Studievejlederne kan bryde den sociale arv

Af Trond Beldo Klausen

Når masser af kvikke unge fra arbejderhjem aldrig sender en ansøgning til universitetet, handler det blandt andet om, at de mangler selvtillid. Men her kan studievejledningen gøre en væsentlig forskel, skriver Trond Beldo Klausen.

ANALYSE udefra Det faldende optag til de videregående uddannelser har gjort spørgsmålet om »social arv« endnu mere aktuelt. For det vil blive svært at nå det ambitiøse mål om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal få en videregående uddannelse, hvis der ikke sker afgørende fremskridt i forhold til at øge rekrutteringen fra familier uden uddannelsestraditioner.

Allerede i foråret blev problemet opprioriteret fra regeringens side. Videnskabsminister Helge Sander (V) nedsatte nemlig en idégruppe for social arv, som skal komme med forslag til, hvordan man kan fremme uddannelsesmobiliteten på universiteterne.

Da idégruppen ikke er et forskningsprojekt, vil dens forslag til virkemidler skulle tage udgangspunkt i tilgængelig viden. I den forbindelse har et andet aktuelt projekt ved Center for Komparative Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet, undersøgt nogle spørgsmål vedrørende studievejledningens betydning for uddannelsesmobilitet. Og projektet viser, at der kan være store muligheder i at bruge studievejledningen aktivt til at få arbejderbørn til at læse videre på landets universiteter.

Intelligensreserven venter

Men for at vejledning overhovedet skal være et virkemiddel kræver det jo, at der er en »intelligensreserve« blandt arbejderunge, som kan mobiliseres til at vælge en universitetsuddannelse. Findes den »intelligensreserve« i dag? Ja, det gør den. I allerhøjeste grad.

Vores undersøgelse viser, at blandt »superstudenterne«, der har et karaktergennemsnit fra gymnasiet på 10 eller højere på den gamle 13-skala, får 48 procent af de ufaglærtes børn efterfølgende en universitetsuddannelse. Den tilsvarende andel blandt børn af akademikere er 77 procent. Det er en meget stor forskel.

I karakterintervallet 9,0 til 9,9 er universitetsfrekvensen henholdsvis 38 og 65 procent, mens de tilsvarende procentandele i den præstationsmæssige midterkategori – karakteren 8,0 til 8,9 – er 18 og 43 for henholdsvis arbejder- og akademikerbørn.

Der er med andre ord indtil mere end dobbelt så høj sandsynlighed for, at akademikerbørnene får en universitetsuddannelse på de karakter­niveauer i gymnasiet, hvor man normalt har gode forudsætninger for at læse videre. Selv ikke ved en hel karakter højere i gennemsnit opnår børn af ufaglærte samme universitetsfrekvens som børn af akademikere.

Årsagen til de store uddannelsesforskelle er kompleks. Traditioner og kultur spiller åbenbart en rolle. Vores undersøgelse peger desuden på en anden faktor. Nemlig selvtillid.

Blandt studenterne i årgang 2007 tilkendegav 58 procent af dem, der har fædre med en videregående uddannelse, at de havde høj selvtillid målt på en bred vifte af indikatorer. Den tilsvarende andel blandt unge fra arbejderhjem var 38 procent. Og forskellene i selvtillid er som forskellen i uddannelsesniveau: De unge fra arbejderhjem skal have cirka en hel karakter bedre gennemsnit i gymnasiet end klassekammeraterne fra akademikerhjem, før selvtilliden når op på samme niveau.

Blandt universitetsstuderende er der derimod ingen forskelle i selvtillid mellem de to grupper. Akademikerbørnene har stadig for 58 procents vedkommende en høj selvtillid, mens arbejderbørnene ligger på 61 procent. Det betyder, at arbejderbørn med lav selvtillid i høj grad fravælger de lange uddannelser.

Vejledning kan gøre en forskel

Kvikke unge fra arbejderklassen med manglende selvtillid burde være en oplagt målgruppe for studievejledningen. Og på spørgsmålet om, hvad der har haft mest indflydelse for deres uddannelsesvalg, svarer 14 procent af arbejderbørnene, at studievejledningen har haft stor eller nogen betydning. Den tilsvarende andel blandt dem med højt uddannede fædre er kun seks procent. Vejlederne scorer således 2,5 gange højere blandt arbejderbørn end akademikerbørn.

Selv om det er positivt, siger tallene i sig selv ikke noget om, hvorvidt vejledningen faktisk har bidraget til at øge universitetsfrekvensen. Det hænger sammen med, at langt de fleste af de adspurgte blandt 2007-studenterne ville holde sabbatår, inden de læste videre. Majoriteten af dem begyndte således først på en videregående uddannelse nu til efteråret.

Der blev imidlertid også stillet spørgsmål om, hvilken uddannelse studenterne havde planer om at begynde på, når sabbatperioden var overstået. Og her kan man observere nogle interessante forskelle.

Unge fra arbejderhjem, for hvem studievejledning ikke har haft betydning, ønsker for 45 procents vedkommende at læse på universitetet. Blandt dem, der svarede, at vejledningen har haft en betydning, vil 60 procent læse på universitetet.

Man skal være forsigtig med at drage alt for bastante konklusioner. Men resultaterne peger dog i retning af, at studievejledning kan have en positiv indflydelse på arbejderbørns ambitioner om at læse videre. Så vil tiden vise, om ambitioner og handling følges ad.

Ud fra målsætningen med studievejledning, der for nylig blev skærpet ved revisionen af vejledningsloven til at lægge vægt på grupper med »særlige behov«, peger resultaterne i den ønskede retning – som i øvrigt er sammenfaldende med det overordnede ønske om at bryde den sociale arv.

Resultaterne er dog også er i overensstemmelse med en anden tolkning: Nemlig at de, der i udgangspunktet er mest interesserede i en universitetsuddannelse, får mest ud af vejledningen, fordi vejledernes ekspertise er mere afgørende for dem end for de klassekammerater, der ønsker en kortere uddannelse. Snarere end at vejledning påvirker uddannelsesvalget, kan den planlagte uddannelse påvirke ens syn på studievejledning.

Vejledere i offensiven

Vejledning er en tovejsproces, og påvirkningsretningen kan ikke afgøres med sikkerhed. I lyset af den lave score på selvtillid blandt unge talenter fra arbejderhjem er det dog oplagt, at vejledningen kan gøre en forskel i kampen for en øget social mobilitet.

Styrken ved studievejledning er, at den kan opmuntre unge uden uddannelsesmæssige rollemodeller i familien til at tro, at det faktisk godt kan lade sig gøre at tage en akademisk uddannelse.

Men hov! Er det ikke udtryk for uddannelsessnobberi? Og skal man ikke være tilbageholdende med at pådutte de unge sine egne uddannelsesværdier? Nej, de unge skal nok selv finde ud af at vælge. Men det, de unge fra hjem uden klaver og bøger i reolen har brug for, er vejledere, der viser dem lidt af den uddannelsesverden, akademikerbørn får ind med modermælken.