Tabte medlemmer presser forbundene

Af | @JanBirkemose

114.000 betalende medlemmer har forladt LO’s forbund siden 1996. Nye opgørelser cementerer udviklingen, der i år vil koste forbundene et tab i indtægter på op mod 700 millioner kroner. Hertil kommer, at LO kan miste sin dominans som lønmodtagernes talerør.

LO’s 20 forbund er inde i en ond spiral. År efter år bliver der færre og færre medlemmer til at finansiere et stort forbundsapparat, der kun langsomt omstiller sig til den nye økonomiske virkelighed. På baggrund af de nyeste medlemstal fra LO’s forbund har ugebrevet A4 beregnet, at forbundene siden 1996 årligt er gået glip af kontingentindtægter på trecifrede millionbeløb.

Alene i år vil de 113.953 betalende medlemmer, som LO’s forbund har mistet, repræsentere en manglende indtægt til forbundene, lokalafdelingerne og administration af a-kasser på mellem 650 og 700 millioner kroner.

Tallet kan ikke beregnes præcist, da LO’s forbund opgør deres kontingentindtægter forskelligt. Ugebrevet A4 har derfor udregnet beløbet på baggrund af antallet af forsvundne betalende medlemmer og det bidrag, som fuldtidsmedlemmer i gennemsnit afleverer til forbund, lokalafdelinger og a-kasseadministration i de fire største forbund, HK, Specialarbejderforbundet (SiD), Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Dansk Metal.

Trods størrelsen på de tabte indtægter kører hovedparten af LO’s forbund fortsat med overskud eller balance i regnskaberne. Det lykkes blandt andet ved at lade kontingenterne stige og tilføre nye medlemmer fra andre forbund. Et godt eksempel er SiD, der udjævner sit medlemstab ved at optage mindre forbund. På den måde har SiD siden 1994 fået 56.730 nye medlemmer fra seks mindre forbund, der har sluttet sig sammen med SiD. I samme periode har SiD dog mistet et tilsvarende antal medlemmer, så facit kun er 802 flere medlemmer.

Hovedkasserer i SiD, Kjeld Hauerberg Olsen, betegner SiD’s optagelse af mindre forbund som en bevidst strategi, der blandt andet har til formål at tackle de økonomiske konsekvenser af medlemsfrafaldet.

»Optagelserne forsinker udviklingen. Det er vel en strategi, alle i bevægelsen, der har muligheden, benytter sig af,« siger Kjeld Hauerberg Olsen og peger på HK, der siden 1998 har modtaget cirka 21.000 nye medlemmer i forbindelse med sammenlægninger med mindre forbund.

Økonomisk slankekur

Selv om sammenlægninger af forbund giver administrative besparelser, har SiD de seneste fem år alligevel været nødt til årligt at lade kontingentet stige i størrelsesordenen 70-100 kroner pr. medlem. Samtidig har forbundet været underkastet en økonomisk slankekur.

»Det er alt fedtet, vi har skåret fra. Vi er blevet meget mere bevidste om, hvordan vi bruger pengene. Tidligere har holdningen nok været, at man kunne sætte kontingentet op, efter hvor meget man brugte, men sådan er det ikke mere,« siger Kjeld Hauerberg Olsen og oplyser, at SiD i år har nedsat kontingentet med seks kroner om året.

Det sker på baggrund af et budget, hvor 50 millioner kroner er barberet af. Blandt andet er rejsekontoen beskåret med 10 millioner kroner, der hovedsageligt hentes ved at flyve på økonomiklasse i stedet for business. Også konferencer, der tidligere ofte løb over to dage med overnatning, bliver gjort til en-dags arrangementer, hvis det er muligt.
Dermed budgetterer SiD med et regnskab uden underskud.

Færre lokalafdelinger

Hvis forbundene for alvor skal slanke udgiftsniveauet, er det mest nærliggende at tage et opgør med de mange lokalafdelinger, som udgør de fleste af LO’s forbund. Blandt andet har SiD 295 afdelinger. Men opgaven er svær og næsten tabubelagt i bevægelsen. Det skyldes, at det ikke er forbundene, der driver lokalafdelingerne, men omvendt. Derfor skal lokalafdelingerne nedlægge sig selv.

Kun Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) har haft held til at lukke lokalafdelinger. Selv om forbundet siden 1996 har mistet mere end hvert tiende medlem, siger KAD’s næstformand, Jane Korczak, at det ikke var begrundelsen, da forbundet i 1998 begyndte at diskutere, hvordan de daværende 62 lokalafdelinger kunne nedbringes til 20-25.

