Svage elever skræmmer forældre væk fra folkeskolen

Af

Hver 10. forælder overvejer at trække deres barn helt ud af folkeskolen. Utilfredsheden retter sig ikke mod lærerne. Det er de andre elever, der ikke er gode nok.

DÅRLIGT SELSKAB Hjemme hos hver 10. folkeskoleelev går forældrene lige nu og spekulerer på at trække deres barn helt ud af folkeskolen. Men det er hverken rundkredspædagogik eller nationale test, de flygter fra. Det er kammeraterne, som forældrene synes, er blevet lige brogede nok. Især i de store byer spiller klassens sociale og etniske sammensætning ind, når forældrene overvejer skoleskift for deres børn. Det viser en helt ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 969 forældre til skolebørn i hele landet.

»Undersøgelsen viser en helt klar sammenhæng mellem elevsammensætningen og overvejelserne om et skoleskift,« siger seniorforsker fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF), Beatrice Schindler Rangvid, der i mange år har forsket i elevsammensætning og social segregering – adskillelse – i folkeskolen.

I alt 15 procent af forældrene i folkeskolen overvejer lige nu et skoleskift for deres ældste skolebarn, viser A4’s undersøgelse. Langt hovedparten – 11 procent – ønsker at skifte til en privat skole. Sammensætningen af elever har indflydelse på overvejelserne om skoleskift hos cirka hver tredje af alle adspurgte forældre. Ser man alene på københavnerne, gælder det samme hele to ud af tre.

Udviklingen skal ses på baggrund af, at 28 procent af københavnernes børn allerede i dag går i privatskole. Også i Århus æder en stribe nye privatskoler en stadigt større del af eleverne. Nu advarer flere skolefolk og eksperter om, at storbyernes middelklasse uforvarende er ved at afskaffe folkeskolen som en skole for alle grupper i samfundet.

»Hvis det kun er et bestemt socialt segment af befolkningen, der går i den lokale skole, så er det jo ikke længere en folkeskole. Styrken ved folkeskolen har altid været, at alle forældre og børn mødes der, og der er kvarterer, hvor det møde ikke findes længere,« mener formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg.

Beatrice Schindler Rangvid peger på, at det allerede er under halvdelen af de københavnske børn, der går i deres lokale skole. 28 procent går i privatskole – og næsten lige så mange har valgt en anden folkeskole end den lokale.

»I nogle skoledistrikter er det jo gået galt. Det handler lige så meget om, at man fravælger den lokale folkeskole, som at man vælger en privatskole. Det er spørgsmålet, om man kan vende den udvikling,« siger Beatrice Schindler Rangvid.

»Nogle steder kan man ikke længere kalde det en folkeskole,« mener også Thomas Damkjær Petersen, formand for forældreorganisationen Skole og Samfund.

Alligevel tror han ikke på, at forældrenes fravalg af folkeskolen behøver fortsætte.

»Men man kan ikke få vendt sådan en udvikling uden at få vendt holdningen hos forældrene.«

Han henviser til kampagner som »Brug folkeskolen lokalt« og andre forældreinitiativer, der faktisk har udrettet små mirakler. For eksempel på Nørrebro, hvor danske forældre allerede i børnehaven giver hinanden håndslag på at melde deres børn i den lokale folkeskole i stedet for at styre direkte mod en privatskole.

Skoleforskere har hidtil fokuseret på andelen af tosprogede som »skræmmefaktor« for især de danske, velfungerende familier. Men at det alene skulle være klassekammeraternes sorte hår, der skræmmer middelklassens børn væk fra folkeskolen, tyder intet i A4’s undersøgelse på.

Dennis eller Hassan

I København, hvor koncentrationen af indvandrere er størst, siger kun fem procent af forældrene, at det er antallet af tosprogede på skolen, der bekymrer dem. 13 procent peger på elevernes sociale sammensætning, mens 44 procent siger, at det er en blanding af mange tosprogede og stor social belastning, der giver overvejelser om et skoleskift.

Også når man spørger de forældre, der rent faktisk har fravalgt folkeskolen til fordel for en privatskole, siger kun fem procent i København, at det alene skyldes den etniske sammensætning af elevflokken i deres lokale folkeskole.

»Det, der gør det vanskeligt at analysere, er, at det sociale i mange storbyer går hånd i hånd med det etniske,« siger Beatrice Schindler Rangvid.

Hendes forskning viser, at sammenhængen mellem elevsammensætningen og fravalg af folkeskolen er særligt tydelig, når antallet er tosprogede bliver for højt.

»Smertegrænsen går ved en tredjedel tosprogede elever på skolen, så begynder de danske forældre at fravælge skolen.«

Andelen af tosprogede skal ellers langt højere op – mindst 50 procent – før det statistisk set påvirker elevernes karaktergennemsnit negativt.

Fungerende rådmand på skoleområdet i Århus Bünyamin Simsek (V) mener ikke, der er nogen saglig grund til at vælge en skole fra, fordi den har 30-40 procent tosprogede. Han er overbevist om, at politikeres og forskeres ensidige fokus på det etniske element har en selvforstærkende virkning på forældrenes fordomme, fordi det forstærker budskabet om, at tosprogede elever er lig med problemer på en skole.

»Har en skole 40 procent tosprogede, så har mange danske forældre også opfattelsen af, at på den skole er der 40 procent med sociale og sproglige problemer, og det giver ikke et reelt billede. Omkring en tredjedel af de tosprogede er fuldstændig almindelige, velfungerende børn, der består vores test på lige niveau med danske børn.«

Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, er enig.

