MENS VI VENTER PÅ GODOT

Syge og ledige bliver ofre for langsom sagsbehandling

Af

Ankestyrelsens lange sagsbehandling skader syge og ledige, der venter på en afgørelse, inden de kan komme videre i deres liv. Ekspert advarer om, at ventetiden blokerer for samarbejdet mellem borgerne og kommunerne. Efter årelang kritik lover Ankestyrelsen, at ventetiden bliver kortere.

Lang tids venten på at få afgjort en klagesag kan være ødelæggende for samarbejdet mellem borgere og kommuner, advarer både en ekspert og KL. 

Lang tids venten på at få afgjort en klagesag kan være ødelæggende for samarbejdet mellem borgere og kommuner, advarer både en ekspert og KL.  Foto: Thomas Vilhelm/Scanpix

Borgerne bliver sorteper, når Ankestyrelsen bruger op mod et år eller længere på at behandle en klage over en kommunal afgørelse.

To år efter en reform af klagesystemet er sagsbehandlingstiden i gennemsnit otte måneder for arbejdsskadeklager og seks måneder for social- og beskæftigelsessager. Nogle borgere venter meget længere.

En af dem er Henrik Kallesøe fra Otterup, som har ventet i mere end tre år på en afgørelse fra Ankestyrelsen.

Efter et forkert løft af en arbejdsmaskine i august 2011 fik han en skade på rygsøjlen. Det betyder, at han nu kun kan arbejde tre timer hver dag.

De seneste tre år har været et helvede at leve i, fordi man har været låst i systemet og ikke kan komme videre. Henrik Kallesøe, Otterup

Siden 2013 er hans krav på arbejdsskadeerstatning cyklet rundt mellem Nordfyns Kommune, Ankestyrelsen og speciallæger. Og for nylig meddelte Ankestyrelsen, at hans afgørelse er udsat til december.

»Systemet er umenneskeligt på grund af den lange ventetid og fejl i sagsbehandlingen. De seneste tre år har været et helvede at leve i, fordi man har været låst i systemet og ikke kan komme videre,« siger Henrik Kallesøe og fortsætter:

»Min sag er så velbelyst, at Ankestyrelsen ikke har brug for flere oplysninger, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal vente til december,« siger Henrik Kallesøe.

Borgere sidder i et vacuum

De høje bunker af årgamle sager overskygger flere steder samarbejdet mellem myndighed og borger. For borgeren handler det om, hvad der kan blive resultatet af en klagesag, forklarer Bettina Post, socialrådgiver og konsulent i socialt arbejde ved Professionshøjskolen Metropol.

Bettina Post fortæller, at borgerne oplever det som frustrerende at skulle adlyde sin sagsbehandler og følge hendes afgørelse, så længe man stadig håber på at vinde over kommunen.

»En borger føler sig i et vakuum, så længe han eller hun har en klagesag kørende ved Ankestyrelsen. Hvis han eller hun ikke er indstillet på at følge kommunens afgørelse, kan samarbejdet gå i stå,« advarer Bettina Post.

Ventetiden er ødelæggende

I Kommunernes Landsforening, KL, genkender chefkonsulent Brian Siggaard billedet af ventetiden som direkte ødelæggende for at motivere en borger til andre indsatser og gøre ham eller hende parat til arbejdsmarkedet eller anden forsørgelse.

Så længe en borgers klagesag er under behandling i Ankestyrelsen, vil borgeren selvfølgelig hellere have klagemedhold end følge kommunens afgørelser. I ventetiden vil han eller hun mentalt være et andet sted og modvillig over for sin sagsbehandler, fortæller Brian Siggaard.

Du risikerer, at borgerne ikke længere er aktive medspillere, fordi en anke kan overskygge det videre arbejde med borgeren. Brian Siggaard, chefkonsulent, KL

I bedste fald bremser den lange ventetid kommunens øvrige indsats over for borgeren. I været fald kan kommunen sende ham eller hende ud i et forkert forløb.

