Stress og ensomhed skader integration

Af | @MichaelBraemer

Stress, magtesløshed og isolation er et problem for mellem to og tre gange så stor en andel af befolkningen med ikke-vestlig baggrund som for den etnisk danske befolkningsgruppe, viser nye tal. Indvandrernes dårlige trivsel er et overset problem og en alvorlig barriere for integration, mener professor i indvandrermedicin.

AHMED ALENE I VERDEN Det kan godt være, at flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund generelt halter bagefter på det ene og det andet område, og at de ikke har samme succes i samfundslivet som vi andre. Men de har da trods alt hinanden at støtte sig til i tætte familiære og nationale sammenhold.

Sådan er den udbredte opfattelse, men den kan vi godt glemme. Personer med ikke-vestlig baggrund i Danmark har det psykisk skidt i langt højere grad end etniske danskere, og de mangler langt oftere det netværk og den menneskelig støtte, der kunne være med til at afhjælpe deres problemer.

Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil 2010, som Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed står bag. Den bygger på svar fra 173.000 danskere om deres sundhed og trivsel.

Stress, magtesløshed og isolation er et problem for mellem to og tre gange så stor en andel af befolkningen med ikke-vestlig baggrund som for den etnisk danske ifølge undersøgelsen.

Den dårlige trivsel er et overset problem og en alvorlig barriere for en ordentlig integration, mener Morten Sodemann, der er landets første professor i indvandrermedicin og overlæge ved landets eneste indvandrermedicinske klinik, som ligger i Odense.

»Jeg tror ikke, politikerne er klar over, hvor lidt de ved om den her befolkningsgruppe. Al integration bliver gjort til et spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet. Men hvis man ser på integrationen som en stige, er det naivt at forestille sig, at man kan springe de ni første trin over og begynde med det sidste trin, nemlig arbejde,« mener han.

Tabt i systemet

Morten Sodemann var med til at oprette den indvandrermedicinske klinik i 2008, fordi mange etniske minoritetspatienter gik tabt i systemet og blev opgivet af praktiserende læger, sundhedsvæsen og kommuner, som parkerer dem på kontanthjælp.

Lægerne forstår dem ikke og giver op, selv om det er veldokumenteret, at indvandrere oftere er syge og i højere grad end etniske danskere har flere sygdomme på én gang, påpeger overlægen. Han nævner psykiske problemer som nogle af de hyppigste. Det gælder især for flygtninge, som ofte har været udsat for voldsomme krigshændelser, fængsling eller forfølgelse.

»Man burde bruge mere tid på at sætte sig ind i det enkelte menneskes præmisser, og hvad de har med i bagagen, når de kommer til landet. Og så skræddersy en integrationspakke til hver enkelt. Nogle har jo kun brug for 10 kroner og lærer sproget i løbet af en måned, mens andre kræver mere på flere fronter. Samlet behøver det ikke blive dyrere, tværtimod. Og det ville være en meget bedre start i et integrationsforløb,« siger han.

Indvandrermedicinsk klinik har i mange tilfælde været den eneste sociale kontakt, de tunge indvandrerpatienter har haft. Men klinikkens erfaring med de første 500 patienter er, at bare ved at lytte til folk og deres problemer og give simpel information om, hvor de skal gå hen med dem, har man sat tre ud af fire i stand til selv at tage vare på deres liv og sygdomme.

Muhsin Türkyilmaz, formand for Rådet for Etniske Minoriteter, er enig i, at det er misforstået at gøre integration til et spørgsmål om arbejde eller ej. 

»Jeg savner et helhedsorienteret perspektiv. Man bliver nødt til at se på arbejdsmarkedsmæssige, sociale og sundhedsmæssige relationer samtidig. De hænger jo sammen. Og hvis man ikke sikrer den sociale integration og sørger for glade og velfungerende borgere, så kommer integrationen på arbejdsmarkedet også til at halte. For mennesket er en helhed,« mener han.

