Tag jer sammen, derinde

Af Michael Seidelin, journalist, Politiken.

Det sidste ord Bortset fra en lille håndfuld er danske politikere hamrende ligeglade med EU. Også nu, hvor debatten om EU’s fremtid går ind i en afgørende fase.

Statsministeren rejser i disse dage Europa tyndt før EU-topmøderne i Bruxelles senere på ugen og i København i december. Det gælder om at få alt på plads, så ti europæiske lande kan blive nye medlemmer af EU fra 2004, og vi taler med stolthed om, at hele udvidelsesprocessen bliver afsluttet i København – hvor den også for alvor tog fart i 1993. I Bruxelles, hvorfra disse linier bliver skrevet, er der lovord om den foreløbige danske indsats under EU-formandskabet, som både regeringen og oppositionen har gjort til den vigtigste politiske opgave i dette efterår.

EU er med andre ord øverst på den politiske dagsorden i Danmark – for en gangs skyld. For sandheden er, at det hører til sjældenhederne. Bortset fra formandskaberne og folkeafstemningerne om nye EU-traktater er EU-politik totalt fraværende fra den politiske debat i Danmark. Den tid er endda forbi, hvor vi kan forlyste os med en useriøs debat om krumme agurker eller udformningen af advarselsskilte. Modstanderne forsøger at holde nej-gryden i kog, men uden større held. Selv den største provokation eller ophidsende afsløring falder til jorden i den apati, der omgærder dansk EU-politik.

Det skulle faktisk være anderledes. Efter hver folkeafstemning stiller en kødrand af politikere op med budskabet om, at det nu skal være slut med kun at diskutere Europa, når danskerne skal stemme ja eller nej. Men hvordan ser det ud i virkeligheden? Den danske EU-maskine kører upåklageligt, når det drejer sig om behandling af EU-sager i EU’s ministerråd. Ministre og embedsmænd gør deres arbejde, men der er i høj grad også tale om, at de følger med den daglige strøm af lovgivning i EU-systemet.

Det kan være svært nok i forvejen. Folketingets Europaudvalg er ved at drukne i sager, og trods flere reformer af udvalgets arbejde og effektiv hjælp fra Folketingets embedsmænd, drøner store dele af EU-lovgivningen i bogstaveligste forstand igennem udvalget. Forsøg på at inddrage Folketingets fagudvalg i behandlingen er en blandet succes: Enkelte udvalg tager opgaven alvorligt, mens de fleste stort set lader den ligge.

Det er ikke betryggende for kvaliteten. Men det store flertal af Folketingets medlemmer er hamrende ligeglade med EU og dansk EU-politik. Det på trods af, at en stor del af vores lovgivning og det meste af den overordnede politik på så vigtige områder som økonomi, internationale anliggender og sikkerhed har sit udspring i EU.

For eksempel er Folketingssalen gabende tom under de EU-debatter, regeringen organiserer for dog med jævne mellemrum at give de folkevalgte en mulighed for at diskutere EU-politik – uden den obligatoriske anbefaling til vælgerne af et ja eller nej. For virkeligheden uden for Danmark handler ikke om ja eller nej. Den handler om samarbejdets indhold, daglig politik, udvidelse, nye politikområder og indretningen af unionen i de kommende år.

Uviljen til at beskæftige sig med EU er slående, og resultatet er, at kun ganske få folkevalgte følger udviklingen i EU løbende. Det er medlemmerne af Folketingets Europaudvalg, hvor formanden, Claus Larsen-Jensen (S), trækker et stort læs. Parlamentarikere som Jørn Jespersen og Holger K. Nielsen fra SF, Venstres Charlotte Anthonsen, Enhedslistens Keld Albrechtsen, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti samt den konservative Lars Barfoed holder fanen højt – og det er med enkelte undtagelser stort set det.

Og det er en skandale. I Bruxelles diskuterer medlemmerne af det EU-konvent, der næste år fremlægger et udkast til en EU-forfatning, blandt andet muligheden af at inddrage de nationale parlamenter mere i EU-politikken. Det kan der siges meget godt om. Men forhåbentlig bliver det først til noget, når de danske politikere er vågnet af deres nationale tornerosesøvn og tager sig sammen til at deltage i debatten om, hvordan EU skal fungere og arbejde i de næste mange år.