»Du risikerer, at borgerne ikke længere er aktive medspillere, fordi en anke kan overskygge det videre arbejde med borgeren, så længe han eller hun venter på at få ret i sin klage,« siger Brian Siggaard.

Ventetiden skader samtidig borgernes evne til at forsørge sig selv, fordi fraværet fra arbejdsmarkedet sløver paratheden og arbejdsevnerne, pointerer Brian Siggaard.

»Jo længere de er på overførselsindkomst, des sværere er det at komme i gang med job og uddannelse, så alle taber på ventetiden,« siger han.

Går særligt ud over de svageste

Ventetiden på at få afgjort klagesager kan have særligt store konsekvenser for de mest udsatte borgere, fortæller Bettina Post.

Hun forklarer, at en misbruger for eksempel kan være indstillet på at gå i behandling for at komme ud af et alkohol- eller stofmisbrug. Men ofte står vinduet kun åbent i ganske kort tid.

Derfor kan ventetiden på en afgørelse fra Ankestyrelsen betyde, at de mister lysten til at komme i behandling.

Det samme gælder udsatte unge med behov for en mentor eller et særlig tilrettelagt skoleforløb, som kan forsvinde ud i misbrug eller kriminalitet, mens de venter på at få medhold i en klage over en afgørelse.

Timing er altafgørende, når folk kommer og siger, at de er klar til at blive hjulpet. Bettina Post, konsulent i socialt arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Dermed kan en sejr for borgeren blive ligegyldig eller decideret skadelig, hvis den kommer mange måneder efter.

»Timing er altafgørende, når folk kommer og siger, at de er klar til at blive hjulpet. Mange ansøgninger er hægtet op på noget, som sker her og nu. Det kan være et behandlingstilbud, et kursus eller hjælp til en stor uforudset regning. Her duer mange måneders klagesagsbehandling ikke til noget, fordi et medhold bliver ligegyldigt. Muligheden er forpasset, når svaret kommer mange måneder senere,« siger Bettina Post.

Samme fejl igen og igen

Når klagesagerne trækker ud, spilder kommunerne værdifuld tid, der kunne være brugt til at hjælpe borgeren på rette vej.

I Randers Kommune har Christian Boldsen (V) brug for hurtige afgørelser til både principielle spørgsmål og for at hjælpe konkrete borgere videre.

Han er formand for beskæftigelsesudvalget og mærker Ankestyrelsens træghed som en sten i skoen på kommunens arbejde.

Hvis en anke går forvaltningen imod, spilder kommunen måneder på at fejlplacere borgeren, inden han eller hun havner på den rette hylde. Desuden skaber den forkerte opfattelse i kommunen en ond bølge af nye fejl, fordi misforståelsen ikke bliver rettet hurtigt, fortæller Christian Boldsen.

»Hvis vi ikke blev forsinket i ni måneder af Ankestyrelsen, kunne kommunerne lære af principafgørelserne, så vi efterfølgende kunne træffe de rigtige afgørelser,« siger Christian Boldsen.

Den lange ventetid medfører flere fejl i kommunerne, fordi en forkert forståelse lever videre i forvaltningen.

Chefkonsulent i KL Brian Siggaard forklarer, at antallet af fejl stiger i kommunerne, jo længere tid sagsbehandlerne skal vente på de principielle vigtige afgørelser.

»Hvis man skal vente et år, inden Ankestyrelsen påpeger en fejl, gentager man jo den samme fejl igen og igen, indtil man bliver rettet. Det skaber meget stor frustration i kommunerne, for det er dem, der bliver hængt op på en forkert afgørelse,« siger han.

Gamle sager vælter ud af skabene

Når der kommer en principafgørelse, der ændrer retsopfattelsen i kommunerne, trækker det en række afsluttede sager ud af de kommunale arkivskabe til fornyet behandling.

