Storbyer svinder ind

Af Illustration: Io Helweg

Mens medierne flyder over med historier om udkantsområdernes problemer, så er en massiv folkeflugt i gang fra nogle af verdens storbyer. Alene i Europa er mere end 100 storbyer skrumpet voldsomt, viser FN-rapport. Tendensen vil tage til i de kommende år, mener eksperter.

BYAFVIKLING Vi hører den samme historie igen og igen i medierne. Storbyerne bliver større og større, mens landsområderne bliver mere og mere affolkede. Men faktisk er det meget langt fra at være et retvisende billede af, hvordan verden udvikler sig.

Ser man bort fra de hurtige overskrifter og dykker ned i befolkningsbevægelserne, som de har set ud i de sidste 30 års tid, så vil man opdage, at mange storbyer, særligt i USA og Europa, har mistet millioner af indbyggere på ganske kort tid.

Hvor udbredt fænomenet er, fremgår af undersøgelser foretaget af FN-organisationen UN-Habitat, der følger udviklingen i verdens storbyer. I sin seneste rapport om storbyer konkluderer organisationen, at mere end halvdelen af alle storbyer i den udviklede verden har mistet indbyggere i de seneste 30 år.

I USA er det 39 byer med over 100.000 indbyggere, der er blevet mindre. I Storbritannien er det 49 byer. Og i Tyskland og Italien er det henholdsvis 48 og 34 byer, der har mistet tusinder eller millioner af indbyggere i perioden fra 1990 til 2000 ifølge FN. For at kunne sammenligne globalt har FN været nødt til at bruge de halvgamle tal fra år 2000.

Udviklingen er gået hårdest ud over byer, der ligesom København, har mellem 500.000 og 1 million indbyggere. I denne gruppe er det 51 procent af alle byer, der er blevet mindre fra 1990 til 2000. Blandt byer med mellem 1 og 5 millioner indbyggere er det 46 procent af alle byer, der er skrumpet.

Men storbyernes tab af indbyggere er ikke noget, der har tiltrukket sig mediernes interesse. I stedet er der fokuseret på enten megabyerne eller landdistrikternes problemer, fortæller chef for UN-Habitats ’World Cities Section’, Eduardo Moreno.

»Egentlig er det lidt paradoksalt, for de skrumpende storbyer er i den grad et fænomen, som både nu og i fremtiden vil komme til at præge udviklingen – særligt i Europa og USA,« siger Eduardo Moreno.

Direktør for californiske Berkeley Universitys ’Shrinking Cities in a Global Perspective Program’, Karina Pallagst, følger op over telefonen.

»Fra Australien til Europa og videre til USA. Overalt kan du finde skrumpende storbyer. Der er grund til bekymring,« siger hun.

Vold og raceuroligheder

Når der bør være mere fokus på de skrumpende storbyer, så skyldes det blandt andet, at der ofte følger en bunke problemer med i kølvandet på en massiv folkeflugt.

Først og fremmest er der selvfølgelig en masse boliger, der kommer til at stå tomme. Et af de steder, hvor problemet er allerstørst er i den gamle bilby Detroit i USA, der fra 1960 til 2008 er skrumpet meget fra cirka to til en million indbyggere.

De tomme boliger går ofte hurtigt hen og bliver en skamplet, da ingen har interesse i at vedligeholde dem til stor gene for de tilbageværende beboere. Samtidig er der erfaring for, at de tomme bygninger bliver brugt af kriminelle til eksempelvis narkohandel og prostitution.

Afvandringen betyder almindeligvis også, at storbyernes indtægter falder markant i takt med, at der bliver færre og færre skattebetalere. Tilmed er det ofte de højest lønnede med de største skatteregninger, der er de første til at flytte.

Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, hvis det faldende indbyggertal også fører til en reduktion i storbyernes udgifter. Men ofte fortsætter byernes udgifter med at være høje, selvom der er færre indbyggere at servicere. Det skyldes blandt andet, at det tager tid at tilpasse eksempelvis et skolesystem til færre elever. Ofte er der også en række udgifter, som eksempelvis vedligeholdelse af veje og det offentlige transportsystem, der er svære at spare på.