»Indimellem synes jeg, forældre er lige følsomme nok. Det har jo aldrig været uproblematisk at gå i skole, men så må man jo kæmpe med de problemer, der er. Tolerancen er meget lille, og den bliver endnu mindre, når man kan sætte farve på, og sige: Dem der skal mine børn ikke gå sammen med.«

Samme problem i andre lande

Internationale erfaringer tyder imidlertid på, at forældre i alle lande opfører sig nogenlunde som de danske, når de oplever et skifte i elevsammensætning på deres børns skoler. Især hvis de nye elever har en anden kulturel baggrund.

I lande som Holland, hvor der også er frit skolevalg og god adgang til økonomisk overkommelige privatskoler, er mange offentlige byskoler stort set renset for middelklassens børn i de kvarterer, hvor der bor mange indvandrere.

I USA, hvor privatskolerne er uoverkommeligt dyre, stemmer middelklassens forældre i stedet med fødderne og flytter deres børn ud i de hvide forstæder, langt fra storbyskolerne, der er domineret af sorte amerikanere.

Derfor er afskaffelsen af det frie skolevalg heller ikke nogen løsning, hvis man vil redde folkeskolens mangfoldighed, mener Beatrice Schindler Rangvid fra AKF:

»Det vil gøre det endnu værre, for så får du også segregeret bosætning. Så møder folk ikke engang hinanden på gaderne.«

Flugten fra folkeskolen er i høj grad et byfænomen – også i Danmark. I det tidligere Ribe Amt er det stadig kun hver 20., der går i privatskole. Og også i de københavnske forstæder er privatskole stadig et sjældent valg. Men det skyldes, ifølge forskerne, at boligmarkedet allerede har sørget for at skille højhusbørnene fra villabørnene i mange af forstadskommunerne.

»Når vi ikke ser samme reaktioner i forstæderne til København skyldes det, at der er en større segregering her. Der er de svage forstæder og de stærke forstæder med hver deres skoler, så de har ikke de her problemer. Det er jo fint for villabørnene, men jeg tvivler på, at det er godt for højhusbørnene. Tværtimod, så ville de have godt af at gå i klasse med dem i den anden ende af byen. Ressourcestærke børn kan godt tåle en vis andel af ressourcesvage uden at de lærer mindre af den grund. Men de ressourcesvage får et klart fagligt løft af at gå sammen med børn, der er stærkere end dem selv,« siger Beatrice Schindler Rangvid.

Selvopfyldende profeti

Den galopperende polarisering mellem byskolerne går ikke kun ud over de svageste børn. Thomas Gitz-Johansen, lektor på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet, mener, der er mindst to andre vægtige grunde til at bekymre sig for udviklingen:

»Den ene er, at det skaber et klassedelt og etnisk opdelt samfund. Fordomme får lov til at blomstre der, hvor vi ikke møder hinanden. Der er ingen af os, der ønsker et etnisk segregeret samfund – heller ikke på børneniveau.«

Det andet problem er ifølge Thomas Gitz-Johansen, at lærerne søger væk fra de skoler, hvor der er mange tosprogede og »boligblokbørn«:

»Lærerne søger hen på skoler, hvor forældrene er øvre middelklasse, fordi deres værdier stemmer godt overens med skolens værdier, og det gør det lettere at være lærer der. Der kan de bedre udøve deres progressive, pædagogiske ideer.«

Og hvis lærerne først begynder at flygte, så bliver skolen med sikkerhed dårlig, mener Thomas Gitz-Johansen:

»Der vil være nogle ildsjæle tilbage, men før eller siden brænder de ud. Så på den måde kan det blive en selvopfyldende profeti, at de skoler, hvor der er mange etniske eller svage danske børn, og også bliver dårlige skoler.«

Flere af de forskere, A4 har talt med, peger samtidig på, at det voksende antal tosprogede i byskolerne og polariseringen på boligmarkedet falder sammen med en samfundsudvikling, hvor folkeskoler i stigende grad opfattes som et forbrugsgode – ikke mindst af de velfungerende familier, der er bedst rustet til at benytte sig af det frie skolevalg eller privatskole.

Thomas Gitz-Johansen er en af dem, der ikke er så imponeret over de såkaldt velfungerende familiers indsats i folkeskolen.

»De bedre stillede forældre er selvfølgelig en ressource for skolen – men de er særligt en ressource for deres eget barn. Vi lever i et samfund, hvor alle er i konkurrence med alle. Skolevalget er et forsøg på at optimere børns chancer i den konkurrence. Det er ikke så moderne at føle ansvar for hele det lokalområde, man bor i, og tænke, at man skal kaste sine ressourcer ind i at gøre noget godt for hele skolen eller området. I stedet handler forældrene strategisk for at sikre deres egne børns fremtid. I dag er man først og fremmest solidarisk med sin egen familie.«

I Skole og Samfund understreger formanden, Thomas Damkjær Petersen, at det må være legitimt for forældre at flytte deres barn, hvis alt andet er prøvet, og barnet ikke trives. Han opfatter forældrenes overvejelser om skoleskift som »et gult kort til folkeskolen«, men peger også på, at mange af de bekymrede forældre rent faktisk bliver og tager kampen op:

»Vi kan faktisk være med at til at løse mange af problemer selv som forældre. Det betyder ufatteligt meget for børnene, at vi forældre er engagerede og viser interesse for deres skolegang. Det er meget vigtigere, end om kammeraterne hedder Jesper eller Hassan.«