Svensk fagbevægelse i knæ

Af

Den hæderkronede svenske fagbevægelse er i svære problemer. I 2007 stod medlemmerne i kø for at melde sig ud af LO-forbundene, og organisationsgraden er faldet fire procentpoint på blot et år. Den borgerlige regerings arbejdsmarkedsreformer er den væsentligste forklaring. Både ekspert og svensk LO mener, at nedturen kan vække fagbevægelsen af tornerosesøvnen.

NEDTUR Diamanten i international fagbevægelse. Ja, den flotte betegnelse kunne svensk fagbevægelse med megen ret bære indtil for ganske nylig. Nu mister en diamant jo ikke sin værdi over natten, men det forløbne år har fået den til at skinne betydeligt svagere. I de første 11 måneder af 2007 mistede de svenske LO-forbund 122.395 medlemmer. Det svarer til, at der hver måned var over 11.000 flere, der meldte sig ud, end der meldte sig ind i en fagforening.

Og den voldsomme nedtur rammer ikke kun LO-forbundene, som repræsenterer de ufaglærte og kortuddannede. Også forbundene under TCO, der – som FTF i Danmark – repræsenterer lønmodtagere med mellemlange uddannelser, har oplevet et massivt medlemstab. De højtuddannedes fagforbund kan som de eneste bevare status quo i medlemstallet. Medlemsflugten betyder derfor, at den samlede andel af svenske lønmodtagere, som er medlemmer af en fagforening, på blot et år – fra oktober 2006 til oktober 2007 – er faldet fra 77 til 72 procent.

De svenske LO-forbund er ikke uvant med tilbagegang i de seneste år. I perioden 1997-2006 har man hvert år tabt et sted mellem 1,3 og 2,7 procent af medlemmerne – på niveau med medlemstabet i Danmark. Men det er peanuts sammenlignet med medlemsflugten i 2007. Hvis den voldsomme nedtur i de første 11 måneder af 2007 fortsatte i december – disse tal er endnu ikke tilgængelige – vil de svenske LO-forbund tilsammen have mistet 7,4 procent af medlemmerne på blot ét år.

Den svenske arbejdsmarkedsforsker Anders Kjellberg, docent ved Lunds Universitet, peger på én altoverskyggende forklaring på, hvorfor de svenske lønmodtagere i stor stil har vendt fagbevægelsen ryggen i 2007: Per 1. januar 2007 gjorde den borgerlige regering det betydeligt dyrere at være medlem af en a-kasse, og samtidig var det slut med skattefradrag for både a-kasse- og fagforeningskontingentet. Afhæn-gig af faggruppe betød det, at det med ét slag blev op til 400 svenske kroner – svarende til cirka 315 danske – dyrere om måneden, hvis man er medlem af både a-kasse og fagforening.

»Når omkostningen pludselig går op, og nytten er den samme, bliver spørgsmålet, om man stadig skal være med i fagforeningen. Og i en højkonjunktur er en del tilbøjelige til at mene, at de kan klare sig selv og ikke har brug for fagforeningens hjælp. Dermed kan nytten måske oven i købet fremstå som lavere, mens omkostningen er blevet højere,« siger Anders Kjellberg.

Fagbevægelsen må vågne op

De svenske a-kasser har traditionelt været forankret i fagforbundene, og medlemskabet blev regnet som en »pakke«. Hvis man eksempelvis var kommunalarbejder, var man medlem af forbundet Kommunal og Kommunals a-kasse. Sådan var det bare, og i mange forbund stod det oven i købet i vedtægterne, at medlemmerne var forpligtet til også at være medlem af forbundets a-kasse. Men det tætte forhold er nærmest blevet et ulykkeligt skæbnefællesskab, fordi mange nu siger farvel til både fagforening og a-kasse.

Frafaldet rammer fagforbundene hårdt, og mange tvinges til at tænke i fusioner og nedskæringer. Det hårdest ramte LO-forbund, hotel- og restaurationsforbundet HRF, har mistet mere end hvert sjette medlem i 2007, hvilket betyder mistede kontingentindtægter på 20 millioner svenske kroner. Derfor sidder en arbejdsgruppe i forbundet netop nu og overvejer, hvor de penge skal findes.

