SV – Danmarks næste regering

Af

Ser man på det forløbne folketingsår, er det lettere at få øje på ligheder end forskelle mellem Socialdemokraternes og Venstres politik. Enigheden om ikke at genere de afgørende vælgergrupper er slående. Måske er tiden inde til en samlingsregering, som for alvor kan tage fat på de økonomiske udfordringer.

Er der to, der står sammen om den nuværende efterløn, så er det Mogens Lykketoft (S) og Anders Fogh Rasmussen (V). Den rokkes der ikke ved i hverken denne eller næste valgperiode, fremgik det af Folketingets afslutningsdebat i sidste uge.

Læg dertil, at Venstre og Socialdemokraterne stort set er enige i en skærpelse af retspolitikken – højere straffe og nye politibeføjelser over for rockerkriminalitet. På udlændingeområdet har S taget næsten samtlige regeringens stramninger til sig, og hvad angår EU-politikken, er Danmarks to største partier ved helt at bytte plads. I dag er det Socialdemokraterne, der kræver hurtig afskaffelse af de fire forbehold og flere flertalsafgørelser i EU. Endelig leverede Anders Fogh Rasmussen for nylig en gedigen indrømmelse til S i forhold til den økonomiske politik: Offentlige investeringer for omkring en milliard fremrykkes fra 2004 til 2003 for at afhjælpe den stigende ledighed.

Hvis man for et øjeblik lader som om, at politik er logisk og mulig at fremskrive, så ville en logisk konsekvens af det forløbne folketingsår være, at Lykketoft og Fogh snart vil sætte sig sammen og danne regering. Selv om strategerne i de to partier leder med lys og lygte efter brudflader og angrebsflanker, som kan puste liv i illusionen om, at vælgerne står i et reelt valg mellem to forskellige politiske systemer, så er det svært at skjule, at lighederne er langt større end forskellene.

En væsentlig årsag er, at valgkampen allerede er skudt ind – og at Venstre og Socialdemokraterne kæmper om de samme midtervælgere, som støtter velfærdssamfundet og en sund samfundsøkonomi, som ser frem til en lykkelig tredje alder efter arbejdslivet, som er tilhænger af et stærkt dansk medlemskab af EU og kræver en fast hånd over for rockerkriminalitet og indvandrerproblemer. Det parti, som på disse områder fremstår mest troværdigt og bedst får tag i den store danske middelstand af lønmodtagere, vinder næste folketingsvalg.

Den negative side af rivaliseringen er, at så længe de to store partier slås om ikke at genere nogen, bliver der ikke taget fat på de nødvendige reformer. Den økonomiske virkelighed er, at det danske velfærdssamfund vil blive sat under et voldsomt pres i det kommende årti. Antallet af pensionister bliver næsten fordoblet i løbet af de næste 20 år. Samtidig smuldrer regeringens plan om at skaffe 87.000 flere i arbejde inden 2010. Det betyder enten store offentlige besparelser, eller at den planlagte nedbringelse af den offentlige gæld udskydes til kommende generationer. De store økonomiske udfordringer lurer om hjørnet, og jo før der tages fat på dem, des nemmere bliver det. Det siger de økonomiske vismænd, OECD, LO, DA og hvad der ellers kan krybe og gå af ekspertise i nationaløkonomi.

Derfor bliver Venstre og Socialdemokraterne nødt til at samarbejde om at finde løsninger og ikke kun om, hvem der er bedst til at bevare status quo. Den forløbne folketingssamling har allerede budt på store forlig hen over midten: Om folkeskolen, arbejdsmarkedsreform, arbejdsskader og udstationering af tropper i Irak. Måske vil tiden modnes til at bage den store SV-omelet, der som bekendt kræver, at man knuser nogle æg.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sagde i sidste nummer af A4, at det vigtigste for Venstre er at vinde næste valg – reformer skaber kun mistillid. Så ved vi, hvor vi har Venstre.

Men når den politiske fremskrivning næppe følger logikken og fører til et snævert SV-samarbejde, så burde partierne i det mindste kunne samles om at nedsætte en vægtig velfærdskommission, som foreslået fra flere sider. En kommission, som kan se de fremtidige udfordringer under et og levere et bud på, hvordan de løses, før det er for sent.