Styrkeprøve om barselsfond skudt i gang

Af

Meget tyder på, at fagbevægelsen vil gå efter en model med fire barselsfonde ved de kommende overenskomstforhandlinger. Men der venter et hårdt slag blandt arbejdsgiverne, hvor de mandsdominerede brancher skal aflevere penge til de kvindedominerede, hvis barselsfonde skal blive til noget. Det politiske pres bliver formentlig afgørende for, om parterne selv kan blive enige om fonde.

Et flertal i Folketinget har anbragt en skarpladt seksløber på bordet, når overenskomstforhandlingerne på det private område indledes om få uger. Forhandler arbejdsgivere og lønmodtagere sig ikke frem til en eller flere barselsfonde, så risikerer de at få trukket en ned over hovedet af politikerne på Christiansborg.

Meldingen fra især Det Konservative Folkeparti, som nu er fuldblods fortaler for en mere solidarisk fordeling af udgifterne til barselsorlov, har sat strøm til hele overenskomst-systemet, og spekulationer og taktiske meldinger fylder luften.

Ugebrevet A4 har talt med en række aktører på både arbejdsgiver- og lønmodtagerside. Fælles for deres vurdering er, at de fortsat er i tvivl, om barselsfondene bliver en del af overenskomstaftalerne. Trods det politiske pres fra folketingsflertallet er der en række ting, der taler imod. For det første er det en meget vanskelig øvelse at oprette store fonde på tværs af de decentrale overenskomstområder, og desuden er der udsigt til et kompliceret taktisk spil mellem arbejdsgiverne inden for forskellige brancher.

På LO’s kongres i forrige uge gjorde flere »mandeforbund« det klart, at de er stærke tilhængere af en barselsfond. Barselsfonden skal udligne udgifterne til barsel mellem virksomhederne, så kvinder ikke længere bliver fravalgt af arbejdsgiveren, fordi de måske går på en dyr barselsorlov.

Selv om flere mandsdominerede forbund som for eksempel Dansk El-Forbund og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet altså går i brechen for en barselsfond, er der dog også stadig skeptiske toner i LO-familien. Det store industriforbund Dansk Metal og industrigruppen i Specialarbejderforbundet er nemlig ikke interesserede i at bytte barselsfonden i industrien ud med en fælles fond. Og på samme måde er LO-forbundet med flest offentligt ansatte, Forbundet af Offentligt Ansatte, skeptisk over for en central barselsfond. De ansatte i kommuner og amter er ganske vist ikke omfattet af nogen barselsfond i dag, men FOA-formand Dennis Kristensen frygter, at en central barselsfond kan pille ved de gode forhold under barsel, som hans medlemmer allerede har opnået.

Kompromis i fagbevægelsen

De store toneangivende forbunds skepsis over for én central barselsfond betyder, at det mest sandsynlige nu er, at fagbevægelsen i stedet vil satse på flere barselsfonde. Dermed undgår man at lægge sig ud med industrien, der kan beholde den nuværende fond, som industriens arbejdsgivere under Dansk Industri betaler til. På samme måde kan staten beholde den fond, der allerede er i staten. Og så kan de ansatte i amter og kommuner blive omfattet af en ny fond, der kun dækker dem. Det betyder, at der bliver behov for en fjerde fond, som dækker de LO-medlemmer i den private sektor, som ikke arbejder i industrien. Det gælder blandt andet byggeriet, transporterhvervet, handel- og kontor og rengøring.

Flere centrale aktører i fagbevægelsen som for eksempel Dennis Kristensen og LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger har allerede erklæret sig positive over for denne model med netop fire barselsfonde, der dækker alle LO-medlemmer både i den offentlige og i den private sektor på virksomheder organiseret under Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Meget tyder altså på, at LO-forbundene kan samles om denne model, selv om de mangeårige barselsfond-forkæmpere Kvindeligt Arbejderforbund og HK stadig foretrækker blot én fond for hele arbejdsmarkedet. Én fond giver nemlig ikke blot den mest solidariske fordeling af udgifterne mellem virksomheder på tværs af brancher – alle betaler det samme, uanset hvor mange kvinder man har ansat, og hvor mange medarbejdere der går på barsel. Flere fonde vil også blive sværere at administrere, fordi medarbejdere jo skifter mellem forskellige brancher, og hvilken fond skal så betale udgiften, når medarbejderen går på barsel?

Slut med diskrimination

Det sidste er imidlertid mest et spørgsmål om tilstrækkeligt klare spilleregler mellem fondene.

Derfor skal HK og KAD også nok bakke op om flere fonde, lyder vurderingen fra flere kilder. For den enkelte kvinde er det vigtigste formål med fondene nemlig opfyldt, uanset om der kommer en eller fire: Virksomhederne – specielt de små – har ikke længere nogen grund til at fravælge kvinder i den fødedygtige alder, når de ansætter nye medarbejdere. De betaler nemlig det samme beløb til en fond, uanset hvor mange medarbejdere der går på barsel. Og fonden dækker så vel at mærke udgifterne til løn under barsel.

