TDC klynker – mens de skovler penge ind

Af Bo Stenør Larsen, forbundssekretær i Dansk Metal.

fagligt talt Politikerne må have en mærkelig følelse, når TDC kvitterer for et lukrativt teleforlig på den besynderligste måde ved at fyre 1.650 medarbejdere. Det kan kun være en uanstændig grådighed, der ligger bag telekoncernens beslutning.

TDC’s massefyring af 1.650 medarbejdere kom som en bombe. Det giver anledning til flere overvejelser om etik, tryghed i ansættelsen, ledelsesstil og hvad samfundet kan forvente af store virksomheder og deres sociale ansvar.

TDC er ikke en virksomhed i dyb finansiel krise. Tværtimod. TDC er til dato kommet flot igennem krisen i IT- og telebranchen med stigende overskud og udbytte år efter år. Virksomheden er heller ikke stærkt forgældet som de fleste af sine konkurrenter. Den har ført en overvejende tilbageholdende og sund investeringspolitik. Den eneste mere belastende investering er overtagelsen af virksomheden diAx i Schweiz. DiaX blev fusioneret med den TDC-kontrollerede virksomhed Sunrise. Det var en enorm investering, men den har vist sig meget lønsom og bidrager nu stærkt til TDC’s samlede økonomiske resultat. Sunrise er i dag den næststørste teleoperatør i Schweiz.

Ledelsen har utrætteligt over for analytikere, investorer, pressen og medarbejderne tegnet en profil af TDC som en bundsolid og ekspanderende virksomhed uden dramatisk gældsætning. Fra nytår og til midten af april har man nærmest bombarderet både interne og eksterne medier med, hvor stærkt TDC klarer sig. Fagforbundet blev nærmest hånet i marts, da vi anmodede om at få lavet et mindre antal fratrædelsesordninger for dem, der har svært ved at klare virksomhedens krav om større mobilitet, forflyttelser og jobskifte.

24 Derfor kunne hverken medarbejdere eller forbund ane, at en voldsom fyringsrunde var på vej. Den kom som et lyn fra en klar himmel. Det er på alle måder en helt uetisk og ufattelig handling.

Samfundsmæssigt er det dybt betænkeligt, når de stærkeste skuldre i erhvervslivet nægter at bære et ansvar, men kaster sig ud i fyringer og klynk, mens de samtidig skovler penge ind. Det kan kun være en uanstændig grådighed, der ligger bag. Det harmonerer ikke med den sociale ansvarlighed, samfundet kan forvente af en stor virksomhed med en god økonomi. Det harmonerer heller ikke med virksomhedens egen fine vision og den pris, virksomheden fik i 2001 for at have den bedste personalechef og personalepolitik i Danmark.

Magien er væk. Det TDC, som Dyremose kaldte et dansk erhvervseventyr, er endt i en trist og perspektivløs massefyring. På samme måde i øvrigt som den daværende direktør Würtzen gennemførte i 1997, hvor 2.500 medarbejdere blev skåret væk. Det fik til følge, at virksomheden blev tvunget helt i knæ og blev landets mest udskældte virksomhed på grund af det fortvivlende lave serviceniveau.

Politikerne har netop ændret teleforliget, så det matcher med ønskerne fra TDC og branchen. TDC har meddelt, at det vil give virksomheden en økonomisk forbedring på 300–400 millioner kroner årligt. Partierne må have en mærkelig følelse. Fyringen af 1.650 medarbejdere er nok ikke den betaling, samfundet eller politikerne havde forventet.