»Vi fik begyndt processen, inden den dårlige økonomi blev det overskyggende argument,« siger Jane Korczak og fortsætter:

»300 medlemmer kan ikke finansiere et lokalkontor med tre-fire medarbejdere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Ikke i dag.«

Sidste år vedtog KAD’s kongres, at der skulle sættes turbo på sammenlægningerne, så målet nås i 2004. I dag er forbundet kommet ned på 51 afdelinger, og det er ikke sket uden problemer.

»Hver afdeling har sin egen kultur og historie. Selv om der nogle steder er relativ kort geografisk afstand mellem afdelingerne, kan der godt psykologisk være længere, end man tror.«

Når processen er gennemført, håber Jane Korczak, at KAD vil være en mere velsmurt maskine. Besparelserne skal først og fremmest omsættes til fagligt arbejde, men Jane Korczak vil ikke afvise, at sammenlægningerne på længere sigt også kan betyde færre medarbejdere. Men hun slår fast, at det er beslutninger, der skal tages i de lokale afdelinger.

Hun tror, at flere KAD-afdelinger havde været nødt til at lukke, hvis ikke sammenlægningerne var sket.

»Hvis man ikke kan yde de aktiviteter og den service, der er brug for, så er man fagligt udtømt i et eller andet omfang. Og så er fagforeningens eksistensgrundlag væk. Så er man kun et driftskontor.«

Uddannelse tapper SiD

Takket være de mange optagne små forbund har SiD indtil videre ikke nærmet sig den »faglige bundgrænse«.

»Vi har indtil nu kunnet give den nødvendige service og have de indsatsområder, vi altid har haft. Men det er klart, at der er forbund, der er nået så langt ned, at de har nået bunden,« siger Kjeld Hauerberg Olsen.

Han siger samtidig, at SiD ikke kun betragter optagelserne af andre forbund som økonomiske redskaber mod medlemsflugt, men at der ligger en god del politiske overvejelser bag. På grund af den almindelige udvikling, hvor lønmodtagerne bliver bedre uddannet, er det en nødvendighed for et forbund som SiD at udvide jagtmarkerne.

»Hvis vi kun organiserer dem, vi hele tiden har organiseret, er vi helt sikre på at blive mindre, for der sker en opkvalificering overalt,« siger Kjeld Hauerberg Olsen, og peger på, at SiD for 50 år siden ikke havde en eneste faglig uddannelse i sit organisationsområde. I dag har forbundet medlemmer fra mere end 40 forskellige faglige uddannelser.

LO kan miste indflydelse

Arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer fra Handelshøjskolen i København er enig i, at LO-forbundenes mulighed for at opretholde medlemstallet er at fri til nye faggrupper, der i dag enten ikke er organiseret, eller er organiseret under Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) eller Akademikernes Centralorganisation (AC).

»Udviklingen er, at der bliver flere lønmodtagere med mellemlange uddannelser, og det kan LO ikke gøre noget ved. Spørgsmålet er så, om LO kan tiltrække nogle af disse organisationer, og om LO kan lave en profilering, der i højere grad appellerer til disse organisationer,« siger Steen Scheuer.

Han peger på et paradoks i LO’s medlemsudvikling. LO’s tab af medlemmer er nemlig sket i en periode fra 1996, hvor antallet af lønmodtagere samtidig er steget.

»Det tyder på, at det kniber for fagbevægelsen at få de nye lønmodtagere ind som medlemmer. Det er på rekrutteringen, det halter.«

LO’s tilbagegang bliver i nogen grad opvejet af, at både Ledernes Hovedorganisation, FTF og AC er gået frem i takt med, at arbejdsstyrken er vokset. Alligevel er LO’s tab så voldsomt, at det samlede antal organiserede lønmodtagere i forhold til arbejdsstyrken – den såkaldte organisationsprocent – er faldet fra 83,6 i 1996 til 80,9 i 2001.

Det får dog ikke Steen Scheuer til at frygte for den særlige danske model, hvor arbejdsmarkedets parter med baggrund i den høje organisationsprocent har stor frihed til selv at aftale spillereglerne på arbejdsmarkedet. Organisationsgraden er fortsat ekstremt høj sammenlignet med andre lande. Men så længe LO bliver mindre, mens de andre hovedorganisationer vokser, arbejder LO sig stille og roligt væk fra tidligere tiders politiske magt.

»Hvis ikke LO kan ændre medlemsudviklingen, må LO affinde sig med, at de i fremtiden i mindre grad kommer til at spille rollen som enetalsmand for lønmodtagerne i Danmark,« siger Steen Scheuer.