Stresskrig med skarpe fronter

Af

Fagforeninger bruger stress som middel i den politiske kamp, men stress er sjældent alene relateret til arbejdet, mener leder af Center for Stress Thomas Milsted. A4 spørger, om han er ved at frikende arbejdslivet som stressfaktor.

Thomas Milsted, vi hører gang på gang om arbejdende mennesker, som går ned med stress. Er det ikke noget, fagforeninger skal tage dybt alvorligt?

»Jo, men problemet er, hvis fagfore-ningerne går ind og bliver for unuancerede og siger, at stress udelukkende handler om, at arbejdspladserne er blevet for stressende, i stedet for at se på, hvordan stress i den enkelte person opstår.«

Hvordan bruger fagforeningerne stressen politisk?

»Hvis du siger, at stressen kun er betinget af arbejdspladserne og undlader at inddrage individets eget ansvar, så bliver det politisk. Jeg vil ikke nævne navne, men debatten om stress er ofte unuanceret, og det gælder også fra arbejdsgivernes side. Stress bruges nogle gange som en kølle, og så trækker ledere og arbejdsgivere følehornene til sig og bliver fornægtende, og så har vi et problem med overhovedet at få virksomhederne til at arbejde med stress.«

Arbejdsmarkedet er rødglødende, og samtidig hører vi mere og mere om stress. Det virker, som om stress er arbejdsrelateret?

»Det kan det også være. Men i stressproblematikker bliver den enkelte også nødt til at arbejde med sig selv. Vi kan se, at de mennesker, vi behandler, som er gået ned med stress, ofte har en følelse af værdiløshed, som ikke er opstået af stressen, men af opvækstvilkår eller andet. Men jeg er ikke uenig med fagforeningerne. Der er pres på arbejdsmarkedet, men det er for unuanceret kun at tale om det i forbindelse med stress.«

Giver du ikke arbejdsgiverne anledning til at læne sig tilbage og lade stress være stress, når du siger, at stress har noget med din opvækst at gøre?

»Det kan ske, at nogle arbejdsgivere går over i den anden grøft og løber fra deres ansvar. Arbejdsgiverne har et meget stort ansvar. De sætter rammerne for arbejdet, og de bestemmer, hvor mange opgaver der bliver hældt ind i organisationen. Jeg har en oplevelse af, at der bliver hældt for mange opgaver på nu, og så må man løse det efterhånden. Og det er ikke en måde at behandle sine medarbejdere på. Der er rigtig mange arbejdsgivere, som løber fra deres ansvar omkring stress.«

Har du lyst til at nævne navne?

Blandt andet i det offentlige, hvor ambitionerne for serviceniveauet er hysterisk højt samtidig med, at ressourcerne ikke er til det. Politikerne går ikke ind og ser på ressourcer, når de sætter visioner.«

Så dine udtalelser skal altså ikke læses, som om du negligerer stress på arbejdsmarkedet?

»Nej, overhovedet ikke. Arbejdet kan have en meget stor betydning, når folk får stress i dag, og vi har svært ved at få arbejdspladserne til at erkende, at de presser medarbejderne. Men det er et problem, at der bliver stillet to fronter skarpt op, hvor stress enten er afhængigt af individet eller af arbejdspladsen. Vi siger, at det er begge dele, og hvis vi ikke ændrer begge dele, hjælper det ikke noget.«

Du nævner, at stress også ofte har noget med familielivet at gøre. Ville det hjælpe på vores stress, hvis vi droppede familien?

»Ha, ha. Ja, det er klart, men det ville nok også blive lidt tomt. Jeg vil hellere anbefale, at man har en familie, og så arbejder lidt mindre.«