Tag bekymringen alvorligt

Af Lars Olsen, analytiker

Mennesker, der befinder sig på bunden af arbejdsmarkedet, er blandt de mest skeptiske over for indvandrere. Det skyldes blandt andet, at netop de mærker et pres fra indvandrere og flygtninge – en hårdere konkurrence om færre ufaglærte job.

Vi bringer i denne uges A4 en god og en dårlig nyhed om integrationen af nydanskere på arbejdsmarkedet. Den gode nyhed er, at det faktisk går ganske godt, når danske arbejdere får indvandrere og flygtninge som kolleger. Den dårlige nyhed er, at der især blandt de lavtlønnede og kortuddannede er en markant skepsis.

Forskere forklarer normalt denne skepsis med, at uddannelse fører til større tolerance og accept af forskellighed. Det er formentlig også rigtigt. Men der er også en anden forklaring. Nemlig at lønmodtagere i bunden af arbejdsmarkedet mærker et pres fra indvandrere og flygtninge – en hårdere konkurrence om færre ufaglærte job. Og denne bekymring kommer ikke ud af den blå luft.

Vi hører i debatten meget om højtuddannede udenlandske tandlæger og ingeniører, som ikke kan bruge deres uddannelse i Danmark. Og det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Men det er vigtigt at bevare proportionerne: Langt de fleste nydanskere er ufaglærte – 81 procent af pakistanerne og 84 procent af tyrkerne har ingen uddannelse efter grundskolen.

Rockwool-fondens analyser viser, at den høje arbejdsløshed blandt de nye danskere især bunder i to ting: At for mange er for dårlige til dansk. Og at de generelt er dårligt uddannede. Det ville – som Rockwool-fonden skriver i »Hvordan har indvandrerne det?« – i sig selv være en kæmpe udfordring for systemet at skaffe job til 100.000 ufaglærte danskere. Når der så kommer problemer med for lidt dansk og for meget diskrimination oven i, kan det let gå helt galt.

Bekymringen blandt de ufaglærte danskere bliver næppe mindre af forslaget om, at  mindstelønnen skal sænkes for at få flere indvandrere og flygtninge i arbejde. Et forslag, der ikke blot er fremsat af økonomer, men også har politisk medløb af Det radikale Venstre og ministre i VK-regeringen.

En lavere mindsteløn vil ikke alene have dramatiske konsekvenser for de lavtlønnede. Forslaget giver jo kun mening, hvis mindstelønnen på omkring 85 kroner sættes markant ned – til en 50´er i timen eller lignende.

Det vil også være en bombe under vores sociale system. Lavere mindsteløn betyder, at også kontanthjælpen skal sættes ned – ellers kan det slet ikke betale sig for folk at gå fra overførselsindkomst til job. Dermed vil Danmark opleve fattigdoms-problemer, vi hidtil har været forskånet for. Forslaget om at sænke mindstelønnen er reelt opskriften på en »amerikanisering« af det danske samfund.

Men hvad gør vi så? Realiteten er jo, at beskæftigelsen blandt de nye danskere er katastrofalt lav. I 1985 var 52 procent af indvandrerne i den erhvervsaktive alder i job, i 1999 var tallet faldet til 41 procent.

Der er intet anstændigt alternativ til det lange seje træk: At indvandrere og flygtninge lærer mere dansk, bliver bedre uddannede og på anden vis opkvalificeres, så de kan klare kravene på det danske arbejdsmarked. Det er dyrt, men nødvendigt.

Netop derfor må vi erkende, at der er grænser for hvor mange lavtuddannede indvandrere, der kan integreres ordentligt på arbejdsmarkedet og i samfundet.  Svaret på den høje arbejdsløshed blandt de nye danskere er ikke bare bedre integration, men også at vi får dæmpet tilgangen af nye lavtuddannede grupper, der kommer til landet.

Især må der gøres noget ved mønstret, hvor indvandrere i både anden og tredje generation henter deres ægtefæller i familiens gamle hjemland og får dem til Danmark gennem familiesammenføring. Analyser viser, at det høje antal familiesammenføringer fastholder store grupper på sidelinjen af det danske samfund.

Det multietniske samfund kræver, at vi bekæmper fordomme og diskrimination. Men det kræver også, at vi tager de bekymrede danskere alvorligt.