Stor stigning i sanktioner mod kontanthjælpsmodtagere

Af

Kommunerne smækker kassen i overfor kontanthjælpsmodtagerne som aldrig før. Ifølge nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen er det især i yderområderne, pisken svinges, når kontanthjælpsmodtagere ikke overholder aftaler. Jobcenterchefer finder årsagerne i et massivt fokus på krisens nye ledige.

KONTANT AFREGNING Mens debatten raser om kommunernes aktivering, er sanktionerne overfor kontanthjælpsmodtagerne i al ubemærkethed steget voldsomt de seneste to år. Det viser tal fra kommunernes indberetninger til Arbejdsmarkedsstyrelsen, som Ugebrevet A4 har analyseret.

Det seneste år er antallet af kommunernes sanktioner overfor kontanthjælpsmodtagerne steget fra godt 47.000 til knap 78.000. Selv når man ser bort fra stigningerne i ledigheden, er andelen af borgere, der udsættes for de såkaldte rådighedssanktioner steget fra 34 til 49 ud af 100 borgere.

Typisk medfører sanktionerne fratagelse af kontanthjælpen i kortere eller længere tid indtil eksempelvis aktiveringsforløbet fortsættes. Møder borgeren for sent til aktivering kan hjælpen trækkes for en enkelt dag, mens udeblivelse fra en samtale på jobcenteret kan koste hjælpen, indtil borgeren møder op igen. Fra oktober 2009 har kommunerne endvidere fået mulighed for at sanktionere kontanthjælpsmodtagere med et enkelt beløb på 1.516 kroner, som et led i regeringens Afbureaukratiseringsreform.

Øverst på listen over sanktionerende kommuner ligger Lemvig med i gennemsnit to sanktioner for hver kontanthjælpsmodtager. Her kommer tallene ikke som nogen overraskelse for Jobcenterchef Jan Pedersen:

»Politikerne i Lemvig har lagt en konsekvent politik om meget tidlig indsats, som vi har fulgt igennem flere år,« siger han.

Også i Albertslund ser Jobcenterchef Jan Eriksen tegn på en udvikling, som han betegner som nødvendig.

»Ofte er et stop i kontanthjælpen den eneste mulighed for at komme videre. Vi kan ikke hjælpe dem, hvis de ikke møder op,« siger han og fremhæver samtidig, at lovgivningen sætter klare rammer:

»Borgeren har pligt til at møde op til samtale hver tredje måned og udebliver man uden gyldig grund, så sker der en sanktion. Ellers risikerer vi at miste vores refusion fra staten.«

Tager en kontanthjælpsmodtager flyttebilen fra Lemvig til Fredensborg, er der ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen en verden til forskel. I den nordsjællandske kommune oplevede bare 4 ud af 100 kontanthjælpsmodtagerne at få smækket kassen i sidste år. Men ifølge direktøren for Job og Velfærd i Fredensborg, Mette Plovsing, har krisen alene medført en voldsom stigning i sanktioner overfor de nye ledige.

»Vi vil have alle i gang. Især har vi enorm opmærksomhed på de unge under 30 år. Vi må ikke tabe dem, som det skete i 1980’erne. Så selv om det endnu ikke viser sig i statistikken, har vi gennemført en markant opstramning,« siger hun.

Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer, er enig i, at baggrunden for stigningerne i høj grad skyldes de nye ledige.

»Inden krisen stod vi tilbage med rigtig mange med psykiske problemer eller misbrug – mennesker hvor sanktioner ikke gav nogen mening. Men med krisen ser vi nu mange bedre fungerende. For denne gruppe falder hammeren hurtigere. Det er kun klogt, at kommunerne forsøger at undgå fejltagelserne fra 1980’ernes passive arbejdsmarkedspolitik,« mener Ole Pass.

Også Ikast-Brande er at finde i toppen blandt de sanktionerende kommuner. Her vurderer Arbejdsmarkedschef Birgit Thorup, at administrative tiltag kan tage en stor del af æren for stigningen.

»Vi har været hurtigt ude med at gennemføre både LEAN-omlægninger og automatiseringer af administrationen af sanktionerne,« siger Birgit Thorup og medgiver samtidig, at stramningerne af lovgivningen og øgede kontrolkrav også har betydning:

»Der er ingen tvivl om at kommunerne reagerer på de økonomiske styringsredskaber. Lovgivningen er jo helt klar – møder borgeren ikke op, så skal der ske en sanktion. Sker det ikke bliver det en kommunal udgift.«

Gengangere fylder op

Arbejdsdirektoratet er en af de kontrolinstanser, som løbende overvåger kommunerne på området. Siden kontrollen blev indledt i 2007, har Arbejdsmarkedsdirektoratet fundet fejl i godt 19 procent af de 2.600 kontanthjælpssager, der er gennemgået i kommunerne. De fejlbehandlede sager har siden 2007 i alt kostet kommunerne 1,2 millioner kroner.

