Svage borgere drukner i et hav af omsorg

Af | @CarstenTerp

Psykisk syge, kontanthjælpsmodtagere og flygtninge skal forholde sig til op mod 20 forskellige kontaktpersoner på samme tid. Hjælpen fra det offentlige er ofte ukoordineret, og de enkelte tiltag spænder ben for hinanden. I Assens har en forenkling af strukturen givet bedre integration og millionbesparelse samtidig.

Foto: Illustration:Colourbox

FOR MANGE KOKKE Hvor mange offentligt ansatte skal der til for at få en ung kriminel på rette kurs? Svaret er: 20.

Det lyder som en Aarhus-historie, men det er den skinbarlige virkelighed i dagens Danmark. Psykisk syge, kriminelle, flygtninge og sygemeldte ledige er udsat for en massiv mandsopdækning. Men indsatsen over for de svageste danskere er ukoordineret, dyr og ineffektiv og efterlader borgerne i frustration og apati.

Det viser en kortlægning foretaget for Ugebrevet A4 af analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight, som har specialiseret sig i at rådgive kommunerne om organiseringen af deres indsats inden for blandt andet integration, beskæftigelse og socialområdet.  

»Der er manglende koordination og overlappende, modstridende tiltag. Indsatsen er ineffektiv, og der bruges masser af penge på tiltag, som ikke virker, fordi de ikke understøttes af andre aktører. Det her er meget, meget dyrt,« siger konsulent i LG Insight Lars Larsen.

Sådan behøver det imidlertid ikke være, betoner han. I Assens Kommune har en ny og mere enkel struktur på integrationsområdet givet store besparelser, bedre resultater og større tilfredshed blandt borgerne.

»Der er en helt klar sammenhæng mellem tværfaglighed, bedre effekt og bedre økonomi,« siger Lars Larsen.

Kaotisk resultat

På baggrund af firmaets arbejde i kommunerne har LG Insight opgjort, hvor mange mennesker man i gennemsnit skal forholde sig til, hvis man tilhører en ud af 10 grupper af udsatte borgere.

Topscorerne er de kriminelle unge, nyankomne flygtninge generelt og traumatiserede flygtninge- eller indvandrerfamilier i særdeleshed. De møder typisk 15-20 par udstrakte, varme hænder, som skal gelejde dem på plads i det danske samfund.

Og hvor sympatisk og velmenende det end kan virke, er resultatet kaotisk og nedbrydende for de i forvejen sårbare mennesker.

»De oplever manglende koordination og modstridende tiltag. De kan ikke forstå de enkelte aktørers roller. Det gør dem apatiske og opgivende, hvis ikke de ligefrem begynder at modarbejde systemet,« siger Lars Larsen.

De taler ikke sammen

I Greve har en borgerundersøgelse bekræftet det billede, Lars Larsen tegner.

Det lokale beskæftigelsesråd har interviewet 33 ledige om deres oplevelse af den kommunale indsats. Ifølge undersøgelsen blev de ledige forvirret over det høje antal aktører, de var i kontakt med. Situationen blev forværret af hyppige skift af sagsbehandlere – som i øvrigt virkede travle og overbebyrdede.

’De taler ikke sammen’ og ’Den ene ved ikke, hvad den anden laver’, var udsagn, der gik igen i undersøgelsen.

De ledige oplevede også, at det var kommunen, der egenhændigt definerede præmisserne for samarbejdet. Og for eksempelvis psykisk syge og misbrugere uden struktur på hverdagen var det svært at leve op til myndighedernes ofte ukoordinerede krav om at møde frem forskellige steder på givne tidspunkter.

Hos Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA, betragter docent Leena Eskelinen de mange kontakter som et udtryk for hjælpesystemets svaghed og hjælpeløshed.

»Det er paradoksalt, at netop de allersvageste skal have kontakt med så mange. Det er svært at få et overblik, når indsatsen er så opsplittet. Og det er særligt problematisk, når det rammer de svagest stillede, som ikke har ressourcer til at få gavn af alle kontakterne – hvis så mange kontakter overhovedet er til gavn for nogen,« siger hun.

Reform forstærkede problemet

I Dansk Socialrådgiverforening er problemet med den fragmenterede indsats velkendt.

Allerede før kommunalreformen i 2007 var indsatsen over for sårbare familier og ledige splittet op i to. Og koordinationen svigtede jævnligt, når kommunerne var i kontakt med borgere, der hørte til begge grupper.

»De ansatte sidder med hver sit fokus og hver sin plan. De burde koordinere, men det sker bare ikke i en travl hverdag. Og borgerne kan ikke selv overskue at gøre det. De prøver febrilsk at samarbejde, hvis ikke de til sidst giver op og dropper hele systemet,« siger formanden for socialrådgiverne, Bettina Post.

