Svage unge hænger fast i ledighed

Af Research: Jens Peter Houe
| @MichaelBraemer

Opsvinget preller af på mange unge kontanthjælpsmodtagere, der plages af problemer med stoffer, alkohol og psykisk sygdom, viser A4-rundringning til landets største kommuner. Eks-perter opfordrer til en individuel og meget intensiv indsats, hvis vi skal undgå permanent udstødning af de unge.

UDENFOR Arbejdsmarkedet gløder, men for en stor gruppe unge er risikoen for brandsår ikke ligefrem overhængende. Opsvinget preller af på mange unge kontanthjælpsmodtagere, der med stadig mere sammensatte problemer hænger fast i det sociale system, fremgår det af en rundringning, som Ugebrevet A4 har foretaget til landets 20 største kommuner.

Selv om det hedder sig, at arbejdsgiverne skraber bunden i deres jagt på ledige hænder, og de unge skulle have alle muligheder for at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet, så melder syv af kommunerne om en voksende andel af under 30-årige blandt de kontanthjælpsmodtagere, der ikke er parate til arbejdsmarkedet.

Andre ni kommuner har ikke oplevet en vækst, men har også en tung gruppe af unge, som det er svært at få i job, uanset hvor meget arbejdskraft der efterspørges. De resterende tre kommuner har ikke ønsket at deltage i undersøgelsen.

Ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for landet som helhed var der i første kvartal i år 16.148 ikke-arbejdsmarkedsparate 16-29-årige. Gruppen er kendetegnet af en vifte af problemer, der som regel i en kombination står i vejen for et aktivt arbejdsliv, fremgår det af svarene fra kommunerne: Dårlig skolebaggrund, socialt belastet opvækst, manglende forældreopbakning, misbrug, psykisk sygdom og plettet straffeattest.

Af dem træder misbrug og psykisk sygdom frem som gennemgående og dominerende problemer, og det gør det svært at få de unge ud på arbejdsmarkedet. Det påpeger blandt andre Dorthe Hamrum, afdelingsleder i Social Indsats i Viborg, som er en af de kommuner, der ser en større andel af unge under 30-årige blandt de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.

»Flere og flere har et misbrug, og rigtig mange har en psykisk sygdom, der gør, at de ikke umiddelbart kan tage en uddannelse eller komme i et beskæftigelsesrettet tilbud,« siger hun.

Dorthe Hamrum ser en risiko for, at gruppen af svage unge vil vokse yderligere, fordi kravene til uddannelse og til at være fleksibel, stabil og kunne indrette sig på arbejdsmarkedet vil stige, og de unge kontanthjælpsmodtagere netop har store problemer med deres personlige kompetencer og færdigheder.

»Mange har behov for en helhedsorienteret indsats, der går over en almindelig mentorfunktion. De har brug for støtte i deres eget hjem til praktiske ting og til at skabe struktur i deres tilværelse. For eksempel til at komme op og af sted om morgenen.«

Opgaven kræver tid

Kommunerne står over for en opgave med de svage unge, som slet ikke lader sig løse i det tempo, som det forventes og kræves fra central, politisk side, mener Tove Larsen (S), borgmester i Aabenraa Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings Social- og Sundhedsudvalg.

»Vi er i gang alle steder, men det er ikke noget, vi kan løse inden for en uge eller fjorten dage, hvis de unge har psykiske problemer eller et misbrug. Så skal der behandling til først, for ingen arbejdsgiver ønsker en ansat, som kun kommer hver anden dag eller møder påvirket. Så dét, vi beder beskæftigelsesministeren om, er, at vi får tiden til det.«

Ifølge Tove Larsens vurdering kan det godt kræve både et halvt og et helt års indsats at få gjort en ikke-arbejdsmarkedsparat, ung kontanthjælpsmodtager klar til at komme i arbejde. Men det er umagen værd, mener hun, for alternativet er førtidspension.

