Stress presser offentlige seniorer på efterløn

Af | @MichaelBraemer

Kun hver fjerde offentligt ansatte mellem 50 og 59 år regner med at blive på arbejdsmarkedet til pensionsalderen, viser ny undersøgelse. 85 procent mener, at det er blevet hårdere at arbejde i den offentlige sektor end for 10 år siden, og hele to ud af tre seniorer i omsorgssektoren forventer, at svigtende helbred eller nedslidning vil tvinge dem på efterløn.

FLUGT Beskeden løn, men gode og sikre ansættelsesforhold. Sådan har det været at være ansat i det offentlige. Men det var dengang. I dag er mange offentligt ansatte løbet sur i stress og frustrationer over umulige arbejdsopgaver og kan ikke komme hurtigt nok på efterløn.

Kun hver fjerde af de offentligt ansatte mellem 50 og 59 år forventer at blive på arbejdsmarkedet, indtil de når pensionsalderen. Og 28 procent regner med at have trukket sig tilbage allerede som 60-årige. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 50-59-årige i forskellige faggrupper på det offentlige og det private arbejdsmarked.

Undersøgelsen tegner et billede af et offentligt arbejdsmarked, der har skruet så kraftigt op for kravene til sine ansatte, at det kan være svært at holde pusten. 85 procent af de offentligt ansatte seniorer mener, at det er blevet hårdere at arbejde i den offentlige sektor i de seneste 10 år, mens kun en enkelt procent har den modsatte oplevelse. Undersøgelsen viser i øvrigt, at

  • 50 procent af de offentligt ansatte seniorer oplever, at de løber stærkere på arbejdet i dag end på samme tidspunkt sidste år. Og selv om hjulene generelt drejer hurtigere på det danske arbejdsmarked i disse år med højkonjunktur, gælder det til sammenligning kun for 39 procent af de privat ansatte seniorer.
  • Tempoet går ud over kvaliteten i arbejdet. 43 procent af de offentligt ansatte seniorer siger, at de ikke har tid til at udføre deres arbejde ordentligt – noget, der kun opleves af 28 procent af de privat ansatte seniorer.
  • Arbejdspresset har nået et omfang, hvor 35 procent af de offentligt ansatte seniorer forventer, at de må trække sig tilbage på grund af svigtende helbred eller nedslidning. De adspurgte har kunnet pege på flere årsager til tilbagetrækning, og størstedelen – 69 procent – forventer, at de vil trække sig tilbage på et tidspunkt, hvor de stadig har kræfter til at nyde en aktiv tredje alder.
  • Nedslidning berører de offentlige faggrupper meget forskelligt. Hele 67 procent af social- og sundhedspersonalet og 50 procent af de ufaglærte frygter at måtte forlade arbejdsmarkedet på grund af svigtende helbred eller nedslidning. Det samme gælder kun 16 procent af akademikerne og 22 procent af HK’erne.
Hvem skal passe os?

I lyset af den arbejdskraftmangel, der allerede er på det offentlige arbejdsmarked, og de kæmpeproblemer, der forventes med at skaffe hænder nok til fremtidens velfærdsopgaver, er det alarmerende, at især offentligt ansatte seniorer sætter næsen op efter en tidlig afgang fra arbejdsmarkedet.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, og Dennis Kristensen, formand for forbundet FOA, der organiserer offentligt ansatte, repræsenterer to af de faggrupper, der skal tage hånd om vores børn og ældre i fremtiden. De kender alt for godt de problemer, som seniorer ikke mindst fra deres egne forbund giver udtryk for i undersøgelsen, og kalder dem alarmerende. For de samme problemer, som skaber tidlig tilbagetrækning, skaber også dårligt omdømme og store problemer med at rekruttere nye til fagene.

I A4’s undersøgelse springer FOA-formand Dennis Kristensens medlemmer i øjnene som den gruppe, der er mest berørt af nedslidning. To tredjedele af social- og sundhedspersonalet, sosu’erne, forventer, at det bliver svigtende helbred eller nedslidning, der får dem til at forlade arbejdsmarkedet. Og frygten er ikke ubegrundet.

»Den gennemsnitlige afgangsalder blandt vores medlemmer er 60,5 år. Altså på et tidspunkt, hvor det økonomisk er absolut dårligst. Det gør man ikke uden at være nødt til det. Det alarmerende i forholdene kan bedst illustreres ved at stille 100 25-årige sosu’er op på en række. Af dem kan man pege på 30 og sige, at de på grund af nedslidning ikke når at forlade arbejdsmarkedet på en naturlig måde,« siger Dennis Kristensen.

Nedslidning sker over en årrække, og derfor løses problemet heller ikke med et snuptag, men gennem en vifte af forbedringer, som skal virke gennem år, påpeger Dennis Kristensen.

Kampen for sosu’erne handler lige nu i høj grad om at bevare en fritid, fordi der allerede nu mangler hænder i faget, og de ansatte må tage vagter på alle tidspunkter af døgnet, fortæller formanden.

