Svage indvandrere samler sig i ghettoer

Af

Indvandrere i meget etniske bydele er dårligere integrerede end de indvandrere, der bor spredt blandt danskerne. De er ikke alene ringere uddannede og mere arbejdsløse, men også mere religiøse og har et dårligere forhold til danskerne. Indvandrer-debattører advarer imod en »ghetto-identitet«, der tager afstand fra det danske samfund.

Et skel er på vej blandt de nye danskere. Mens de ressourcestærke indvandrere og flygtninge flytter fra ghettoerne og søger ud blandt danskerne, er integrationsproblemerne især koncentreret i de kvarterer, hvor nydanskerne bor tæt sammen.

citationstegn

De ressourcestærke indvandrere køber parcelhuse og kalder ghettoerne for røverkvarter. Naser Khader, folketingsmedlem

Skellet fremgår af en særkørsel, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4. Tallene viser store forskelle på de indvandrere, der bor i »danske« kvarterer – og indvandrere, der er bosat i områder med mange andre nydanskere.

Indvandrere og flygtninge, der bor spredt blandt danskerne, klarer sig ikke kun bedre omkring job og uddannelse. De er også mindre religiøse, møder større forståelse fra danskerne og oplever sig selv som mere integrerede i det danske samfund.

»Flygtninge og indvandrere er blevet mere bevidste om deres adresse. De ressourcestærke køber andelslejligheder og parcelhuse og kalder ghettoerne for »røverkvarterer«. Mange er ufrivilligt låst fast i ghettoerne, fordi de private udlejere ikke vil leje ud til indvandrere og flygtninge, og fordi de ikke har råd til selv at købe en anden bolig,« siger det radikale folketingsmedlem Naser Khader.

»I ghettokvartererne blandes arbejdsløshed, traditionel levevis, religion og had til det danske samfund i en farlig cocktail. Hvis vi ikke gør noget, får vi langt mere massive ghettoproblemer, sådan som det kendes fra gamle europæiske indvandrerlande som England og Frankrig.«

Vurderingen deles af den iranskfødte socialrådgiver Masoum Moradi, der har arbejdet med integration i flere kommuner på Fyn. Han understreger de store forskelle mellem de flygtninge, som har »moderne« vestlige holdninger, og de mere »traditionelle«. Det er især indvandrere og flygtninge med traditionelle og ikke-vestlige holdninger, der søger sammen i ghettoerne:

»De har svært ved tilpasningen til det moderne samfund og søger trygheden i det etniske miljø. Her opbygges en identitet, der står i kontrast til det omgivende samfund. Det udnyttes af yderligtgående islamiske agitatorer, som søger at skabe en base i ghettoerne – for eksempel blandt palæstinensere og somaliere,« siger Masoum Moradi.

Ser mere arabisk TV

Tallene fra Catinét stammer fra forårets store interviewundersøgelse blandt indvandrere, flygtninge og efterkommere. Her blev de blandt andet spurgt, hvorvidt deres kvarter overvejende bestod af danskere, af nogenlunde lige mange eller overvejende af personer med udenlandsk baggrund.

Som det ses i grafikken, er der 49 procent i beskæftigelse blandt de indvandrere, der bor i overvejende danske kvarterer. Derimod er beskæftigelsen kun 38 procent i de kvarterer, hvor der i hovedsagen bor andre nydanskere. I disse områder er særligt mange på overførselsindkomst eller hjemmegående, der slet ikke er tilmeldt arbejdsmarkedet.

Skellet i holdninger og oplevelse er endnu tydeligere. Indvandrere, der bor i meget etniske bydele, føler selv, at de er dårligere integreret. De oplever ringere forståelse fra danskerne. Og de ser i mindre grad sig selv som danskere. De har også færre danske venner og taler mindre dansk til hverdag. Derimod er der ikke den store forskel på selve danskkundskaberne.

Indvandrere i meget etniske kvarterer orienterer sig da også i højere grad mod det gamle hjemland og dets traditioner. De rejser mere til oprindelseslandet. Og de ser mindre dansk TV, men støtter sig i højere grad på TV fra oprindelseslandet eller andre udenlandske kanaler.

