Svært at kontrollere løn til østeuropæere

Af

Det er en jætte-opgave at sikre ordnede forhold for østeuropæere på job i Danmark. Formanden for Dansk Metals afdeling 1, Anders Laubjerg, arbejder til daglig med problemet. Han forventer, at der med EU’s udvidelse kommer flere fra Østeuropa – og efterlyser nytænkning i fagbevægelsen.

150 kroner i timen. Danske fagforeninger sikrede en god timeløn til de knap 50 polakker, der arbejdede på Avedøre-værket uden for København. Aftalen i 1999 var bemærkelsesværdig, fordi østeuropæiske arbejdere for første gang kom på niveau med deres danske kolleger.

Der er bare ét lille problem: At de polske arbejdere muligvis aldrig fik pengene. Mistanken spøger stadig hos Anders Laubjerg, formand for Dansk Metals afd. 1, der sammen med SiD i Hvidovre forhandlede aftalen med det polske firma Elektrim:

»I 1990’erne var fagbevægelsen nødt til at indgå en række discount-overenskomster, hvor østeuropæiske arbejdere i Danmark kun fik lidt over mindstelønnen. Vi var derfor glade for aftalen på Avedøre-værket, fordi de polske smede nu blev ligestillet med deres danske kolleger,« siger Anders Laubjerg.

»Jeg tror imidlertid ikke, at de fik pengene – og den vurdering deles af andre med kendskab til arbejdsforholdene i Østeuropa. Ved den slags udstationeringer er det almindeligt, at arbejderen får bolig og kostpenge, og at afregningen først sker, når de kommer hjem. Dermed er det reelt meget svært for os at kontrollere, hvad de egentlig får.«

»I disse sager har vi hver gang rejst krav om, at lønnen til en udstationeret skal indsættes på en dansk bankkonto, som arbejderen selv disponerer over. Det giver naturligvis ikke garanti mod returkommission, når folk kommer tilbage til hjemlandet, men det er trods alt sværere, hvis de har fået pengene. Men lige netop dét krav afviser arbejdsgiverne – hver gang,« konstaterer Anders Laubjerg.

Kulisser og virkelighed

Arbejdet på Avedøre-værket er et eksempel på dét, vi formentlig ser mere til, når de østeuropæiske lande kommer med i EU. Det polske Elektrim byggede et røggasrensningsanlæg for de tyske firmaer Noell og Rothemüle, som igen var underleverandører for det danske ingeniørfirma Niro. Rensningsanlægget var dansk teknologi, men produceret i Polen – og monteret og installeret af de polske smede i Avedøre.

I sidste uge viste en Gallup-undersøgelse i Ugebrevet A4, at mange polakker og estere gerne vil benytte EU-medlemskabet til at arbejde i Danmark og andre vesteuropæiske EU-lande. 14 procent af polakkerne og 25 procent af esterne svarede ja til spørgsmålet, om de kunne forestille sig at flytte til et nuværende EU-land for at arbejde inden for de første fem år i EU. Et mønster, der gør spørgsmålet om sikring af danske overenskomster brandaktuelt.

Anders Laubjerg har kørt mange sager om udenlandske arbejdere på store projekter som Øresundsbroen, Avedøre-værket og Amager-værket. Han ser overholdelsen af aftalerne som det store problem:

»På papiret ser det efterhånden meget fint ud. Vi har EU’s udstationerings-direktiv, der fastslår, at udenlandske og danske arbejdere skal aflønnes ens – uanset nationalitet. Og vi har et bilag i industriens overenskomst, der bekræfter det. Men mange gange er det en kulisseverden, som kun findes på papiret – og ikke i virkeligheden«.

Anders Laubjerg erkender, at hans mistanke kun bygger på indicier. Men en sag fra virksomheden DISA giver et fingerpeg. Her aftalte Metal glimrende lønforhold for en gruppe tjekker, der var på opgave på virksomheden i Herlev. Senere havde LO imidlertid besøg af tjekkiske fagforeningsfolk, der kendte DISA-arbejdernes virksomhed hjemme i Tjekkiet. Gennem dem erfarede de danske fagforeninger tilfældigvis, at aftalen slet ikke var ført ud i livet:

»Det endte med, at en af de danske tillidsrepræsentanter på DISA rejste til Tjekkiet og sikrede, at arbejderne fik pengene,« fortæller Anders Laubjerg.

»Lønforskellene mellem Danmark og de østeuropæiske lande er så store, at kæden mellem aftaler og virkelighed let hopper af. Timeomkostningerne for en polsk smed er kun omkring 30 kroner, så for dem er en dansk mindsteløn på 86 kroner vild luksus. De kan sagtens gå under vores 150 kroner i timen og stadig føle, at de tjener rigtig godt.«

Andre gange handler problemet om noget så elementært som ordentlig kontakt til de østeuropæiske ansatte. Da Metal indgik en aftale om en gruppe rumænske arbejdere på Amager-værket, fik de ret til at orientere arbejderne om indholdet. Det viste sig, at kun arbejdslederen talte engelsk, så Anders Laubjerg mødte op med en rumænsk tolk:

citationstegnPå papiret ser det efterhånden meget fint ud. Vi har EU’s udstationerings-direktiv, der fastslår, at udenlandske og danske arbejdere skal aflønnes ens – uanset nationalitet. Og vi har et bilag i industriens overenskomst, der bekræfter det. Men mange gange er det en kulisseverden, som kun findes på papiret – og ikke i virkeligheden.