»Udfordringen ligger i at gøre faget attraktivt, så det ikke opleves som lavstatus, men er i stand til ikke bare at fastholde de ældre, men også tiltrække en større del af de stadigt færre unge. Løn spiller en stor rolle her, men det er også afgørende med selvbestemmelse, udviklingsmuligheder og muligheden for selv at placere arbejdstid.«

Dennis Kristensen mener, at beslutningstagerne må erkende, at der skal rigtig mange penge til, hvis vi i fremtiden vil have en ældrepleje, der står distancen både i forhold til ældre og ansatte. På grund af et stigende antal ældre skal der 10.000 flere ansatte til bare for at fastholde dagens kvalitetsniveau i 2015, påpeger han.

»Men dertil kommer, at kravene til plejen vil være vokset i takt med kravene til alt andet i samfundet. Hvis vi som samfund ikke beslutter os for at gøre noget alvorligt og gennemgribende ved problemet, bliver det ved med at bide sig selv i halen i form af dårlige arbejdsforhold, tidlig tilbagetrækning, manglende rekruttering og så videre.«

Advarselslamperne blinker

For Anders Bondo Christensen at se er den tidlige tilbagetrækning af lærere, som A4’s undersøgelse peger på, kun ét af mange problemer på folkeskoleområdet. Der blinker så mange advarselslamper, mener lærerformanden, at det bør udløse politisk handling her og nu, hvis der skal sikres en forsvarlig undervisning af vores børn fremover.

44 procent af landets folkeskolelærere er over 50 år og vil forsvinde fra arbejdsmarkedet inden for 12-15 år. Samtidig er optaget på lærerseminarierne faldet med 23 procent over de seneste fire år som følge af manglende søgning, og andelen af dem, der gennemfører uddannelsen, er faldet fra 80 til 60 procent.

»Undervisningsministeren har nu sagt, at han vil tale pænt om folkeskolen, men det er ikke nok. Det afgørende er, hvad der bliver sagt af folkeskolens ambassadører – dem, der er i faget nu,« mener Anders Bondo Christensen.

Og de giver ifølge A4’s undersøgelse ikke folkeskolen et skudsmål, der lover godt for lærerstandens fremtid. 9 ud af 10 af de 50-59-årige lærere vil fortælle, at det er blevet hårdere at arbejde i den offentlige sektor de seneste 10 år. 50 procent føler sig mere stresset end for et år siden, og 53 procent mener ikke, at der er en passende balance mellem arbejdstid og arbejdsmængde på deres arbejdsplads.

Lærernes formand taler med mange ældre medlemmer, der siger, at de egentlig havde tænkt sig et par år mere på arbejdsmarkedet. Men at de ikke orker mere. Ifølge Anders Bondo Christensen oplever de, at pædagogikken er slået ud af hænderne på dem med central styring, test og evige dokumentationskrav. Senest er lærerne blevet pålagt at udføre skriftlige elevplaner, og et nyt system med kvalitetsrapporter er på vej.

»De føler, at de har slidt og lagt liv, sjæl og personlighed i deres undervisning, og så bliver de kritiseret konstant på et løst grundlag og på enhver måde behandlet med mistillid. De føler sig ramt på deres professionalisme. Hvis fagets status skal rettes op, skal respekten for lærernes faglighed tilbage, og i stedet for en masse formelle krav må man diskutere god undervisning.«

Frygten skal bekæmpes

Seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Vilhelm Borg, der i mange år har beskæftiget sig med offentligt ansattes arbejdsforhold, mener også, at det er nødvendigt at gribe til pungen for at forbedre de arbejdsforhold, som ifølge hans vurdering får en alarmerende høj andel seniorer i den offentlige sektor til at tænke i tidlig tilbagetrækning.

»Vi når ikke længere med økonomiske incitamenter som de stramninger, der har været af efterlønsordningen – tilsyneladende med beskeden effekt. Det hænger også sammen med, at mange offentligt ansatte er kvinder, for hvem økonomien er af mindre betydning, hvis de har en ældre mand med gode pensionsforhold,« siger han.

Vilhelm Borg efterlyser forskning, der kunne belyse, om det nødvendigvis var en dårlig forretning at investere mere i bedre arbejdsforhold for de offentligt ansatte.

»Der ville jo også være gevinster at hente i for eksempel at undgå det store sygefravær og produktionstabet ved tidligere tilbagetrækning.«

Han ved fra forskellige projekter, at hvis det skal gøres attraktivt for de offentligt ansatte seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet, skal det ske med en kombination af andre opgaver, mindre fysisk krævende arbejde og opkvalificering. Ikke mindst sidstnævnte er vigtigt, for hvis arbejdet får karakter af skånejob, står seniorerne af.

Trods de dystre tal mener han, at undersøgelsen også viser, at der kan opnås noget ved en indsats for at fastholde ældre seniorer på det offentlige arbejdsmarked.

»Blandt sosu’erne forventer 67 procent, at de må trække sig tilbage på grund af svigtende helbred eller nedslidning, men kun godt 30 procent føler sig nedslidte nu. Man ser også, at en meget stor procentdel vil forlade arbejdsmarkedet tidligt, fordi de ellers frygter nedslidning og ikke at kunne nyde en aktiv tredje alder. Folk handler altså ud fra forventninger og frygt, og derfor består opgaven i at forbedre deres arbejdsforhold i en sådan grad, at frygten forsvinder.«