Svage betaler for krisen

Af Jan Birkemose, redaktør

Hvis ikke de økonomisk bedst stillede havde fået skattelettelser, ville den kommende hestekur være overflødig. Vækstpakker er en bedre og klogere løsning på krisen end skattelettelser og sparerunder.

LEDER Det er sikkert både uvidenskabeligt og useriøst at sammenligne Danmarks nationaløkonomi med økonomien i en mindre forening. Det er sikkert også derfor, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ser nogen problemer i at sænke skatten, mens nationen kører med dundrende underskud, hvorimod de færreste foreninger kunne drømme om at løse deres økonomiske uføre med nedsættelse af kontingentet.

Sagt på en mere direkte måde: det er hamrende ulogisk og i strid med al sund fornuft, at regeringen på en og samme tid bebuder offentlige besparelser på ni milliarder kroner årligt, samtidig med at de ruller en skattereform ud, der i de første år koster stort det samme. Ikke desto mindre er det sådan, dansk nationaløkonomi p.t. kan udlægges i pixiform.

Spørgsmålet er så, om det er rimeligt, retfærdigt og fornuftigt. For at starte med det første er konsekvenserne af skattereformen ganske velkendte. Jo mere man tjener, jo mere får man ud af den. For eksempel opnår statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge 3F’s skattekampagne – skævt.dk – en lettelse på 77.000 kroner om året, mens en rengøringsassistent må nøjes med 4.200 kroner. Den skævhed kan man så have mere eller mindre sympati for. Men når konsekvensen samtidig er, at regeringen vil rundbarbere de offentlige udgifter med ni milliarder kroner om året, bliver det ikke svært at få øje på den skæve balance.

Selv om det i øjeblikket ikke står helt klart, hvordan de store besparelser skal findes, er det helt utænkeligt, at det kan ske uden at ramme serviceniveauet i velfærden. Et udspil om nulvækst i kommunerne – der i sig selv vil sende kommunerne ud på en benhård hestekur – vil kun skaffe to milliarder kroner næste år. Derefter mangler der fortsat syv milliarder kroner. For at komme helt i hus er det derfor ikke utænkeligt, at regeringen bliver nødt til at svinge den store grønthøster. Det betyder heftige besparelser på alt fra ældrepleje til folkeskole og sygehuse.

Dermed bliver de svageste dobbelt ramt af regeringens politik. Først må de nøjes med en brøkdel af de riges skattelettelser, og derefter skal de finansiere elitens skattereform

i form af dårligere offentlig service – eller måske en fyreseddel, hvis de er en af de 10.000 kommunalt ansatte, som det spås vil miste jobbet som konsekvens af nulvækst i kommunerne.

Regeringens alibi for at fare hårdt frem med hestekure og trusler om smalhals er et ønske om at leve op til EU’s konvergenskriterier. De kræver, at det offentlige underskud højst er tre procent af summen af vores alle sammens arbejde, BNP. I øjeblikket har vi et underskud på 5,5 procent. Men selv om det naturligvis ikke er godt med underskud, er et EU-krav – som stort set ingen andre EU-lande i øjeblikket lever op til – et fattigt argument for at sende nationen på slankekur.

Mere kritisk er, at en krasbørstig sparerunde her og nu trækker den helt forkerte vej i forhold til at komme ud af krisen. En væsentlig årsag til det store underskud er udgifterne til dagpenge og kontanthjælp. Offensive vækstpakker, der sætter gang i økonomien og beskæftigelsen, er derfor langt klogere og fremadrettet end regeringens defensive sparekurs.