Storbryllup i byggeriet

Af | @GitteRedder

Lynfusion med TIB allerede i 2010 vil give 3F større faglig og politisk slagkraft til at tackle store udfordringer på arbejdsmarkedet, mener 3F-formand Poul Erik Skov Christensen.

SAMMENSMELTNING Danmarks største fagforbund 3F bliver næste år endnu større, hvis den bebudede fusion med Træ-Industri-Byg (TIB) falder på plads.

Stemmer tømrerne og bygningsarbejderne ja til sammenlægning med 3F, vil LO’s største medlemsforbund tælle cirka 380.000 medlemmer. Dermed vil mere end hver tredje LO-medlem være organiseret i 3F.

TIB-formand Johnny Skovengaard har en god fornemmelse i maven ved nu for anden gang at stå foran alteret og skulle sige ja til 3F. Første gang var i 2004, da TIB og det daværende SiD og Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) var tæt på en fusion. Dengang fortrød tømrerne og troede, at et selvstændigt fagforbund fortsat var lykken. Men TIB bliver ikke en ny ’Run away bride’, lover Johnny Skovengaard.

»Jeg tror, at mange af vores folk vil stemme ja ved urafstemningen. Ude på byggepladserne og virksomhederne går de op og ned ad murere, jord- og betonarbejdere og industriarbejdere, der er organiseret i 3F. De kan godt se, at vi har et stort fagligt interessefællesskab, og at vi sammen står meget stærkere,« siger han

Den planlagte fusion betyder, at 3F og TIB bliver det største fagforbund på bygge- og anlægsområdet og dermed en absolut sværvægter, når der skal forhandles overenskomster i bygge- og anlægsbranchen. Forbundsformand i 3F Poul Erik Skov Christensen lægger da heller ikke skjul på, at netop størrelsen og organiseringen af stort set hele branchen vil give langt større slagkraft.

»Vi vil få stor faglig og politisk indflydelse, når TIB’s medlemmer kommer med. Vi står overfor store udfordringer på arbejdsmarkedet, og på byggepladserne står man overfor blandt andet indtrængning af billige østeuropæiske arbejdere. Samlet vil vi stå stærkere til at tackle de mange udfordringer,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Begge forbundsformænd lægger vægt på, at fusionen skal komme medlemmerne til gavn ved bedre faglig service og stærkere lokalafdelinger. Øvelsen går ikke ud på at sænke kontingenterne og blive et billigt discountforbund, understreger de.

»Den forventede besparelse betyder bare, at de medarbejdere, vi har i lokalafdelingerne, får mere tid til at komme ud til medlemmerne. Rationaliseringsgevinsterne skal bruges til at give en bedre service til vores medlemmer,« siger TIB-formanden.

Frygten for tab af faglig identitet, når det lille TIB kommer over i det store 3F, er overflødig, understreger Poul Erik Skov Christensen.

»Forudsætningen for, at det her lykkes, er at den faglige identitet er intakt. Og jeg kan berolige TIB’berne på den front. Meningen er, at de skal fordeles i henholdsvis bygge- og industrigruppen, hvor de får et fagligt fællesskab,« siger han.

Første skridt mod storforbund

For mindre end et halvt år siden var det 3F-formanden, der lancerede en idé om et LO-storforbund med i alt en million medlemmer. Den drøm lever fortsat, og lynfusionen hverken forsinker eller blokerer for det arbejde, understeger Poul Erik Skov Christensen.

»Det her er ikke i modstrid med idéen om et storforbund. Men at skabe et storforbund er en lang proces, og den her fusion kommer ikke på tværs,« siger han og understreger, at andre fagforbund, der finder 3F-samarbejdet attraktivt er »hjertelig velkomne«.

Johnny Skovengaard har lyttet på vandrørene i den LO-arbejdsgruppe, der diskuterer fremtidig struktur og i lyset af, at forbundene står meget langt fra hinanden i forhold til fremtidig struktur, valgte han at slå til, da 3F friede med et godt tilbud:

»Jeg tror, at det bare bliver en stor, lang ørkenvandring, vi kommer ud i med hensyn til at blive enige om fremtidig struktur. Der kommer ikke noget ud af det, fordi vi som forbund er så forskellige. Store og små, offentlige og private. Der vil jeg sige, at det var heldigt, at vi fik et godt tilbud fra 3F,« siger han.

»Det er en lang og besværlig proces, og det kræver en vilje hos nogle fagforbund til at opstalde gamle fordomme,« siger han og henviser til, at et nyt storforbund allertidligst kan implementeres i 2015.

»Men det her tror jeg på vil lykkes,« siger den gifteglade TIB-formand.