Systemet der kan brænde sammen

Af

Ved indgangen til krisen står vi med et skrøbeligt jobformidlingssystem med for få ansatte, for få penge, for lidt ekspertise og for meget kontroltyranni. Det er bare ikke godt nok.

Fyringsrunder. Virksomhedslukninger. Og lange arbejdsløshedskøer. Her er ord, som man for få uger siden kun kunne støde på i historiske sort/hvide tv-programmer på DR2. Men nu bliver ordene måske realiteter. I dagens A4 siger 9 ud af 10 lokale a-kasser, at ledigheden vil tordne derudad. Og i ugens løb forventede Dansk Industri, at ledigheden vil blive tredoblet, så 150.000 danskere står arbejdsløse ved udgangen af 2010. Øv!

I udlandet er politikerne i højeste beredskab. Eksempelvis barsler den nye amerikanske præsident Obama med en gigantisk offentlig investeringsplan. Og i Tyskland har kansler Merkel netop lanceret en redningspakke til 50 milliarder euro, som blandt andet skal kickstarte økonomien gennem offentlige investeringer.

Men hvad sker der herhjemme? Næsten ingenting, hvis man ser bort fra bankpakken. Regeringen har været så forelsket i sin køreplan – at skaffe flere hænder til et rødglødende arbejdsmarked – at den har glemt at omstille sig til en ny virkelighed. Faktisk har dagpenge været regeringens eneste arbejdsmarkedsdagsorden i lang tid. Det er for sølle.

Det største problem er imidlertid, at regeringen har forkludret det jobformidlingssystem, der skal aktivere, efteruddanne og omskole de arbejdsløse. Sagen er, at systemet vil brænde sammen, hvis det skal til at håndtere lange arbejdsløshedskøer.

Det er der en række årsager til.

For det første er de ansatte på jobcentrene ved at blive kvalt i centralt fastsatte krav om kontrol, skemaer, registreringsblanketter og pligtsamtaler. Og kontroltyranniet vokser. Tag bare sidste uges nye ministerielle krav om, at sygemeldte skal møde op på jobcentret i stedet for at ringe som tidligere.

Dernæst er der skrigende mangel på socialrådgivere og jobkonsulenter i jobcentrene. Jobklimaet er ikke attraktivt, og både skattestoppet og aftaler med regeringen forhindrer kommunerne i at slå nye stillinger op.

Endelig har jobcentrene få erfaringer med den fremadrettede og aktive arbejdsmarkedspolitik, som er altafgørende i en arbejdsløshedssituation: opkvalificering, uddannelse og aktivering, som arbejdsmarkedsforskere gjorde opmærksom på i dagbladet Information forleden. Man kan det der med at presse ledige ud på et rødglødende arbejdsmarked – ja! Men at omskole og opkvalificere den arbejdsløse murer? Dét er fremmed land.

Men værst af alt har regeringen kastet jobformidlingen ud i et kæmpe eksperiment under overskriften: ’Kommunalisering’. Ideen er, at kommunerne fra august 2009 skal overtage hele jobformidlingen, og at det statslige AF-system nedlægges. Mildest talt noget af en forandring, som med rette er blevet kaldt for en atomisering af jobformidlingen.

Når man laver en så gennemgribende forandring i en ledighedssituation, kan det gå galt. Meget galt. Og sandsynligheden for et kollaps bliver ikke mindre af, at regeringen har givet kommunerne det totale økonomiske ansvar for de ledige, som nu stiger i antal. Hvordan skal Langeland kommune håndtere massefyringer, når man også skal betale for folkeskolerne, plejehjemmene og børnehaverne?

Ved indgangen til krisen står Danmark med et jobformidlingssystem med for få ansatte, for få penge, for lidt ekspertise, for meget bureaukrati – og alt for meget rod. Det er regeringens ansvar. Og det er bare ikke godt nok.