Men problemerne stopper ifølge Eduardo Moreno fra UN-Habitat ikke her. Hans studier viser, at et faldende indbyggerantal ofte også fører til race-uroligheder og markante stigninger i kriminaliteten.

»Byerne kommer ind i en ond cirkel. Det er meget svært at stoppe udviklingen, når den først ruller,« siger han.

Men det behøver ikke alt sammen at være dårligt, fortæller Karina Pallagst fra Berkeley University.

»Nogle gange kan det faktisk være til fordel for de tilbageværende beboere, hvis en storby mister indbyggere. Trafikpropperne bliver mindre, og forureningen mindskes. Og hvis ellers byplanlæggerne formår at omdanne de tomme bygninger og områder til grønne parker eller lignende, så kan de tilbageværende beboere også få højnet deres livskvalitet,« siger hun.

København var i hullet

Det kan være svært at forestille sig, at København, Århus, Aalborg eller Odense skulle blive ramt af en befolkningsflugt lig den, som har fundet sted i mange udenlandske storbyer. For museumsinspektør Inger Wiene fra Københavns Bymuseum er det dog langtfra en fjern tanke. Hun tænker især på, hvor dyster en situation hovedstaden var i få år tilbage.

»Fra 1960’erne og helt frem til starten af 1990’erne mistede København tusindvis af indbyggere. Brokvartererne var nærmest helt affolkede og var mærkeligt døde og deprimerende områder,« fortæller hun.

Danmarks Statistiks opgørelser over antallet af beboere i hovedstaden taler da også sit eget tydelige sprog. Hvor København i 1979 - der er det ældste sammenlignelige årstal i statistikken – havde 506.000 indbyggere, så havde hovedstaden i 1992 blot 464.000 indbyggere. Og faktisk er det først i 2007, at København igen havde omtrent lige så mange indbyggere som i 1979.

Konsekvenserne af den massive udvandring var blandt andet, at København var tæt på fallittens rand i en periode. Det beretter forfatter og journalist på Weekendavisen Pernille Steensgaard i bogen ’København – folk og kvarterer’ om 1980’ernes hovedstad. Hun skriver om situationen den gang:

»Kriseramte København er nedslidt, fattig og må optage lån for overhovedet at kunne udbetale borgernes bistandshjælp.«

Problemerne i hovedstaden fortsætter langt ind i 1990’erne, hvor en slunken kommunekasse fører til, at byen i en stor og svært gennemskuelig transaktion sælger Kalvebod Brygge. En beslutning, som mange københavnere har begrædt og skrevet bunker af harmdirrende læserbreve om.

Adjunkt ved Aalborg Universitet Lea Holst Laursen, der netop har færdiggjort sin ph.d. om skrumpende byer, mener dog ikke, at der er grund til at frygte, at København eller de andre danske storbyer skulle bliver ramt af en befolkningsflugt i de kommende år. Men dermed ikke sagt, at problematikken er irrelevant for Danmark.

»I Danmark kan vi ikke snakke om storby-skrump på samme måde, som man kan i eksempelvis Tyskland eller USA. Men langt hen ad vejen, er det de samme problemer, som man står over for i Vestervig eller Nakskov, hvor folk heller ikke gider at bo,« siger hun.

Når industrien dør, flytter folk

Men hvorfor er det, at mange storbyer bliver ramt af befolkningsflugt?

I Københavns tilfælde skyldtes det blandt andet, at boligforholdene simpelthen var blevet for dårlige, fortæller Inger Wiene fra Københavns Bymuseum.

»På brokvarterne boede mange i saneringsmodne, to-værelses lejligheder med toilet på trappen eller i gården - og bad var noget man kunne få på badeanstalter. Det var måske en udmærket bolig i starten af 1900-tallet, men da de gode tider kom i 1960’erne, så valgte mange familier logisk nok at vinke farvel til storbyen og flytte til forstæderne, hvor de kunne få både hus og have,« siger hun.