Stress og magtesløshed

Hver tredje kvinde med ikke-vestlig baggrund føler sig nervøs eller stresset i dagligdagen mod tilsvarende 14 procent af etnisk danske kvinder, viser tallene fra Den Nationale Sundhedsprofil. Lidt bedre står det til med den psykiske sundhedstilstand blandt mændene med ikke-vestlig baggrund, hvor ’kun’ godt hver fjerde føler sig nervøs eller stresset i det daglige. Men det er faktisk tre gange så stor en andel som blandt etnisk danske mænd.

Samme etniske misforhold gør sig gældende, når man ser på andelen, der er magtesløse over for deres problemer og føler, at de bare hober sig op. Den følelse har hver fjerde kvinde og hver femte mand med ikke-vestlig baggrund, men kun henholdsvis 12 og 8 procent af danske kvinder og mænd.

Samtidig viser undersøgelsen, at flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund i langt højere grad end etniske danskere står alene med deres problemer og må række forgæves ud efter hjælp. Både blandt mænd og kvinder er der blandt borgere med ikke-vestlig baggrund over dobbelt så stor en andel, som aldrig eller næsten aldrig har nogen at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte – henholdsvis 12 og 7 procent.

Tilsvarende skævhed er der i en opgørelse over, hvor mange der ofte er alene, selv om de havde lyst til at være sammen med andre. Det gælder 13 procent af både mænd og kvinder med ikke-vestlig baggrund, men kun henholdsvis 5 og 6 procent af etniske danske mænd og kvinder.

For mange er familien den sikre havn, man kan søge til, når tilværelsen ligner et stormvarsel. Men både blandt mænd og kvinder med ikke-vestlig baggrund er der en langt højere andel, der sjældent eller aldrig træffer deres familie. Det gælder 16 procent af mændene og 13 procent af kvinderne mod henholdsvis 8 og 5 procent af deres etnisk danske kønsfæller.

Har kun taget det negative

Muhsin Türkyilmaz genkender de problemer, som tallene afdækker. Indvandrerne har taget det dårlige fra den danske kultur til sig uden at tilegne sig det positive, mener han.

»Mange tror, når de ser en ghetto udefra, og der står 10 mennesker med mørkt hår, at de da må have et netværk. Men ideen om indvandrere som en homogen og sammentømret gruppe er en illusion. Folk er meget forskellige. De har taget det danske til sig og er blevet meget mere individualistiske. De snakker ikke sammen længere, heller ikke inden for samme nationale grupper, og derfor er mange ensomme,« siger han.

Indvandrerne har ifølge Muhsin Türkyilmaz brug for at tage trin to i integrationen og tilegne sig danskernes evne til at skabe sociale kontakter. 

»Danskerne har jo et fantastisk netværk på den måde, at man samles dér, hvor man har noget tilfælles, hvad enten det så er foreningsarbejde, idræt, skak eller golf. Alt for mange indvandrere prøver at tilfredsstille det samme behov for indhold i tilværelsen ved hjælp af tv’et og parabolantennen. Jeg er bange for, at de indvandrere, der ikke kan finde ud af at komme ud i foreningslivet, kommer til at sidde meget ensomme tilbage uden netværk overhovedet,« siger han.

Det har i mange år været en kæphest for Muhsin Türkyilmaz, som selv vælter sig i bestyrelsesposter, at indvandrere skal påtage sig et ansvar i foreninger og bestyrelser på områder, de interesserer sig for.

Familier i opløsning

Socialkonsulent Ahmet Demir, der arbejder for kommuner som familieterapeut i kriseramte familier, mener, at først og fremmest en opløsning af indvandrerfamilierne er skyld i den udbredte mistrivsel, ensomhed og magtesløshed.

»Jeg skal ikke afvise, at de store familier, der tager hånd om det enkelte medlems problemer, stadig findes. Men generelt er indvandrerfamilier i opløsning og går i en individualiseret retning. Der sidder mange, som er ensomme ad helvede til, hvis du vil undskylde mig mit sprog,« siger han.

Ahmet Demir oplever, at især mænd med anden etnisk baggrund er præget af ensomhed, magtesløshed og livsproblemer. Han har skrevet en bog om fænomenet, ’Hjertet på rette sted’.

