Stress-epidemi blandt skoleledere

Af

Hver fjerde folkeskole har haft en sygemeldt leder eller souschef inden for det seneste år, viser to nye undersøgelser, der sætter fokus på skoleledernes stress i Københavns kommune. Det er hverken eleverne, forældrene eller lærerne, der stresser. Det er politikerne.

KVALITETSKONTROL En skoledag kan begynde på mange måder, men en ting går igen i alle klasser: Det rituelle navneopråb med efterfølgende afkrydsning af, hvilke elever der ikke er mødt op til undervisningen den dag. Fraværsstatistikken. Et par krydser på et papir, mens børnene falder til ro i klassen, så er den hjemme. Eller sådan var det i gamle dage. Før kvalitetssikrings- og dokumentationsbølgen rullede ind over den danske folkeskole.

I dag skal en københavnsk skolelærer registrere fraværende elever i fire kategorier afhængigt af, om elevens fravær er lovligt (der er seddel med hjemmefra) eller ulovligt, og om der efter lærerens vurdering er tale om »bekymrende« eller »ikke bekymrende« fravær. Det hele skal overleveres til skolens kontor, som derefter registrerer hver enkelt elev elektronisk og sender oplysningerne ind til kommunens forvaltning, hvor en medarbejder fører udførlige månedlige statistikker, der kan afleveres til det ansvarlige politiske udvalg.

Velkommen til skoleledelse anno 2008. Og til en skolepolitik, der sidste år kostede en sammenbrudt skoleleder eller souschef på en ud af fire folkeskoler. Det viser en opsigtsvækkende rundspørge på 71 skoler i København foretaget af Ugebrevet A4 og Kaas og Mulvad.

Situationen kræver drastiske løsninger, mener Axel Bech, der udover at være skoleleder på Øster Farimagsgade Skole i København også repræsenterer sine kolleger som formand for Københavns Skolelederforening. Han mener, at politikerne enten må skære opgaven til, eller også må de skille sig af med lederne, hvis de mener, det er dem, der er noget i vejen med.

»I stedet for at lade folk gå ned med flaget, så må de hellere fyre de ledere, der ikke magter opgaven. Der var da ikke nogen virksomhed, der ville overleve, at hver fjerde leder var sygemeldt,« siger Axel Bech.

Han bruger hovedparten af sin tid som formand til at yde omsorg for kolleger, der ringer og har det skidt, fordi de ikke ved, hvordan de skal få det til at hænge sammen, selv om de »knokler og knokler«.

»De bliver dårlige og falder om eller mister synet i nogle sekunder ad gangen midt i en arbejdsdag. Det er jo ikke en sund virksomhedskultur, når sådan noget sker på hver fjerde arbejdsplads,« fortæller Axel Bech.

A4’s rundspørge afslører et skolevæsen, der er ved at synke i knæ under kravene om dokumentation, evaluering og registrering af alt fra mobbepolitik til skolens økonomi. Elevregistreringen er blot et lille hjørne af problemet.

»Skolelederne har fået pålagt alt for mange opgaver, og det kan ikke undgå at gå ud over deres kerneydelse. For elever, forældre og lærere kræver ikke mindre af skolelederne end før. Tværtimod,« siger Lejf Moos, forsker i skole­ledelse på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

Formanden for forældreforeningen Skole og Samfund er enig:

»Jeg tror, det betyder mere, end man lige forestiller sig. Det betyder, at der bliver leveret en dårligere ydelse på pædagogisk ledelse og sparring med personalet og bestyrelsen og også på undervisningen i de enkelte klasser,« siger Thomas Damkjær Petersen.

7 ud af 10 frygter at gå ned

Stress blandt skoleledere har nærmest epidemisk karakter. Hele 7 ud af 10 offentlige skoleledere i A4’s rundspørge siger, at de har perioder, hvor de er bange for at gå ned med stress.

Undersøgelsen viser, at

  • 26 procent af de københavnske folkeskoler har haft en langtidssygemelding i ledelsen det seneste år.
  • 86 procent af skolelederne mener, deres job er blevet mere stressende – en procent mener, det er blevet mindre stressende.
  • 68 procent har i perioder været bekymret for deres psykiske helbred på grund af stress.
  • Folkeskolernes ledere er langt mere stressede end deres kolleger på de private grundskoler.
  • 8 ud af 10 skoleledere angiver krav om registreringer og opgørelser til kommunen og andre myndigheder som den mest stressende faktor.
  • Ydre krav om bureaukrati, økonomi samt kontakten med myndigheder fylder 7 ud af 10 pladser på top 10 over de meste stressende faktorer ved en skoleleders arbejde.

Skoleledernes problemer uddybes i en undersøgelse af ledernes arbejdsmiljø, som offentliggøres på www.ugebreveta4.dk i dag. I undersøgelsen, som er foretaget for Københavns Skolelederforening af Scharling Re­search, beskriver skolelederne deres arbejdsdag som en evig kamp for at få tid til at være en inspirerende og synlig leder på deres egen skole.

»Jeg har været skoleleder i 15 år. I de første år havde jeg tid til at komme ud i klasserne og tid til at interessere mig for mine medarbejdere. Det er lukket land nu,« siger en skoleleder.