»Dér sad vi så med ti svende og én arbejdsleder. Jeg fortalte om aftalen, men kun arbejdslederen tog ordet og stillede et par spørgsmål. Stemningen i lokalet var trykket. Da vi kom ud på gaden, sagde tolken, som vi havde hyret på et bureau ude i byen: »Du er vel klar over, at I er blevet fyldt med løgn og latin«. Som fagforening kan vi bare ikke gøre andet end at orientere folk på deres eget sprog,« fastslår Anders Laubjerg.

»Nogle gange føler østeuropæerne, at vi er ude efter dem, og på sin vis er det rigtigt. Der er for eksempel masser af tyskere og franskmænd på arbejde i Danmark, og de tjener stort set som os. Vores opgave er ikke at blande os i detaljer i en fransk overenskomst, men at hindre social dumping. Og her må vi holde særligt øje med lavtlønslande i Østeuropa.«

Firmaer trækker folk herop

De østeuropæiske arbejdere i Danmark har hidtil været to forskellige grupper: Den ene gruppe arbejder illegalt og for det meste sort – for eksempel inden for byggeriet. Den anden gruppe er her legalt. De er specialicerede i at udføre særlige opgaver som for eksempel smedene på Avedøre-værket. De har arbejdstilladelse og dispensation fra det danske indvandrerstop, og Anders Laubjerg arbejder på at sikre overenskomstmæssige forhold for den sidstnævnte gruppe.

citationstegnJeg tror ikke, at en hel masse pakker kufferten og prøver lykken i Danmark – ligesom håndværkere i gamle dage drog på valsen i Europa. Vi vil heller ikke opleve en masse østeuropæere på ordinære arbejdspladser i industrien. Men der vil komme flere dér, hvor der allerede er nogle – for eksempel i byggeriet.

Reglerne bliver anderledes, når de østeuropæiske lande i 2004 kommer med i EU. Som EU-borgere er østeuropæerne omfattet af »arbejdskraftens frie bevægelighed«. De kan søge arbejde uden om indvandrerstoppet, der kun gælder for lande uden for EU. Og de kan blive, hvis de får job:

»Jeg tror ikke, at en hel masse pakker kufferten og prøver lykken i Danmark – ligesom håndværkere i gamle dage drog på valsen i Europa. Vi vil heller ikke opleve en masse østeuropæere på ordinære arbejdspladser i industrien. Men der vil komme flere dér, hvor der allerede er nogle – for eksempel i byggeriet, på større anlægsprojekter og muligvis indenfor hotel- og restaurationsbranchen,« vurderer Anders Laubjerg.

»EU-medlemskabet fjerner nogle barrierer i forhold til det danske arbejdsmarked, men motoren i udviklingen vil være firmaer her i landet, der trækker folk herop. Siden Berlin-Murens fald har mange danske koncerner fået datterselskaber i Østeuropa – eller bruger underleverandører fra disse lande. På vores område ser vi tit, at løntunge dele af produktionen flyttes til Østeuropa eller andre steder. Tag bare den tidligere Valby Maskinfabrik, som engang havde 1.200 ansatte, men nu har flyttet produktionen til Polen. Denne udvikling er sket støt op gennem 1990’erne, men får nok mere tempo med EU´s udvidelse.«

EU løfter Østeuropa

Fagbevægelsens EU-modstandere vil sige: Hvad sagde vi!
»Det grundlæggende problem er bare ikke EU, men globaliseringen. Informationsteknologien betyder, at meget produktion i dag kan placeres hvor-som-helst på kloden. Samtidig betyder containerdriften, at transportomkostningerne er blevet meget lavere. Vi kan heller ikke lave om på, at der efter Berlin-Murens fald ligger lavtlønslande med en håndværksmæssig kunnen tæt på Danmark. Uanset EU betyder det, at dele af produktionen flyttes til Østeuropa – og at der kommer østeuropæere herop.«

»De østeuropæiske landes medlemskab af EU vil fremskynde udviklingen, men også give os nye redskaber til at styre den. EU-direktiverne giver lønmodtagerne rettigheder omkring arbejdstid, ansættelseskontrakter, ligeløn med videre, og det vil ad åre løfte niveauet i Østeuropa. Hvis lønforskellene på Østeuropa og Danmark bliver mindre, er der også mindre social dumping.«
Men her og nu betyder østeuropæernes medlemskab af EU, at der kommer flere til Danmark?

»Ja, men udviklingen var jo i gang allerede i 1990’erne – uden EU. Fagbevægelsens svar må ikke være at lukke øjnene for verden syd for Padborg, men at se fremad og udvikle nye redskaber, så vi bedre kan tackle den globale økonomi. Vi må kræve ved overenskomstforhandlingerne, at de danske koncerner tager et større medansvar for arbejdsforholdene hos deres underleverandører. De kunne jo sagtens kræve af underleverandørerne, at folk på arbejde i Danmark fik deres løn sat ind på en konto i en dansk bank, så vi bedre kan sikre overholdelsen af aftalerne.«

»Fagbevægelsen er også nødt til at arbejde meget mere internationalt. Det er fint, at LO har kontakter til de faglige ledelser i andre lande, men der er brug for en mere finmasket kontakt helt ned til klubberne på større virksomheder – for eksempel i Polen. Kontakter, som kan bruges til at sikre overholdelse af aftalerne. Vi bør også bruge flere kræfter på de europæiske samarbejdsudvalg, som er oprettet i mange multinationale selskaber. Jeg ved af egen erfaring, at internationale kontakter kan være besværlige og arbejdskrævende, men der er ingen vej tilbage.«