Samtidig blev storbyen i littera­turen og i medierne beskrevet som den rene elendighed, hvor kun taberne befandt sig. »Et beskidt, kapitalistisk helvede på nulpunktet,« som Pernille Steensgaard skriver i sin bog om København.

Uden for Danmarks grænser sker det også, at storbyerne forfalder, fordi forstædernes tiltrækningskraft øges. UN-Habitat kalder fænomenet for »doughnut-effekten« med henvisning til det runde amerikanske brød med hullet i midten.

Et af de steder, hvor doughnut-effekten er slået igennem, er i Sydkoreas hovedstad Seoul, der siden 1992 har mistet cirka 800.000 indbyggere samtidig med, at forstadsbyerne er vokset voldsomt.

Skrumpende storbyer spreder sig

Uddøende industrier er også en vigtig årsag til mange storbyers forfald. Mest kendt er selvfølgelig Detroit i USA, der har lidt under den amerikanske bilindustris konstant voksende problemer. Men fænomenet er også slået igennem mange steder i Europa. For eksempel har Manchester i England og flere af de store byer i Ruhr-distriktet i den vestlige del af Tyskland oplevet en massiv udvandring i de seneste 30 år.

Ifølge Tysklands største nyhedsmagasin Der Spiegel har udvandringen fra Ruhr-distriktet ledt til alvorlige, økonomiske problemer i næsten alle byer i området. Storbyerne Duisburg og Bochum har sågar set sig nødsaget til at sænke temperaturen i de offentlige svømmehaller og droppe klipningen af græsset i parkerne for at få pengene til at slå til.

Udviklingen er også slået igennem i det tidligere Østtyskland, hvor hele industrier er kollapset, og tusindvis af indbyggere hvert eneste år flygter til andre dele af landet i jagten på jobmuligheder og et bedre liv, fortæller adjunkt Lea Holst Laursen, der har besøgt flere af de østtyske byer.

»Mange steder er mere end 25 procent af indbyggerne forsvundet. Der er kæmpe områder, der bare står tomme. Det er skæmmende og giver grobund for kriminalitet og sociale problemer,« siger hun.

Tilmed peger både eksperter og utalige befolkningsfremskrivninger på, at de skrumpende storbyer vil blive mere og mere udbredte i takt med aldringen af befolkningen i USA og Europa. Sagt lidt firkantet, så er der simpelthen ikke født nok børn i de seneste 50 år til, at byerne kan blive fyldt ud.

»Det her fænomen har slet ikke nået sit højdepunkt endnu,« siger Lea Holst Laursen.

Helt anderledes er situationen i udviklingslandene, hvor storbyerne – der i flere tilfælde nu gå under betegnelsen ’megabyer’ – bare vokse sig større og større. UN-Habitat vurderer, at 93 procent af den globale befolkningstilvækst i byerne frem til 2020 vil foregå i udviklingslandene.

Men hvad skal de byer, der ikke er så heldige at have en konstant voksende befolkningsgruppe, gøre?

Karina Pallagst fra Berkeley University mener, at første skridt er at erkende problemet.

»Mange politikere lukker øjnene. Det er nærmest som om, at det er tabubelagt at tale om for politikerne i en by, der mister indbyggere,« siger hun.

Når først erkendelsen har indfundet sig, så skal byerne forsøge at tiltrække investeringer, der på længere sigt kan føre nye job og muligheder med sig for byens indbyggere. Og samtidig skal byerne forsøge at tilpasse sig den nye virkelighed. Boligområder skal rives ned og gøres til grønne områder for at sikre en ordentlig hverdag for de tilbageværende indbyggere, mener Karina Pallagst.

Adjunkt Lea Holst Laursen fra Aalborg Universitet opfordrer også til at holde fokus på de tilbageværende indbyggere.

»Vi kan ikke bare sætte et stort, højt hegn omkring de øde områder. Vi skal efterlade dem på en pæn måde, så de mange millioner, der trods alt stadig bor i de skrumpende storbyer, ikke skal bo i en ruin,« siger hun.

LÆS MERE:
Klik på dette link til UN-Habitats rapport ‘State of the world cities 2009 – 2010’