Sagsbehandlingstiderne var notorisk for lange sidste år og ubehagelige for både forvaltninger og borgerne. Nu har vi vendt udviklingen. Thorkil Juul, styrelseschef, Ankestyrelsen

Det giver ekstra arbejde for sagsbehandlerne. Og jo senere afgørelsen fra Ankestyrelsen kommer, jo større er bunkerne af forkert afgjorte sager, der skal vurderes påny.

»De principielle afgørelser betyder ganske meget for kommunens sagsbehandling. Des længere tvivlen har bestået, des flere sager skal genoptages. Det kan udgøre et pres på medarbejderne, hvis der er afgørelser, der skal laves om,« siger John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet.

Ankestyrelsen: Udviklingen er vendt

Hos Ankestyrelsen medgiver styrelseschef Thorkil Juul, at sagsbehandlingstiderne er blevet længere siden omlægningen af ankesystemet i 2013. Men det lysner det forude, oplyser han.

»Sagsbehandlingstiderne var notorisk for lange sidste år og ubehagelige for både forvaltninger og borgerne. Nu har vi vendt udviklingen, og sagsbehandlingstiden er for nedadgående og kortere, end da vi overtog ansvarsområdet,« siger han.

I slutningen af 2014 blev arbejdsskadesager klaret på otte måneder, mens social- og beskæftigelsessager blev behandlet på seks måneder.

Ankesager er berygtede for at trække ud, og Rigsrevisionen har flere gange undersøgt sagsbehandlingstiderne.

I 2006 konstaterede revisionen, at de daværende sociale nævn ikke levede op til tidsfristen, og i 2010 lovede Statsforvaltningen, at man ville arbejde hurtigere.

Året efter stod man alligevel med endnu længere sagsbehandlingstider. Det fik Folketinget til at flytte opgaverne fra de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene til Ankestyrelsen med virkning fra sommeren 2013.

Året efter kiggede Rigsrevisionen igen på sagsbehandlingstiden. Denne gang lød dommen, at sagsbehandlingstiden ’var kritisabel’, og at styrelsen ikke havde gjort nok for at få sagerne afgjort hurtigere.

’2014 var et særligt år’

Sidste år afgjorde Ankestyrelsen 66.500 klager. Heraf var næsten halvdelen på social- og beskæftigelsesområdet, mens arbejdsskadesagerne udgjorde knap en fjerdedel.

Målet er at behandle de komplekse arbejdsskadesager på gennemsnitligt otte måneder, mens social- og beskæftigelsessager skal være afsluttet på fem måneder. Selv om målene endnu ikke er nået, er de realistiske, mener styrelseschef Thorkil Juul.

»Vores mål er under forudsætning af de indkomne sager. Jeg mener dog, at målet bestemt er realistisk, og jeg tror på det. Man skal altid sætte ambitiøse mål, men dette er inden for det realistiske,« siger han.

Thorkil Juul fremhæver, at sidste år bød på særlige vanskeligheder, som der nu er fundet løsninger på.

»2014 var et vanskeligt år for os, hvor vi blandt andet gik fra at være 300 til 500 medarbejdere. Men nu har vi fået organisationen på plads, meget mere orden og mere stabile driftsforhold. Sagsgangen er væsentligt hurtigere under den nye struktur,« siger han.

På Fyn håber arbejdsskadede Henrik Kallesøe, at han kan få et flexjob, så han igen kan forsørge sig selv og sine fire børn. Da sygedagpengene forsvandt, mistede han også sin indtægt, så hans kæreste måtte stå for familiens udgifter.

»Min kæreste kunne ikke engang tage overarbejde for at tjene ekstra, for des flere penge hun tjente, jo mindre fik jeg udbetalt. Det er et meget mangelfuldt system, der smadrer familier,« siger Henrik Kallesøe.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ankestyrelsen til Henrik Kallesøes sag.