Thorning fortsætter hvor Reagan og Thatcher slap

Af

Et flertal af vælgerne mener, at velfærdsrettighederne vil forbedre deres muligheder for at føre kontrol med politikerne. Fra eksperters side lyder også roser, men velfærdsrettighederne indeholder ikke noget banebrydende nyt.

RETRO Velfærdsrettighederne vil fundamentalt ændre forholdet mellem politikere og borgere og indvarsle en ny måde at tænke velfærd på. Det var budskabet fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, da hun 16. august præsenterede partiets nye velfærdsudspil.

Nogen revolution er der imidlertid ikke tale om, mener landets førende forskere i styring og udvikling af den offentlige sektor:

»Går man tilbage til perioden lige efter den første kommunalreform – i første halvdel af 1970’erne – så vil man også kunne finde forslag og ideer, der ligger tæt op af den rettighedstankegang, der slår igennem i både Socialdemokraternes og regeringens udspil,« siger Jørgen Grønnegård Christensen, der som professor i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet har fulgt udviklingen i den offentlige sektor tæt i flere årtier.

Retter man blikket uden for landets grænser, vil man også kunne finde masser af eksempler på, at borgerne er blevet udstyret med velfærdslignende rettigheder, fortæller professor Peter Munk Christiansen fra institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

»Ironisk nok var ideen om at udstyre borgerne med rettigheder meget populær blandt to af de politikere, der har været allermest forhadte på venstrefløjen. Nemlig den amerikanske præsident Ronald Reagan og den britiske premierminister Margaret Thatcher,« siger han og fortsætter:

»En af Thatchers kongstanker var at udstyre borgerne med rettigheder, så de kunne være en pine i r… på forsinkede tog eller læger, der ikke tog sig sammen.«

Når introduktionen af velfærdsrettigheder alligevel kan opfattes som et nybrud, så skyldes det ifølge Peter Munk Christiansen, at rettighederne breder sig over flere og flere domæner.

Hvor borgernes rettigheder tidligere primært knyttede sig til sundhedsområdet og ventetider på ryg-, kræft- og knæoperationer, så handler Socialdemokraternes rettigheder om både børnepasning, folkeskolen, sundhedsområdet og ældreplejen.

»Men i princippet er der ingen forskel på at garantere højest tre børn per voksen i dagplejen, og så at sige, at hvis man har et dårligt knæ, vil man blive behandlet inden for en vis periode,« siger Peter Munk Christiansen.

Lettere at føre kontrol med politikerne

Nyt eller ej, så må det imidlertid konstateres, at velfærdsrettighederne, som beskrevet i artiklen på side 12 her i ugebrevet, bliver positivt modtaget i befolkningen. Dertil mener 51 procent af vælgerne, at velfærdsrettighederne gør det lettere for dem at føre kontrol med politikerne. Det viser en meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 i den forløbne uge.

Peter Munk Christiansen medgiver, at rettighederne vil gøre det lettere for borgerne at føre regnskab med politikernes løftebrud, hvilket er en god ting. Nedfældningen af borgernes rettigheder skaber imidlertid også en række problemer. Først og fremmest frygter han en øget politisering af de enkelte velfærdsområder:

»Hvad er kvadratmeterkravene i børneinstitutionerne, og hvad er kravene til antallet af lærere? Er det på landsplan, er det inklusiv eller eksklusiv vikarer? Du kan forestille dig uendelige diskussioner, hvor særligt de offentligt ansattes personaleorganisationer vil få en glimrende platform for at diskutere bevillinger,« siger han.

Peter Munk Christiansen frygter også, at indførelsen af nationale minimumsstandarder kan få offentligt ansatte til at tilpasse deres arbejdsiver i negativ retning.

»Godt nok skal jeg gøre min pligt, men jeg vil også kræve min ret. Så i stedet for at give den en ekstra skalle, når der er behov for det, kan man forestille sig, at der ydes lige præcis, hvad der kræves, og ikke en tøddel mere,« siger han og tilføjer:

»Der er nogle derude, der skal omsætte intentionerne til virkelighed, og dem skal man sørge for ikke at gøre livet uudholdeligt for.«

Samme holdning har flere borgmestre både i og uden for den socialdemokratiske lejr givet udtryk for i den seneste tid. Blandt andet sagde den socialdemokratiske borgmester Palle Hansborg-Sørensen fra Kerteminde i sidste uge til Fyens Stiftstidende:

»Som en politisk vision eller et politisk signal er de 29 punkter udmærkede, men skal de indføres, som de er beskrevet, må jeg tage skarpt afstand fra dem. Som jeg ser dem, svarer de ikke til det, der er virkeligheden ude i kommunerne. Her sidder en række dygtige medarbejdere, som udmærket ved, hvad der er godt for fru Jensen, og en anden del af partiets oplæg må derfor være at give disse medarbejdere arbejdsglæde.«

Kvantitet og kvalitet

Borgmestrenes kritik af Socialdemokraternes idé stopper ikke her. Mange af dem har også udtrykt frygt for, at der vil opstå en hidtil uset central indblanding i de lokale forhold. Og at det kommunale selvstyre i praksis vil blive sat ud af drift.

Professor Jørgen Grønnegård Christensen er langt hen af vejen enig med borgmestrene. Grundlæggende mener han, at det er meget svært at styre eksempelvis et plejehjem fra centralt hold.

»At drive et plejehjem handler om at kunne skønne forsvarligt i en hel masse henseender. Man risikerer at tage fleksibiliteten væk,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Endelig skal man ikke tro, at man nødvendigvis sikrer en højere kvalitet, fordi man nedfælder en række minimumsstandarder. Fordi der maksimalt er 24 børn i hver skoleklasse, er det jo ikke ensbetydende med, at kvaliteten af undervisningen ryger i vejret, mener professor Jørgen Grønnegård Christensen:

»Man måler kvantiteten, ikke kvaliteten.«

Velfærdspolitikken er blevet nationaliseret

Men hvis der er så store problemer forbundet med at indføre rettigheder og minimumsstandarder, hvorfor er det så lige, at både regeringen og Socialdemokraterne er så forhippede på at gøre det til kardinalpunkter i deres velfærdspolitik?

Jørgen Grønnegård Christensen mener, at det stadigt større fokus på rettigheder og minimumsstandarder er udtryk for en naturlig udvikling i retning af central styring af velfærdsdagsordenen.

»Den velfærdspolitiske dagsorden er blevet nationaliseret. Tidligere var der bred politisk enighed om, at kommunalt selvstyre var en god ting. Det er der ikke længere,« siger han.

Politiseringen skyldes blandt andet, at folketingspolitikerne i stigende grad oplever, at de bliver stillet til ansvar for lokale og regionale forhold. Det gælder eksempelvis i forbindelse med skandalerne rundt omkring på landets ple-jehjem, som er blevet brugt til at angribe socialminister Eva Kjer Hansen (V) til trods for, at ansvaret for plejehjemmenes drift i hvert fald i første omgang ligger i kommunerne.

Skal man tro de to forskere, så er der ingen tegn på, at den udvikling vil stoppe. Derfor kan vi også forvente, at landspolitikerne vil blande sig endnu mere i de lokale velfærdsforhold med alt, hvad dertil hører af velfærdsrettigheder og kvalitetsstandarder.

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mere af det,« siger Peter Munk Christiansen.