De interviewede skulle også placere sig selv på en skala fra 1 til 5 mellem meget lidt religiøs til mest mulig religiøs. Også her træder skellet frem. I de etniske bydele er flere dybt religiøse muslimer – og færre der betegner sig selv som meget lidt religiøse.

Det er især somaliere, tyrkere og palæstinensere, der bor dør om dør med deres tidligere landsmænd, mens irakere og især iranere bor ude blandt danskerne. Pakistanere er tæt på gennemsnittet. Mens forskellene er knivskarpe, er forklaringerne mere usikre. De bunder formentlig i en kombination af tre faktorer.

  • Social polarisering. De ressourcestærke indvandrere flytter fra ghetto-kvartererne og køber andels- og ejerboliger blandt danskerne.
  • Kulturel udskillelse. Indvandrere og flygtninge med vestlige holdninger vælger kvarterer med mange danskere, mens grupper med mere traditionelle holdninger søger sammen med deres landsmænd.
  • Ghetto-identitet. Kvarterer med mange indvandrere forstærker de traditionelle holdninger og øger afstanden til det danske samfund.

Derimod kan forskellene ikke forklares med, hvor længe de interviewede har været i Danmark. De »danske« kvarterer har godt nok en vis overvægt af nydanskere, der har været her i over 16 år, men også særlig mange helt nye flygtninge, der har været i Danmark i under fire år. Kvarterer med mange indvandrere har en vis overvægt af nydanskere med 5-15 år i Danmark, men der bor også rigtig mange andengenerations-indvandrere, som er født her i landet.

Mangler præcise analyser

Analyser fra Amternes og Kommunernes Forskningsenhed (AKF) kaster lys over noget af problemet. AKF har over flere omgange analyseret de såkaldte »belastede boligområder« – kvarterer med omkring 200.000 beboere, der i 1993 blev udpeget af Nyrup-regeringen og modtog tilskud for at hindre ghettodannelse. Disse områder er netop kendetegnet ved mange indvandrere og danskere med sociale problemer.

AKF’s analyser viser, at det ikke kun er ressourcestærke danskere, der søger væk fra de belastede områder. Det er også ressourcestærke indvandrere:

»Når indvandrere får job, flytter de i højere grad end de indvandrere, der ikke er i arbejde. Forklaringen kan både være, at de får råd til at flytte, og at de gennem arbejdspladsen får nye kontakter til danskerne,« siger Hans Hummelgaard, der er forskningschef i AKF.

Han peger også på en tydelig generationsforskel. En del førstegenerations-indvandrere er glade for at bo i etniske områder, fordi det giver tryghed og netværk sammen med de gamle landsmænd. Derimod er der skepsis blandt andengenerations-indvandrere, som er født hér eller kom til Danmark som meget unge. De vil i højere grad bo blandt danskerne – for eksempel for at sikre, at deres børn lærer ordentligt dansk.

Hans Hummelgaard peger på, at det kan forstærke den negative spiral i nogle af boligområderne, når især de ressourcestærke søger væk:

»Danskerne flytter ofte fra de belastede områder – ikke så meget på grund af mange indvandrere, men især på grund af store sociale problemer. Når de stærke indvandrere flytter, og de svage bliver tilbage, kan det sætte yderligere skub i flytningerne«, siger Hans Hummelgaard.

Men han tilføjer, at der mangler danske analyser af, hvad der er årsag og virkning omkring ghettoerne:

»Politikerne har i mange år set det som et problem, at de etniske minoriteter bor i ghettoer. Men rent forskningsmæssigt ved vi ikke, om det i Danmark i sig selv er negativt at bo i et sådant område,« siger forskningschefen på AKF.

Debatten kom senest op i foråret. Socialforskningsinstituttet (SFI) fastslog, at ghettoer ikke kan betegnes som hverken godt eller skidt, og det udløste protester fra Naser Khader og andre politiske debattører. SFI har nu iværksat en intern undersøgelse af sin forskning, der blev beskyldt for at lukke øjnene for ubehagelige realiteter i indvandrerdebatten.Debatten kom senest op i foråret. Socialforskningsinstituttet (SFI) fastslog, at ghettoer ikke kan betegnes som hverken godt eller skidt, og det udløste protester fra Naser Khader og andre politiske debattører. SFI har nu iværksat en intern undersøgelse af sin forskning, der blev beskyldt for at lukke øjnene for ubehagelige realiteter i indvandrerdebatten.

