Taktisk præstationsangst

Af Jan Birkemose, redaktør

Den nye statsminister ønsker ikke, at valgkampen skydes i gang allerede nu. Derfor vil han hellere sniksnakke om unge bøller end om den økonomiske krise. Men snart vil han blive tvunget ind på krisens banehalvdel.

Der findes to typer nyansatte: De, der turbopræsterer for at vise, at de er det rigtige valg til jobbet, og de, der er så benovede over deres nye job, at de bremses af præstationsangst. Efter to uger med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister har oppositionen for længst besluttet sig for, at han tilhører sidstnævnte kategori: En skræmt mand, lød det i sidste uge fra SF, mens Socialdemokraterne og de radikale hånende omtalte Lars Løkke Rasmussen som Fogh på en dårlig dag og Foghs vikar.

Set ud fra nationens interesser kan det være ligegyldigt, om den nye statsministers manglende og efterlyste projekt skyldes, at han har den ene eller anden psykologi. Men med hele fire nye navne på de ministerområder, der har magten til at gå i clinch med den økonomiske krise, kan det ikke undre, at både erhvervsliv, fagbevægelse og opposition efterlyser handlekraft.

Men efter Lars Løkkes optræden i sidste uge står det klart, at den nye regering ikke har planer om at præsentere omfattende arbejdsmarkedsreformer eller vækstinitiativer i milliardklassen. Den manglende imødekommenhed skyldes dog næppe præstationsangst, men derimod en tro på, at små svømmetag på stedet vil give regeringen den bedste chance for at vinde det kommende folketingsvalg, der skal afgøres om senest to et halvt år.

Og selv om det virker kedeligt og uambitiøst, kan det meget vel vise sig at være en klog idé at sniksnakke om vejr og vind i så lang tid som muligt, mens man satser på, at den lange ventetid frem til næste valg udmatter det forhold, der i øjeblikket er meget tæt mellem oppositionspartierne. Samtidig vil tiden arbejde for Løkke, der måned for måned vil smelte mere og mere sammen med sin nye rolle som statsminister.

Kunsten for Løkke er derfor at undgå, at de kommende to et halvt år bliver én lang valgkamp, hvor oppositionen dag efter dag slår ham i hovedet med den stigende arbejdsløshed. Det emne har stort valgkampspotentiale, og derfor må Socialdemokraterne og SF i Løkkes optik ikke få held til at sætte den dagsorden.

Derfor kunne man det meste af sidste uge konstatere, at regeringen havde masser af meninger om kriminel lavalder og dødsstraf, men stort set ingen holdning til krisen. I hvert fald var det ikke krisen, som satte dagsordenen, men derimod nogle emner, mange nok har en mening om, men som meget få er berørt af.

Trods regeringens afventende attitude får oppositionen svært ved at påstå, at regeringen er helt ligeglad med krisen. For Løkke lover, at regeringen efter behov vil sætte ind med »præcise og målrettede indgreb«. Det betyder, at regeringen fra tid til anden kan smide en milliard her og der, når oppositionen får for meget medvind.

Om strategien om at holde krisen ude af debatten vil lykkes, afhænger helt af regeringens evne til at udvælge de rigtige alternative debatemner. Magter regeringen ikke det, vil vi som i den forløbne uge igen og igen opleve, at der bliver smidt temaer på bordet, som udelukkende udstiller regeringens egen interne splid.

Fortsætter den linje, bliver det oppositionen, der læner sig tilbage og nyder tiden frem til næste valg. Det vil Løkke snart erkende, og derfor er det sandsynligt, at regeringen om ikke længe bliver tvunget ind på den banehalvdel, der hedder krise og arbejdsløshed. Og dermed er det, der kan blive en historisk lang valgkamp, reelt skudt i gang.