Tavshed skaber mistro

Af Jan Birkemose, redaktør

Integrationsministeren har mørklagt sagen om fusk med indiske it-eksperters ophold i Danmark. Deres arbejdsgiver har formodentlig brudt loven, men hvad er myndighedernes rolle?

LEDER Sagen burde egentlig være ganske enkel: Danmark har brug for højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet, men de udenlandske medarbejdere må ikke underbyde det danske lønniveau. Det fremgår af loven, og det er forligspartierne bag aftalen om den såkaldte beløbsordning rørende enige om. Alligevel er det lykkedes integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) at håndtere det, der kunne være en relativt banal svindelsag, så kluntet, at det i dag er svært at løsrive sig fra tanken om, at svindelsagen enten er større end hidtil antaget, eller at Udlændingeservice, der er den ansvarlige myndighed, har dummet sig. Måske handler sagen om begge dele.

Desværre er Birthe Rønn Hornbech, der engang var kendt som Folketingets varmeste forkæmper for retssikkerhed og god offentlig forvaltningsskik, lukket som en østers i den besynderlige sag om indiske it-konsulenter, der bliver oprullet i dette ugebrev.

Holder sagen vand, har it-virksomheden CSC i et angiveligt ukendt antal tilfælde ansat indiske it-konsulenter i Danmark i strid med de regler, der skal sikre, at ansættelsen foregår på et fornuftigt dansk lønniveau. I stedet for at aflønne inderne med mindst 375.000 kroner årligt, som er kravet for at give dem opholdstilladelse, har de kreative it-folk indregnet den skattefordel, som inderne – ligesom alle andre udenlandske eksperter – får. Dermed er CSC sluppet af sted med at betale inderne langt mindre end de 31.250 kroner, de har krav på om måneden.

Måske kan sagen isoleres til et enkelt kynisk og grådigt firma, der har svindlet med reglerne og bevidst givet forkerte oplysninger til Udlændingeservice. Men hvis sagen er så enkel, kunne integrationsministeren have lukket historien for længst. I stedet har Birthe Rønn Hornbech bidraget til at sænke et røgslør over sagen så tykt som Mumbais smog.

En redegørelse, der skal svare på, om andre danske virksomheder har ageret som CSC, og om Udlændingeservice kunne have forhindret svindlen, er trukket i langdrag. Birthe Rønn havde lovet at aflevere den senest for tre uger siden, men i dag vil hun intet sige om sagen eller redegørelsen. Ifølge A4’s oplysninger skulle redegørelsen allerede være færdig. Men officielt vil ministeriet hverken af- eller bekræfte oplysningen.

Med de signaler er det svært ikke at mistænke udlændingemyndighederne for at have klokket i sagen: Enten har Udlændingeservice kendt til det kreative regnestykke og ikke reageret, eller også burde Udlændingeservice via kontrol have fået kendskab til regnemetoden. Endelig kan Udlændingeservice klare frisag, hvis CSC har foretaget et decideret svindelnummer over for myndigheden med forfalskede lønsedler og forkerte oplysninger. Men så kunne Birthe Rønn Hornbech jo roligt redegøre for sagen.

Et andet aspekt er, om andre virksomheder har benyttet sig af CSC-metoden. Det svar kan man kun gisne om, men det er yderst sjældent, at en fiks og kreativ metode til at omgå loven ikke vinder udbredelse til mere end enkelt lovbryder.

Det korte af det lange er, at spørgsmålene hober sig op, og at Birthe Rønn Hornbech med sin tavshed er med til at skabe mistro til sit system. Det haster derfor med at få kastet lys over den mystiske sag. Og er der belastende forhold for integrationsministeren og hendes system, bliver det kun yderligere ansvarspådragende, at sagen bliver trukket i langdrag.