Taberne sidder i klasseværelset

Af

De svageste betaler regningen for tidens elitære pædagogiske eksperimenter i både gymnasiet, på de tekniske skoler og i folkeskolen.

KATASTROFEKURS Hvis vi skal skabe et uddannelsesløft til de svageste unge – og det skal vi! – så handler det ikke kun om kroner og øre, men også om at indrette undervisningen rigtigt. Og her har folkeskolen over tekniske skoler til gymnasier desværre været hjemsøgt af katastrofale modeluner i de seneste år. Akademiske strømninger, som uden tvivl har virket visionære for akademikerne på Danmarks Pædagogiske Universitet, er nemlig blevet overført til landets klasseværelser. Og dér er det gået galt. Mildest talt.

Et af modebegreberne er »den rummelige folkeskole«. Det lyder jo flot, men som det fremgik af Politiken i sidste uge, tager mange lærere sig i dag til hovedet over en skole, der skrider mere og mere ud i rummelighed og løse rammer. Rummeligheden er ikke en hjælp til de vanskelige elever, der stjæler stadig mere tid fra undervisningen. Den svækker lærerfagets anseelse. Og den betyder, at de ressourcestærke flyttes over i privatskoler. Alle taber. Især de svageste.

I faglige kredse mener man, at problemerne med den rummelige folkeskole forstærkes af de stadig mere løse rammer i form af projektorientering, gruppearbejde, mindre lærerstyring og krav om mere selvstændighed, som gør det svært for mange ressourcesvage elever at fungere i klasseværelset.

Og det leder over til et af tidens andre modebegreber: »Ansvar for egen læring«. Også her er der tale om et princip, der er fostret i et elitært univers – men som klasker mod gulvet, når det møder virkeligheden derude. Bare spørg på de tekniske skoler, hvor der i 2000 blev gennemført en reform, der knæsatte »ansvar for egen læring« som styrende princip. Budskabet til 16-årige Oliver, der ville være tømrer, var: »Nu får du ansvaret for din egen uddannelse gennem individuelle uddannelsesplaner hver femte uge«. Dette kaos fik – naturligvis – dramatiske konsekvenser i form af eksploderende frafald, som tvang politikerne til at justere reformen en smule.

Men blev politikerne klogere? Næ! For med den nye gymnasiereform, der blev indført i 2005, blev gymnasiet ramt af selv samme knæfald for »ansvar for egen læring«. De elever, der går til studentereksamen i disse uger, har kæmpet med synopser, videnskabsteori og metodiske overvejelser som ingen før dem. Der er ingen tvivl om, at de dygtige elever fra akademikerhjemmene har boltret sig i disse muligheder for at »perspektivere« og »problematisere«. Men alle de andre? De er blevet de store tabere, som det blandt andet fremgår af en ny undersøgelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Man kan undre sig over, at en uhellig alliance af eksperter, erhvervsfolk og politikere med deres pædagogiske eksperimenter har fået lov til at skævvride det danske uddannelsessystem med det resultat, at de svageste i vores samfund svigtes. Men det har de altså.

At undervisningsminister Bertel Haarder (V) nu har bebudet, at han vil gøre op med både kaos og rummelighed, er kun en lille trøst. For hans ideer om flere bortvisninger, eftersidninger og niveaudeling smager nemlig for meget af fortidens skoleform. Han falder med andre ord i den modsatte grøft.

Fakta er, at almindelige unge hverken tørster efter den sorte skole eller flere pædagogiske eksperimenter. De vil bare have en faglig undervisning, der tager afsæt i virkeligheden derude. Kan det være så svært?