En anden sukker over de mange timer, der går med lønsumsstyring, refusion for barsel og andre regnestykker, der er flyttet fra kommunernes forvaltninger til skolens kontor.

»Vi har fået større ansvar for pengene, men det mest værdifulde er jo børnene, og der har vi mindre ansvar.«

I alt 38 skoleledere – eller omkring halvdelen af lederne på de københavnske folkeskoler – har deltaget i Scharling-undersøgelsens interview og fokusgrupper. Når de skal pege på, hvad der stresser dem mest i deres arbejde, er det hverken urolige børn, krævende forældre eller besværlige lærere. Presset kommer oppefra fra politikere og managementbureaukrater i kommunernes forvaltninger, som er godt i gang med at omdanne skolerne til små virksomheder, mener de københavnske skolelederes formand:

»Man føler, man sidder og leder en pølsefabrik og ikke et sted, hvor børn skal udvikle sig og lære for livet. Det er økonomien og bureaukratiet, der fylder. Kerneydelsen kan du først komme i gang med klokken fem om eftermiddagen,« siger Axel Bech.

Samme problem i hele landet

Lejf Moos fra DPU leder en større stressundersøgelse blandt lærere og skoleledere i hele landet. Her gælder samme diagnose som i København.

»Det er det eksterne pres, der virkelig stresser lederne. Alle de dokumentationskrav og papirer, de skal udfylde. Der skal målstyres og resultatstyres, og resultaterne skal hægtes sammen med økonomien ligesom i en hvilken som helst anden virksomhed.«

Skoleledernes stress-belastning er stærkest i større byer, hvor den tillidsfulde snak mellem skolelederen og de lokale politikere er afløst af krav om dokumentation og evaluering, viser Lejf Moos’ forskning.

»Meget tyder på, at de større kommuner har en anden ledelsestænkning. Der bliver længere fra den kommunale ledelse til de enkelte institutioner, og det betyder, at den kommunale ledelse laver rigtig mange politikker med opfølgende kontrol,« siger Lejf Moos.

Derfor forventer han også, at problemerne vil vokse i mange af de sammenlagte kommuner, hvor der pludselig er blevet længere til rådhuset.

Han er ikke i tvivl om, at politikerne taber mere, end de vinder, når de forsøger at kontrollere og målstyre sig til bedre folkeskoler.

Også Arbejdsmiljøforsker og tidligere professor på det Nationale Center for Arbejdsmiljøforskning Tage Søndergaard Kristensen advarer om prisen for politikernes målemani:

»De offentlige ledere bruger mere og mere af deres arbejdstid på at tilfredsstille nogle niveauer, der ligger over dem, hvor der er en umættelig og glubsk appetit på at kontrollere og måle. På den måde kommer en meget stor del af deres tid til at gå med at tilfredsstille andre end dem, det egentlig skulle dreje sig om, nemlig lærerne og børnene.«

Han mener, politikerne overser, hvilken effekt de mange målinger og registreringer har på de mennesker, der skal udføre dem.

»Når man taler om evaluering og kontrol, så er det ikke bare det, at det tager tid. Det er også det, at mens man gør de ting, føler man sig mistænkeliggjort og krænket – altså det modsatte af anerkendt. Det har en direkte påvirkning på personligt selvværd og faglig stolthed, når man hele tiden bliver mistænkt for ikke at kunne klare sit arbejde.«

En følelse, som Peter Hertz nikker genkendende til i sit job som leder på Bavnehøj Skole, en mindre skole i Københavns Sydvestkvarter. Han mener, hele det møjsommelige elevregistreringsarbejde er et godt eksempel på, at meget kunne løses bedre og billigere, hvis politikerne viste skolelederne et minimum af tillid.

»Det er jo for at finde ud af, om vi har nogle udsatte børn, og det, synes jeg, er fint, men det ved vi jo godt, uden at vi skal udfylde alle de skemaer.«

Jan Andreassen (S), medlem af Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune vil imidlertid ikke love at standse kravene om dokumentation og evalueringer. De er nemlig forudsætningen for en bedre folkeskole, mener han.

»Indtil for fire-fem år siden var der ingen, der anede, at hver fjerde barn i København gik ud af skolen uden at kunne læse, og derfor gjorde man heller ikke noget ved det. Så jeg synes, det er godt, at vi evaluerer. Men den her detaildokumentation – det er jo fuldstændigt hul i hovedet,« mener Jan Andreassen.

Som udvalgsmedlem har han ellers selv været med til at bede skoleforvaltningen om at holde bedre øje med elevernes fravær. Den øverste embedsmand på området, direktør i Børne- og Ungeforvaltningen Else Sommer mener overordnet, at det vil være en god ide at luge ud i bureaukratiet og give skolelederne mere frihed og mere tillid. Med hensyn til elevregistreringerne mener hun dog, de er kommet for at blive.

»Vi har jo som kommune en forpligtelse til at se, om der er børn, der ikke møder op i skole. Vi bliver nødt skelne mellem almindeligt sygefravær og bekymrende fravær, for at kunne følge op på det. Det er meget godt, det der med, at man jo godt ved, hvor skoen trykker ude på skolerne. Men der er jo børn med hyppige skoleskift og klasser med hyppige lærerskift eller mange vikarer, og vi kan ikke løbe risikoen for, at nogen falder ned mellem to stole. «