Sverige under pres i Vaxholm-sagen

Af Jakob Nielsen, Bruxelles

Det svenske byggeforbund blev i sidste uge dømt for at overtræde menneskerettighederne. Det kan være et tegn på, at Sverige også er på vej til at tabe den kontroversielle Vaxholm-sag, hvor et lettisk firma gik konkurs efter en blokade – og som nu skal prøves ved EF-domstolen.

ØSTARBEJDERE I tirsdags blev den svenske byggearbejder Tommie Evaldsson 5.000 euro rigere. Det er nemlig størrelsen på den erstatning, som det magtfulde svenske LO-forbund Byggnad skal betale Evaldsson og fire andre uorganiserede byggearbejdere, fordi de i årevis har været tvunget til at aflevere 1,5 procent af deres løn til Byggnad – selv om de slet ikke er medlem af forbundet.

Dommen, som blev afsagt ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, faldt på det værst tænkelige tidspunkt for Byggnad og svensk LO. For netop i disse dage sidder dommerne ved en helt anden domstol – EF-Domstolen i Luxembourg – og går den svenske model efter i sømmene i den såkaldte Vaxholm-sag.

Det er den sag, som et lettisk firma har anlagt, fordi det blev udsat for en langvarig blokade i Sverige fra Byggnad og andre svenske LO-forbund. Vaxholm-sagen bliver betragtet som den første alvorlige styrkeprøve mellem de skandinaviske arbejdsmarkedsmodeller på den ene side og EU’s regler om fri bevægelighed samt det indre marked på den anden.

Og selv om der ikke er nogen direkte forbindelse mellem Tommie Evaldsson og de lettiske byggearbejdere, så kan det slet ikke udelukkes, at Byggnads nederlag i tirsdags vil forfølge forbundet, når Vaxholm-sagen bliver afgjort senere på året.

Gylden afgift

For at forstå sammenhængen mellem de to sager er det nødvendigt at kigge nærmere på de helt særlige forhold, der gælder for svenske byggearbejdere.

Området er reguleret af en overenskomst mellem LO-forbundet Byggnad og arbejdsgiverorganisationen Sveriges Byggindustrier. Denne kollektivaftale indeholder bestemmelsen om en såkaldt »granskningsafgift«.

Afgiften betales af samtlige ansatte i byggeriet, uanset om de er medlemmer af Byggnad eller ej, og udgør 1,5 procent af lønsummen. De penge får Byggnad for at føre kontrol med, at lønudbetalingen foregår efter bogen, og at centralt vedtagne lønforhøjelser faktisk udbetales.

Ordningen er en sand pengemaskine for Byggnad – den indbringer forbundet i omegnen af 300 millioner kroner om året. Cirka 10 procent af de svenske byggearbejdere er ikke medlem af Byggnad, men med gransk-ningsafgiften bidrager de alligevel hvert år med op imod 30 millioner kroner til Byggnad.

Byggnads nederlag

Da Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i sidste uge afsagde dom i sagen om fem uorganiserede svenske byggearbejdere, fik fagforeningen medhold i, at den godt kan have en afgift, der omfatter alle ansatte, hvis den også kommer de uorganiserede ansatte til gavn. Men afgiftens størrelse står ikke i noget rimeligt forhold til den opgave, Byggnad reelt udfører, fastslog domstolen.

Derfor blev de uorganiserede arbejderes menneskerettigheder krænket, når de blev tvunget til at betale en afgift, der i praksis forgylder fagforbundet Byggnad.

Og her kommer forbindelsen til Vaxholm-sagen ind i billedet. For netop granskningsafgiften var ét af de elementer i kollektivaftalen, som det lettiske firma Laval afviste, da det i 2004 forhandlede med Byggnad om at skrive under på en kollektivaftale.

Nu har Laval altså papir på, at Byggnads krav var i strid med menneskerettighederne, eftersom in-gen af de ansatte i Laval var medlem af Byggnad.

Spørgsmålet er nu, om Byggnad i virkeligheden spillede alt for højt spil og gik for brutalt til værks i Vaxholm-sagen. I det 43 sider lange indlæg, som firmaet Laval har sendt til EF-domstolen, opremses en lang række af de krav, som Byggnad stillede det lettiske firma overfor.

Ud over granskningsafgiften krævede Byggnad også, at der blev indbetalt yderligere procentdele af lønsummen til forskellige puljer, som kun i begrænset omfang kunne komme de lettiske ansatte til gode.

Dertil kommer, at Laval faktisk var indstillet på at betale den mindsteløn, der gælder inden for byggefagenes kollektivaftale, nemlig 109 kroner. Men Laval afviste et krav om at betale gennemsnitslønnen for byggearbejdere i Stockholmsområdet, nemlig 145 kroner i timen. Ifølge Laval ville det betyde, at svenske arbejdsgivere kunne betale deres ansatte dårligere end det lettiske firma.

I det hele taget er det urimeligt, at et udenlandsk firma skal sætte sig ind i en 167 sider lang overenskomst med tusindvis af bestemmelser, hvis det vil undgå en ødelæggende blokade, anfører Laval.

Ren pixibog

Argumenterne gør ikke stort indtryk på det svenske byggeforbund.

»Kollektivaftalen – og frem for alt de relevante dele af den – må nærmest betegnes som en pegebog for børn i forhold til de tusindvis af siders byggenormer, som et udenlandsk firma, der bygger i Sverige, skal følge og efterleve,« skriver Byggnad i et uddybende brev til EF-domstolen i december.

I samme brev peger Byggnad på, at Laval nemt kunne søge om fritagelse for at bidrage til de fle-ste kollektive puljer – dog ikke den såkaldte granskningsafgift. Forbundet afviser også, at det har krævet en løn på præcis 145 kroner i timen – det har blot slået fast, at beløbet 109 kroner er en grundsats, der ikke kan udgøre hele timelønnen.

Men alle disse detaljer er i grunden ligegyldige, påpeger Byggnad – og her får forbundet opbakning af både den svenske og danske regering.

Set med svenske og danske øjne er kernen nemlig, at EU-retten ikke omfatter nogen regulering af strejkeretten, og dermed kan domstolen i princippet ikke træffe afgørelser, der indskrænker en national ret til strejke eller andre faglige kampskridt.

Den danske regering påpeger videre i sit indlæg ved EF-domstolen, at der under alle omstændigheder ikke er noget ulovligt i at kræve en kollektivaftale, så længe den ikke stiller udenlandske firmaer dårligere end hjemlandets egne virksomheder.

Og ifølge Byggnad findes der ikke en eneste større byggevirksomhed i Sverige, der ikke er omfattet af byggefagenes kollektivaftale.

Først hen imod årets slutning ventes EF-domstolen at afgøre, om den også betragter den svenske byggebranches kollektivaftale som en pixibog – og om vel at mærke en lovlig pixibog.