Ifølge hende forstærkede kommunalreformen problemet, fordi sammenlægningen af kommunerne medførte, at teams blev brudt op, og indsatsen over for de svageste blev specialiseret i langt højere grad end tidligere. Det har ført til udpræget søjletænkning.

 »Før kommunalreformen advarede vi mod en yderligere opsplitning. Vi frygtede for en struktur, hvor sagerne blev alles ansvar – og dermed ingens. Og vi har desværre fået ret. Det er vi ikke lykkelige for. Det er frustrerende for os – og for de borgere, der bliver ramt af det,« siger Bettina Post.

»Det ulykkelige er sådan set, at alle gør det, de skal efter reglerne. Men man misser de mennesker, som gerne skulle have haft hjælp. Det er ineffektivt, og det er enormt dyrt. Og selvom alle gør sig umage, så kommer vi ikke i mål med det, vi gerne skulle,« siger hun.

Én familie, 47 kontaktpersoner

I Assens blev problemet med den ukoordinerede indsats lysende klart for integrations- og familiekonsulent Jacob Lundgaard, da han lavede en optælling af personer, der havde med en række svage borgere at gøre.

I toppen af hans liste lå en flygtningefamilie med seks børn, som til sammen havde 47 forskellige kontaktpersoner. De havde ingen anelse om, hvem de skulle henvende sig til med hvad.

»I stedet for den mest smidige integration havde vi fået etableret den mest bøvlede,« fortæller Jacob Lundgaard.

Som daværende virksomhedskonsulent oplevede han selv, hvordan den manglende koordination stod i vejen for at hjælpe de ledige ind på arbejdsmarkedet.

»Jeg vidste aldrig, hvor de var. Jeg kunne lave en aftale med en lokal virksomhed om at tage imod en af mine ledige, og så kunne jeg blive ringet op af arbejdsgiveren, som spurgte, hvor den ledige var? Og så viste det sig, at en anden medarbejder havde sendt den ledige til lægen med noget, jeg var uvidende om,« fortæller Jacob Lundgaard.

Bedre integration for færre penge

I 2009 startede kommunen derfor et projekt, der skulle gøre op med den fragmenterede indsats og skabe en mere effektiv integration af kommunens godt 750 borgere fra ikke-vestlige lande.

18 familier med i alt 102 medlemmer fik hver tilknyttet en tovholder, som fremover skulle holde kontakten med familien og koordinere de tiltag, der blev sat i værk. Og resultaterne var bemærkelsesværdige:

  • Da projektet startede, var syv voksne over 18 år selvforsørgende. Ved afslutningen to år senere var 25 selvforsørgende.
  • Ved starten af projektet var 60 procent af de voksne passive på grund af sygdom eller andre problemer. Da projektet sluttede, var ingen passive. 
  • Ved starten af projektet var kun en voksen aktiv i foreningslivet. Halvdelen var aktive, da projektet sluttede.
  • Endnu flere, 80 procent, havde etableret venskaber med etniske danskere. 
  • Og alle de børn, der havde lyst til det, var ved projektets afslutning blevet aktive i foreninger, ungdomsklubber og lignende.

Effekten af integrationsindsatsen var med andre ord blevet mærkbart bedre. Og samtidig sparede kommunen penge.

En evaluering af projektet, foretaget af LG Insight, viser, at de samlede udgifter til familierne i projektet fra april 2009 til april 2011 faldt med 1,9 millioner kroner om året. Det svarer til en besparelse på 40 procent på budgettet til integration af familierne.

Assens Kommune arbejder nu på at udbrede erfaringerne til andre grene af forvaltningen.

I kommunerne eksperimenteres der

Og det er ikke kun på Fyn, der arbejdes med mere tværfaglighed og bedre koordination.

Alene på integrationsområdet har 12 kommuner eksperimenteret med nye måder at organisere indsatsen. Og der er lignende eksempler på ungeområdet og i forhold til sygedagpenge, fortæller Inger Suppli, som er konsulent på Kontoret for Arbejdsmarked og Erhverv hos KL.

»Der bliver afprøvet rigtig mange forskellige modeller lige nu. Det er ikke veldokumenteret, at der er en økonomisk effekt, men det virker jo intuitivt rigtigt, at der både kan være penge at spare og mere effekt at hente ved at koordinere indsatsen bedre. Og alene af hensyn til borgeren er det værd at tage fat på,« siger Inger Suppli.

Og på baggrund af resultaterne fra Assens er Jacob Lundgaard helt enig.

»Det er alt for logisk til ikke at tage alvorligt,« siger han.