Men selv om fagbevægelsen kan finde fodslag for en model med fire barselsfonde, betyder det langtfra, at barselsfondene bliver en realitet ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Industriens og statens fond er der allerede, og en fond på det (amts)kommunale område vil formentlig også blive en overkommelig opgave at få etableret. Men den store hurdle bliver etableringen af den nye fond, der skal dække resten af DA/LO-området. Denne fond skal overvinde flere hårde knaster:

  • For det første er overenskomstforhandlingerne på det private område meget decentrale, hvor de enkelte forbund og karteller forhandler direkte med arbejdsgiverorganisationen på deres område. Men hvis barselsfonden skal blive en realitet, vil det kræve en aftale på tværs af overenskomstområder. Det vil blandt andet kræve, at DA og LO på hver sin side varetager en mere aktiv rolle end normalt.
  • For det andet kan man tvivle på, om der vil være et tilstrækkeligt pres fra lønmodtagerne. Hvis fondene skal blive til noget, så skal ligestillingsspørgsmålet prioriteres højt hos forbundenes forhandlere. Og det er der ikke tradition for.
  • For det tredje er der fordelingen af udgifter. Etableringen af en fond betyder reelt, at virksomheder i mandsdominerede brancher – der i dag har få udgifter til barsel – skal aflevere nogle penge til virksomheder i kvindedominerede brancher med større udgifter til barsel. Og vil arbejdsgiverne i de mandsdominerede brancher overhovedet gå med til det?
Politisk pres er afgørende

Det sidste spørgsmål er alfa og omega for, om barselsfonden bliver til noget. Og her spiller presset fra de politiske partier en afgørende rolle. Frygten for en central barselsfond etableret i Folketinget kan få de mandsdominerede brancher til at nikke ja til en fond ved overenskomstforhandlingerne. Beregninger fra en arbejdsgruppe under LO gør det nemlig klart, at en central landsdækkende barselsfond med den nuværende løndækning under barsel vil koste arbejdsgiverne 0,25 procent af den samlede fortjeneste på årsbasis, mens en barselsfond på LO/DA-niveau kun vil koste 0,17 procent. Med andre ord kan det betale sig for de mandsdominerede brancher at aftale en fond ved overenskomstforhandlingerne, hvis alternativet er, at politikerne lovgiver om en central fond.

Men arbejdsgiverne i de mandsdominerede brancher vil i første omgang være mest fristet til at lave en smallere fond, der måske kun dækker deres egen branche eller et par andre derudover.

En smallere fond, hvor de kvindedominerede områder som handel- og kontor og rengøring ikke er med, vil være markant billigere. Hvis de mandsdominerede brancher laver disse smallere fonde, vil det imidlertid stille de kvindedominerede i en situation, hvor de ikke har den store interesse i at lave tilsvarende smallere fonde. De vil nemlig være dyrere for de kvindedominerede brancher, end en landsdækkende politisk bestemt fond vil være.

Derfor er det heller ikke overraskende, at den arbejdsgiverorganisation, som organiserer virksomheder inden for handel og service, er optaget af at holde presset på politikerne:

»Barselsreglerne er meget uhensigtsmæssige for små og mellemstore virksomheder. Og når det er politikerne, der har tvunget reglerne ned over os, må det også være deres ansvar at komme frem til en udligningsordning, der kan aflaste de små virksomheder og gøre med den ligestillingsmæssige skævhed. Der er jo desværre ingen tvivl om, at små virksomheder med de nuværende regler bliver nødt til at tænke sig grundigt om, før de ansætter kvinder,« siger Søren B. Henriksen, administrende direktør i Dansk Handel & Service.

Det er nærmest i direkte modstrid med meldingen fra hans direktørkollega Jørn Neergaard Larsen i DA. Han var temmelig misfornøjet med diverse partier og politiske kaffeklubbers lyst til at blande sig i barselsfonds-diskussionen, da han talte med NET-Redaktionen for et par uger siden og blandt andet gjorde det klart, »at man ikke kan forhandle overenskomst med en ladt revolver liggende på bordet«:

»Politikerne har sikret danskerne et helt års orlov og en grundlæggende betaling via skattepengene. Hvordan arbejdsgiverne vil finansiere deres, skal politikerne ikke blande sig i.

Det er et arbejdsmarkedspolitisk spørgsmål, og den slags er der tradition for, at arbejdsmarkedets parter løser,« sagde Neergaard Larsen.

Konservative vil have fond

Det politiske flertal for en barselsfond er imidlertid stadig intakt, efter at det konservative landsrådsmøde i forrige weekend med et stort flertal vedtog, at der bør laves en central barselsfond. Dermed er det kun det store regeringsparti, Venstre, der ikke går ind for en barselsfond. Dansk Folkeparti har heller ikke meldt endeligt ud, men stemte dog for udarbejdelsen af den analyse af en central barselsfond, som et regeringsudvalg arbejder på i øjeblikket.

Hvis det lykkes LO-forbundene og arbejdsgiverorganisationerne under DA at nå til enighed om barselsfonde ved de kommende overenskomstforhandlinger, vil der dog muligvis stadig være brug for lovgivning i en eller anden form. 25-30 procent af lønmodtagerne i den private sektor vil nemlig ikke være dækket af disse fonde, og hvis de skal være omfattet af en barselsfond, skal der derfor laves lovgivning og/eller aftaler uden for LO-området.

Selv om politikerne presser på, og mange af fagbevægelsens topfolk har talt varmt for barselsfonde, er arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet da også langt fra parat til at sætte bjørneskindet til salg:

»Det er temmelig kompliceret at lave en barselsfond tværs over forskellige overenskomstområder, fordi det er decentrale forhandlinger. Der kan komme så stor uenighed i forhandlingerne, at man bare kører videre, som man plejer uden barselsfond. Og det politiske flertal kan heller ikke nødvendigvis bære, når det gælder,« siger Flemming Ibsen med henvisning til, at regeringspartierne ikke er enige.