»Jeg synes egentlig, at vi taler for døve øren, når vi fortæller om, hvad det kræver. Det er ikke nogen nem opgave, men en opgave, som vi skal løse, for der er mange skæbner koblet på,« siger hun.

Håndholdt indsats påkrævet

Henning Breinholt, formand for Dansk Socialrådgiverforening, ser de svage unge som en konsekvens af, at tempoet i vores højteknologi-ske samfund er blevet for højt og normalbegrebet for snævert. Nogle unge har meget svært ved at finde sig til rette, og derfor ser vi en udstødning ikke bare fra arbejdsmarkedet, men fra hele samfundet, mener han:

»Hver fjerde hjemløs er nu mellem 18 og 29 år, og nogle unge er blevet hægtet af allerede som 14-15-16-årige. I min barndom var der også plads til landsbytossen, men i dag stiger kravene til effektivitet hele tiden, og det bliver sværere og sværere at begå sig, hvis man har bare de mindste problemer eller skavanker.«

Henning Breinholt er ikke i tvivl om, at den sociale arv slår igennem, så der i gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate unge er en overrepræsentation af unge, hvis forældre ikke satte ind, da det begyndte at gå galt – da de unge holdt op med at lave lektier og ikke kom til timerne. Men tærsklen til udstødning er i dag blevet så lav, at gruppen rummer andre end unge med svag forældreopbakning.

»Mange af dem, der er på toget, er jo også på vej til at blive hægtet af. Vi kommer til at diskutere den måde, vi har indrettet os på, og sætte en anden agenda. Ellers vil samfundet efterhånden brænde helt sammen af stress, kontrol og effektivitet,« mener Henning Breinholt.

Han siger ikke, at man ikke kan og skal forberede de ikke-arbejdsmarkedsparate unge til arbejdsmarkedet. Politikerne skal bare være klar over, at det kommer til at koste mange penge.

»Vi har eksempler på steder, hvor det er lykkedes at få fat i de svage unge, men det er dyre foranstaltninger, og det har kommunerne svært ved at mønstre i dag. For det kræver, at man har helt anderledes fat i kraven på dem. At socialrådgiverne for eksempel stiller hjemme hos de unge og hiver dem ud af sengen, hvis de ikke møder på arbejdet. Det er virkelig en håndholdt indsats, der skal til.«

Ungdomsforskeren Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning på DPU er enig:

»For nogle er første skridt måske at lære at spise tre måltider mad om dagen og lære at stå op.«

Derfor er det ifølge ungdomsforskeren vigtigt, at de sagsbehandlere, der har med de unge at gøre, ikke kun fokuserer på de unges udannelsesmæssige og faglige kompetencer, men sætter sig helt grundlæggende ind i, hvilke problemer de unge har.

Øgede krav til de unge

Hun skrev sin ph.d-afhandling, »Dømt til individualisering«, på baggrund af en undersøgelse blandt 18-25-årige kontanthjælpsmodtagere og beskriver gruppen som meget blandet. Der er alt fra de voldsomme drenge med den barske opvækst til pæne, stille piger, der skærer i sig selv eller har spiseforstyrrelser.

»Det er både unge med tunge sociale problemer og unge, som ikke har en dårlig social baggrund, men har været gennem kriser på andre måder. Fælles for dem er, at de er bukket under for en udvikling, hvor kravene i ungdomsårene bliver stadig mere komplekse og udfordrende. Dem magter de ikke.«

Og hvis man tror, at medicinen er et job, og at man bare kan sende de unge kontanthjælpsmodtagere i arbejde, har man ikke forstået, hvor langt nogle unge er fra at kunne afkode normerne på arbejdsmarkedet, påpeger Noemi Katznelson. Hun fortæller om en ung mand, hun fulgte i sin undersøgelse. Han var pavestolt over at have fået et arbejde og mødte både mandag og tirsdag, men blev så væk onsdag.