Tørklæder og gruppepres

Naser Khader er ikke i tvivl om, at ghettoerne forstærker de traditionelle holdninger og fører indvandrerne væk fra det danske samfund:

citationstegn

Når de stærke indvandrere flytter, og de svage bliver tilbage, kan det sætte yderligere skub i flytningerne fra de belastede boligområder. Hans Hummelgaard, forskningschef i AKF

»Jeg har selv et nært familiemedlem, der aldrig har været særlig religiøs – hverken i hjemlandet eller i Danmark. Så blev hun medlem af en kvindeklub på Nørrebro, hvor de andre kvinder pressede hende – og nu går hun både med tørklæde, beder og faster. Der er intet i vejen med at være religiøs, men det skal være et frivilligt valg, og det må ikke føre til intolerance over for mennesker, der er mindre religiøse. Ghettoerne skaber en særlig identitet, der definerer sig negativt i forhold til det danske samfund,« siger Naser Khader.

Han drager en parallel mellem Nørrebro og Vesterbro – to kvarterer, der begge har mange indvandrere. Mens der gang på gang er ballade på Nørrebro, fungerer det anderledes fredeligt på Vesterbro. Forklaringen er – ifølge Khader – at indvandrerne på Nørrebro er koncentreret i Mjølnerparken og området omkring Blågårds Plads. Derimod bor de på Vesterbro langt mere spredt – med nogle stykker i hver opgang.

»Der er i ghettoerne en stærk social kontrol, som fremmer bestemte holdninger og er svær at sætte sig op imod. Jeg var engang tolk for en mand, der nærmest flygtede fra Mjølnerparken. Han lod sine døtre gå uden tørklæde og få danske kærester. Men gennem naboerne gik rygtet hjem til familien i landsbyen i Libanon, og de ringede og skældte ud. Han ville væk – det var uudholdeligt, at familien derhjemme hele tiden vidste alt,« fortæller Naser Khader.

Flygtningene fra Hårby

Skiftende regeringer har da også søgt at sprede nyankomne flygtninge landet over. Fra 1999 gennem integrationsloven, hvor flygtninge de første tre år bliver boligplaceret i én bestemt kommune. AKF’s analyser viser imidlertid, at en del flygtninge efter få år søger mod de store byer – hér kan de både finde landsmænd og lejeboliger. Et mønster, der øger koncentrationen i visse almene boligområder.

Der er et klart mønster i, hvem der flytter til ghettoerne, påpeger Masoum Moradi. Det er »de traditionelle«, mens »de moderne« bliver blandt danskerne:

»Danskerne betragter ofte flygtninge som én gruppe og overser de store kulturelle forskelle mellem dem. Jeg insisterede selv i sin tid på at bo sammen med danskere – det samme gør mange andre iranere og irakere, som er flygtet fra diktaturer og tørster efter vestlig frihed og moderne livsformer,« siger Masoum Moradi, der i sin tid flygtede fra Iran og nu er jobkonsulent i Gudme Kommune.

»Det tyrkiske miljø er helt anderledes. Mange kommer fra landsbyer i Anatolien, der er tilbagestående også efter tyrkiske forhold. Vi har i Svendborg en hel klan, der kommer fra den samme tyrkiske landsby og systematisk søger at samles i en bestemt boligblok.«

Moradi havde selv skismaet inde på livet som integrationsmedarbejder i Hårby. En gruppe flygtninge fra Irak blev i 1999 placeret i kommunen, men var reelt delt i to vidt forskellige grupper. Den ene var veluddannede politiske flygtninge fra Bagdad – intellektuelle og adskillige medlemmer af det forbudte kommunistparti. Den anden gruppe var dybt traditionelle muslimer fra Sydirak:

»Da de efter tre år frit kunne flytte fra kommunen, optrådte de to grupper vidt forskelligt. De moderne flygtninge havde lært dansk, nogle af dem havde job, deres børn fungerede godt på den lokale skole og havde danske venner. De blev næsten alle i Hårby. Men de traditionelle faldt aldrig rigtig til. Efter tre år gjorde de dét, som de havde ventet på hele tiden – de flyttede til Vollsmose, hvor der var masse andre ligesom dem.«