»Familien er svag blandt folk fra Mellemøsten. Manden har mistet sin identitet, og uden at generalisere vil jeg hævde, at en del mænd har svært ved at være mand og far derhjemme. På grund af udviklingen kan de ikke være den far, deres egen far var i landsbyen for 30 år siden. De er nødt til at udvikle sig. Det ville de også skulle gøre i landsbyen, men deres vilkår i en fremmed kultur, som de ikke forstår, gør det ekstra svært,« siger han.

Ahmet Demir peger på sprogproblemer, dårlig uddannelse og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet som barrierer for at fylde faderrollen ud.

»Nogle forsøger, ender med fiasko og sidder så tilbage med en følelse, som er den værste af alle: afmagt og uduelighed. Før noget andet handler det om at indgyde dem et håb og en tro på, at de kan håndtere deres familieproblemer, mener han.

Ahmet Demir mener, at han kommer ind i billedet på et alt for sent tidspunkt, hvor katastrofen er sket, og der har været vold i familien, eller børn er blevet tvangsanbragt. Og typisk vil faderen ikke drømme om at søge hjælp hos hverken familie eller myndigheder, før det kommer så vidt.

»Den kollektive ånd er der ikke længere i familierne. Man mister ære, hvis man går til sin far og siger, at jeg ikke kan styre mine børn eller min kone. Det er det samme som at annoncere i Ekstra Bladet, at man er uduelig, og hvem gider gøre det? På samme måde går man heller ikke til myndighederne og beder om indblanding. Det ville også føre til ærestab, og man frygter konsekvenserne.«

Ahmet Demir tror på, at mange katastrofer kunne undgås, og at integrationen ville få et gevaldigt løft, hvis samfundet i tide kom på banen med hjælp til at opbygge netværk. Og sørgede for praktiske og synlige anvisninger på, hvor de kunne gå hen med deres forskellige problemer.

Ud til kanten

Center for Selvmordsforebyggelse i Aarhus har oprettet en specialgruppe, som udelukkende tager sig af de indvandrere, der er bukket så meget under for deres problemer, at de har mistet livsmodet. Her bruger socionom, der svarer til socialrådgiver, Kirsten Baatrup meget tid på at forklare klienterne, hvorfor hun spørger, som hun gør. Og på at understrege, at hun hverken er i kontakt med politi eller udlændingemyndigheder. I mange kulturer taler man nemlig ikke med offentlige myndigheder om private ting af frygt for repressalier.

»Det er ofte unge, vi møder. De er typisk havnet i et dilemma mellem på den ene side at følge deres egne ønsker og på den anden side at vanære familien. Så står de i et ingenmandsland og tænker, jamen så kan jeg lige så godt forsvinde fra denne jord. Men det er ikke bare skamfuldt at forsøge selvmord, men også ulovligt blandt muslimer. Derfor er det noget, man ikke taler om. Og derfor kan man heller ikke hente støtte hos hverken familie eller landsmænd,« fortæller hun.

Blandt kvinderne er det typisk tvangsægteskaber, der har skubbet klienterne ud til kanten. Blandt de unge mænd er det ofte familiens førstefødte, der har problemer med at leve op til de forventninger, som familien har.

»Jeg gør meget ud af at fortælle, at de ikke er alene med det her, og at rigtig mange har det som dem. Det får dem til at spærre øjnene op og føle sig lidt mindre håbløse. Selvmordstruede tror tit, at deres problemer er helt enestående. Derfor kunne det være godt med et værested, hvor selvmordstruede – både etniske danskere og fremmedkulturelle – kunne mødes,« mener hun.

Kirsten Baatrup efterlyser også undersøgelser af, hvor stor selvmordsrisikoen er blandt indvandrere. Der er nemlig ingen tal for, hvor stort problemet er i forhold til risikoen blandt etniske danskere. Men som behandler er hun ikke i tvivl om, at det er stort:

»Vi ser kun toppen af isbjerget.«