»Han gjorde det helt uden fornemmelse for, at sådan spiller arbejdsmarkedet ikke, og han var virkelig overrasket over at blive fyret, da han kom torsdag. Han havde jo været der både mandag og tirsdag og virkelig lagt hårdt arbejde i det. Så var det vel helt rimeligt at være syg om onsdagen,« fortæller hun.

Skal der rettes op på de svage unge, skal der helt anderledes individuelle løsninger til, siger Noemi Katznelson. Hun mener, der er tale om en forløjet retorik, når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) taler om »mennesket før systemet« i beskæftigelsesindsatsen.

Den indsats over for de unge, som hun så praktiseret, var kun individuel, så længe der blev appelleret til den enkelte unges samarbejdsvilje. Når der blev grebet i værktøjskassen, var det billigste kommunale standardløsning, der blev hevet frem.

»Hvis den enkelte virkelig kommer før systemet, så må opgaven være at finde ud af, hvad der er bedst i forhold til den enkelte unge – og for en dels vedkommende er det muligvis slet ikke arbejde i første omgang.«

Løsningen er ikke pisk

Noemi Katznelson ser en fare for, at systemet bliver for hårdt og insisterende i forhold til de unge. Det kan måske presse nogle i gang, men vil skubbe andre ud af systemet, så de tabes helt.

»Så er de ude i alt – vold, stoffer, misbrug og kriminalitet,« advarer hun og peger som Henning Breinholt på det voksende antal unge, der ender på gaden.

Har de unge først været ude i kriminalitet, er vejen til arbejdsmarkedet ekstra lang for de svage unge. En plettet straffeattest udgør en alvorlig barriere i forhold til unges jobmuligheder, fremgår det af svarene fra kommunerne i A4’s rundspørge.

Det kommer ikke bag på Frank Ebsen, leder af Center for forskning i socialt arbejde, der primært har beskæftiget sig med sindslidelse og kriminalitet blandt unge. Men det ærgrer ham.

»Samfundet har jo efterhånden fået det alt for anstrengt med tidligere kriminelle. Når nogle af dem vil have et almindeligt arbejde, så bliver de knaldet på deres straffeattest.«

Kommunernes meldinger om flere unge med psykiske problemer understøttes af tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser en kraftig stigning i antallet af unge, der har været i kontakt med det psykiatriske system det seneste årti. Frank Ebsen har ikke nogen entydig forklaring på fænomenet, men er ikke i tvivl om, at unge i dag er pressede både af egne og omverdenens forventninger.

»Forskellen mellem, hvad man vil, og hvad man kan, er måske voldsommere end nogensinde,« siger Frank Ebsen.

Men med den rette indsats kan vi blive meget bedre til at inddrage både tidligere kriminelle og sindslidende på arbejdsmarkedet, mener han.

»Løsningen er ikke halv kontanthjælp, som man indførte for nogle år siden for at presse de unge i arbejde. Disse grupper kommer jo ikke i arbejde af den grund, men tværtimod ud i endnu dårligere forhold. Man skulle i stedet lette mulighederne for revalidering. For nok kører samfundet stærkt, og nogle vil være koblet af, men der er også nogle blandt både de psykisk syge og de kriminelle, der er kvikke nok. Det er et spørgsmål om at række hånden ud til dem, der kan, og give dem den nødvendige hjælp«, siger han.

Trods de store udfordringer klør mange kommuner på med jobindsatsen i forhold til de ikke-arbejdsmarkedsparate unge, og i nogle kommuner er optimismen i top. Roskilde og Horsens vurderer, at henholdsvis 90 og 75 procent af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere vil have en chance på arbejdsmarkedet på lang sigt. I andre kommuner som Kolding og Gentofte lyder vurderingen på under en tredjedel.

Fra mange kommuners side lægges der imidlertid vægt på, at de unges chancer vil afhænge af blandt andet udviklingen i beskæftigelsen, rummeligheden på arbejdsmarkedet og tyngden i den indsats, der kan gøres i forhold til de unge.