Alle LO-forbund har mistet medlemmer, men ifølge arbejdsmarkedsforsker Anders Kjellberg rammes fagbevægelsen hårdest i den private servicebranche, hvor den faglige organisering i forvejen var relativt svag. Og konsekvensen af et faldende medlemstal kan blive, at mange faglige klubber på arbejdspladserne forsvinder. De er ellers et vigtigt omdrejningspunkt for det faglige arbejde på virksomhederne. På den måde kan nedturen blive en ond cirkel for fagbevægelsen, men Anders Kjellberg mener dog også, at den kan være en tiltrængt chokkur for de faglige ledere, som har været vant til, at medlemmerne mere eller mindre er kommet af sig selv:

»Det kan indebære, at fagbevægelsen tvinges til at styrke sig på nogle områder, blandt andet i forhold til rekruttering. Frafaldet sker specielt blandt de unge, hvor mange slet ikke bliver kontaktet af fagforeningen i dag. Fagbevægelsen må rekruttere mere aktivt og vise, at den kan gøre nytte og opnå resultater, og så må man blive bedre til at fremhæve resultaterne. Man må overbevise medlemmerne om, at nytten ved at være medlem er så stor, at de skal blive, selv om omkostningen stiger,« siger Anders Kjellberg.

I svensk LO lægger tredje næstformand Leif Håkansson ikke skjul på, at medlemsflugten er alvorlig for fagbevægelsen. Men han håber og tror, at nedturen vil få fagbevægelsen mere op på mærkerne:

»Historisk set er medlemmerne kommet af sig selv, så vi har ikke haft det problem. Men svensk fagbevægelse er nu vågnet op og for alvor begyndt at fundere over, hvordan vi på en bedre måde kan formidle vores budskab til især de unge. I for eksempel Stockholm er under 20 procent af de unge organiseret, så vi må blive bedre til at fortælle, hvad der er meningen med fagforeningen, og hvad kollektive overenskomster betyder,« siger Leif Håkansson.

Han fremhæver, at overenskomsterne har stor betydning for lønudviklingen – anset om man er medlem af fagforeningen eller ej. De sætter standarden for alle lønmodtagere, og det vil derfor også svække de uorganiserede, hvis fagbevægelsen mister så mange medlemmer, at de ikke længere har styrke til at forhandle gode overenskomster med arbejdsgiverne.

Borgerlig strategi

Hvis man har hang til konspirationsteorier, kunne man meget vel mene, at fagbevægelsens medlemsmæssige nedtur er en helt bevidst strategi fra den borgerlige svenske regering, som kom til magten i september 2006. Ændringerne af a-kassereglerne og afskaffelsen af skattefradraget for fagligt kontingent var officielt led i en større reform, der skulle gøre det mere lønsomt at arbejde, men det har sikkert ikke været nogen uheldig sidegevinst, at den stærke fagbevægelse – som er nært allierede med Socialdemokratiet – bliver hårdt ramt:

»Regeringen benægter jo officielt, at den er ude på at svække fagbevægelsen. Men hvis man kigger på den forskning, der ligger, er der jo ingen tvivl om, at regeringens initiativer ville svække tilslutningen til fagbevægelsen. Det burde man rimeligvis vide. Så man kan mistænke regeringen for, at det også var noget, som den kalkulerede med,« siger docent Anders Kjellberg fra Lunds Universitet.

Fagbevægelsen kan dog håbe på, at den borgerlige regering får svært ved at overleve næste riksdagsvalg. I den seneste måling fra instituttet SIFO, gennemført i januar, har de fire regeringspartier tilsammen blot opbakning fra 40 procent af vælgerne, mens oppositionen har opbakning fra 56 procent. Socialdemokratiet er med 43 procent alene større end regeringen.

Den danske arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet, følger svensk politik tæt, og han mener blandt andet, at det er reformerne på arbejdsmarkedet, der har været for skrap kost for svenskerne:

»Meget tyder på, at det reelt mere var Gøran Perssons (den tidligere socialdemokratiske statsminister, red.) person og den socialdemokratiske ledelse, som de opponerede imod efter så mange år, som det egentlig var ønsket om et systemskifte,« siger Henning Jørgensen.