der være råd til megen ekstra velfærd. Prisen for vores velfærd er, at vi lader være med at give skattelettelser.«

Ifølge undersøgelsen står I næsten lige med regeringen i spørgsmålet om flygtninge og indvandrere. Betyder det, at emnet er neutraliseret?

»Nej, sådan vil jeg ikke beskrive det. Men flere og flere har noteret sig, at vi gerne vil fastholde en stram indvandringspolitik, men også have en meget mere menneskelig politik over for udlændinge her i landet. Jeg tror, at mange er skuffede over, at regeringen ikke har formået at fastholde en stram udlændingepolitik, og så samtidig give flygtninge og indvandrere her i landet en menneskelig behandling.«

Når det kommer til skattepolitikken, ligger I bag regeringen. Aktuelt har I vel ellers fordel af, at I nu kan kritisere regeringen for at give de største skattelettelser til dem, der tjener mest?

»Det, tror jeg også, vil afspejle sig i meningsmålingerne fremover. Men det er klart, at vi også har mere at gøre, når det handler om at diskutere vores skattepolitik.«