ARBEJDERKULTUR

Storfilm på vej om arbejderbevægelsens fødsel

Af

Instruktøren Per Fly har de seneste par år skrevet på en fortsættelse af Pelle Erobreren. Han ser frem til at realisere en væsentlig fortælling om de arbejdskampe og skæbner, der lagde kimen til det danske samfund, vi har i dag.

Filminstruktør Per Fly er på vej med en storfilm om solidaritet - og de personlige omkostninger, solidariteten kan have. 

Filminstruktør Per Fly er på vej med en storfilm om solidaritet - og de personlige omkostninger, solidariteten kan have. 

Foto: Daniel Hjorth/Polfoto

Biografgængere kan om få år se frem til en dramatisering i det store format af den danske arbejderbevægelses første spirende år. Det sker, når den prisbelønnede instruktør Per Fly indspiller en ny film baseret på Martin Andersen Nexøs roman ’Pelle Erobreren’.

Filmen fortæller om kimen til vores samfund i dag, og hvordan en betydningsfuld del af vores kultur ikke bare er kommet af sig selv. Det er kommet, fordi nogen har kæmpet for det.

Ja, det vil sige, at et enkelt – men væsentligt – forbehold er på sin plads her. For helt sikkert er det endnu ikke, da finansieringen mangler at falde på plads. Men efter mere end to års arbejde med manuskript og research føler Per Fly sig overbevist om, at filmen bliver realiseret.

»Jeg er sikker på, at der vil være interesse for denne film. Den er vigtig, for den fortæller om kimen til vores samfund i dag, og hvordan en betydningsfuld del af vores kultur ikke bare er kommet af sig selv. Det er kommet, fordi nogen har kæmpet for det,« siger han og fortsætter:

»Det er historien om, hvordan kampen for de basale rettigheder tager form; hvordan vi fik systemet med arbejdsgivere og arbejdstagere; og hvordan hierarkierne blev skabt. Den historie vil jeg kæmpe som en hest for at realisere.«

Filmen bliver dyr – og stor

Med projektet stiller Per Fly sig på skuldrene af en gigant.

Vi har noget at leve op til, og det skal være en stor film, hvilket også gør den til en dyr film.

Den første bog om Pelles barndom blev filmatiseret af Bille August i 1987 og blev siden belønnet med såvel en gylden palme i Cannes som en Oscar for bedste udenlandske film.

»Vi har noget at leve op til, og det skal være en stor film, hvilket også gør den til en dyr film. Men hvis alt går vel i mit liv, begynder vi at optage i 2016,« siger Per Fly.

»Vi har researchet på, hvor vi kan filme henne, og det indebærer nogle udfordringer, fordi det er dyrere at lave film om den tids arbejderklasse. Mens alle slottene er bevaret, er arbejderboligerne for længst revet ned, og stort set alle spor af industri er forsvundet fra byerne herhjemme,« uddyber han.

En film om solidaritet

Martin Andersen Nexøs bog bestod af fire bind. Bille August filmatiserede bind et om barndommen. Per Flys film tager afsæt i bind tre, hvor Pelle er blevet faglært og efter endt læretid kommer til København og bliver suget ind i arbejderkampen i perioden fra 1870 frem til cirka 1900.

Jeg vil ikke lave historien om de gode mennesker over for de onde, de sympatiske arbejdere, der bliver undertrykt af dumme svin. Det er alt for firkantet.

»Grundlæggende er det en film om, hvad solidaritet er, og om de personlige omkostninger, solidaritet kan have. Det er en kamp om idéer og om den undertrykkelse af arbejderklassen, der måtte få en ende. Men jeg vil ikke lave historien om de gode mennesker over for de onde, de sympatiske arbejdere, der bliver undertrykt af dumme svin. Det er alt for firkantet. Nexøs fortælling er meget mere kompleks,« siger han.

Arbejdet har været fraværende på film

Vi sætter Pelle Erobreren på stand-by for en stund, for det greb, Per Fly vil fortælle historien med, afspejler både hans generelle tilgang til at fortælle historier og hans anke mod en dansk filmtradition, der i nogen grad negligerer arbejdets og arbejdspladsens betydning for historie og persontegning.

Per Fly peger på en amerikansk tradition, især i perioden fra 1970 og godt et tiår frem, hvor filmene tog samfundet og arbejdspladsen ind i fiktionen for at tegne personerne, deres identitet og deres placering i hierarkiet. Social status, religiøs eller national baggrund spillede en betydningsfuld rolle.

»Filmene placerede sig meget præcist i forhold til samfundet. Vi har haft en lang periode i dansk og skandinavisk film, hvor man ikke har interesseret sig for den side. Måske er det, fordi vi umiddelbart er meget mere homogene, og derfor har eksempelvis et parforhold bare været et parforhold. Det har ikke betydet så meget, om manden var tømrer eller pædagog. Arbejdssfæren var ikke så interessant; det har handlet om det private løsrevet fra personernes øvrige liv.

Arbejdspladsen som dramatisk rum

Per Fly er uddannet fra Filmskolen i 1993. Han fik sit gennembrud med trilogien ’Bænken’ (2000), ’Arven’ (2003) og ’Drabet’ (2005). De tre film skildrede tre samfundsklasser, henholdsvis underklassen, overklassen og middelklassen. Filmene høstede stribevis af priser, og Per Fly blev af nogle berømmet for at reintroducere socialrealismen i dansk film.

»Jeg har i de tre og mine andre film bestræbt mig på at trække samfundet ind og beskrive, hvilken betydning det samfund, vi lever i, har for karakteren, og hvilken betydning karakterens handlinger har for det omgivende samfund. Et eksempel er i Arven, hvor Christoffer er midt i et kærlighedsforhold og pludselig skal fyre flere hundrede mand. Det sender betydninger til hans forhold og til ham, og det forgrener sig. Det finder jeg interessant,« siger han.

Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejdspladsen, så jeg synes, det er en gave at bruge den som dramatisk rum.

I Per Flys kommende projekt – en tv-serie på DR, skrevet af Jeppe Gjervig Gram med titlen ’Bedraget’ – inddrages arbejdspladsen i høj grad. Serien handler om økonomisk kriminalitet og om, hvordan den ’økonomiske maskine’ og grådigheden påvirker de forskellige personer og lag i samfundet.

»Jeg vil i serien gerne vise de konsekvenser, som beslutninger, der træffes på arbejdspladsen, har for det øvrige samfund. Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejdspladsen, så jeg synes, det er en gave at bruge den som dramatisk rum,« siger han.

Arbejderne blev politiske gidsler

Når arbejdspladsen og arbejdslivet, med få markante undtagelser, har været fraværende i dansk film, handler det i Per Flys øjne om, at arbejdspladsen og arbejderklassen kulturelt blev gidsler i 70’ernes politiske kamp. I kunsten kom det til udtryk i meget firkantede forestillinger om lønslaver og udbyttere og fik karakter af plakatkunst.

»Det interessante i dag er, at arbejdslivet er blevet meget mere komplekst, og det er min opgave at vise kompleksiteten på både arbejdspladsen og dens relation til samfundet,« siger Per Fly og fortsætter:

»Det kan være vanskeligt overhovedet at bruge arbejderklassen som begreb i dag, for det, der kendetegner en gruppe eller klasse, er vel, om der er indbyrdes solidaritet.  Den er svær at få øje på i dag og findes formentlig ikke. De uddannede og faglærte arbejdere tjener jo godt og er ikke videre solidariske med dem under. Dramatisk er det interessant, fordi det gør synet på arbejderklassen komplekst.«

Pelle er en sammensat person

Med ’Pelle Erobreren’ får Per Fly så at sige lejlighed til at fuldende sine skildringer af samfundsklasserne og sætte kryds ud for arbejderklassen – om end det denne gang bliver i en historisk film. Men ligesom med de nutidige projekter er det hans sigte at vise kompleksiteten i Martin Andersen Nexøs fortælling og vise den sammensatte person, Pelle er.

»Pelle vil kærligheden ligesom alle mulige andre. Han vil have et godt liv for sig selv, sin kone og sine børn, men det kan han bare ikke, for som Lassefar siger: ’Han er født med sejrsskjorten på’,« siger Per Fly og uddyber:

»Det er Pelles skæbne at gøre, som han gør. Derfor mister han sin ejendom; han sætter sit liv og sin egen lykke overstyr undervejs for at kæmpe for det fælles bedste. Han er nødt til at forrå sig og forenkle verden for at gå ind i kampen. Og det er en kamp, for ingen afgiver privilegier uden kamp. Men hvordan kommer man tilbage fra kampen?«

Per Fly tilføjer, at beretningen om Pelle også er en kærlighedshistorie.

»Det vigtigste er det, der har været ved siden af ham hele tiden: hans kone Ellen. At Martin Andersen Nexø, som ender med at blive kommunist og tage til Østtyskland, siger det – dét er interessant. Og det kan blive, nej det bliver, en rigtig god film.«