Bettina Post, formand i Dansk Socialrådgiverforening, ser den stigende kontrol ovenfra.

»Problemet er, at staten udelukkende interesserer sig for rettidighed, kategoriseringer og formalia. Selve effekten af indsatsen og interessen for borgeren forsvinder fuldstændigt,« mener hun.

Jan Eriksen, Jobcenterchef i Albertslund Kommune, mener ikke, at sanktionerne koster det store i det samlede regnskab. Han siger:

»Det er klart, at der er rigtig meget administration forbundet med at sanktionere, for vi skal eksempelvis partshøre borgeren skriftligt. Men de største omkostninger ved eksempelvis en udeblivelse fra aktivering, er jo, at borgeren sættes i stå. Man kan starte forfra igen med at planlægge et nyt forløb.«

Arbejdsmarkedsstyrelsens tal siger intet om, hvem der rammes af sanktionerne, men i Lemvig har Jan Andersen en klar fornemmelse:

»Kigger man bag historien om vores høje tal, vil man givetvis se, at en mindre gruppe borgere straffes rigtig tit. Gengangerne fylder meget, og der er ofte tale om korte sanktioner.«

Det er et billede, som Ole Pass genkender:

»Jeg har selv netop siddet med en konkret sag, hvor en enkelt borger har oplevet op mod 25-30 stop i kontanthjælpen. Så der er afgjort tale om en mindre gruppe. Men det betyder ikke, at vi skal ændre på det. For netop den gruppe har brug for faste rammer,« siger han og mener, at der er tale om et fåtal, der reelt falder ud af systemet:

»Der er en mindre gruppe, som erhverver sig ved sort arbejde, hvor kravene får dem til at blive væk. Men der er også indvandrerkvinderne, som vi gør, hvad vi kan for at holde fast i. Det er en konstant udfordring,« siger Ole Pass, som medgiver, at der er brug for mere viden om, hvor folk går hen, når de forsvinder ud af systemet.

Professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen finder det fatalt, at kommunernes sanktioner kan tage på himmelflugt, uden at nogen har overblik over, hvordan de svageste ledige rammes.

»Fra lignende undersøgelser af stramninger i det engelske velfærdssystem, ved vi, at folk siver ud af systemet. Det resulterer ikke bare i øget fattigdom, men også i kriminalitet og andre sociale problemer. Dermed ender regningen i sidste ende hos det offentlige. Det er ganske enkelt uigennemtænkt og ensidigt,« siger han.

Hos Ankestyrelsen betegner kontorchef Marianne Sinding stigningen som overraskende.

»Vi kan ikke genkende de voldsomme stigninger. Vi ser meget få klagesager, og der er stort set det samme antal i dag som i 2007,« forklarer hun.

Men fraværet af klager beroliger imidlertid ikke Bettina Post. Hun ser derimod tegn på, at klagesystemet trues på livet af manglende tillid fra borgerne.

»Jeg oplever stadig flere borgere, der kontakter mig personligt. De har ikke tiltro til kommunens sagsbehandling. Nogle vælger at tage sagen i egen hånd og trække 5.000 kroner ud af et allerede presset budget til at hyre en privat socialrådgiver. Det er en dybt bekymrende udvikling.«

Tvivl om effekten

Furesø Kommune er det sted i landet, der har set den største stigning i 2009. Her tøver jobcenterchef Lotte Molsing ikke med at fremhæve sanktionernes effekt.

»Sanktioner er et redskab, som kan benyttes for at få borgere, som udebliver, til at møde op. Fremmøde er det første skridt mod en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.«

Professor ved Århus Universitet, Michael Svarer, mener også, at den begrænsede forskning på området støtter forestillingen om, at sanktioner får folk i arbejde.

»Blandt dagpengemodtagerne er der helt afgjort en dokumenteret effekt. Man kan formode, at det samme kunne gøre sig gældende hos kontanthjælpsmodtagerne, men vi ved det ikke,« forklarer han.

Michael Svarer mener ikke, at der er belæg for at spekulere over, hvilke konsekvenser de øgede sanktioner har.

»Vi kan kun konstatere, at der er brug for mere forskning, og at der endnu ikke er belæg for at drage entydige konklusioner om effekten.«

Ifølge professor Henning Jørgensen insisterer Beskæftigelsesministeriet på, at sanktioner kan få kontanthjælpsmod-tagerne i job – en udokumenteret forestilling, ifølge professoren:

»Præmissen om, at man kan true mennesker i arbejde, er dybt usaglig. Man anvender ressourcerne på sanktioner i stedet for at levere en ordentlig aktivering. Derfor ser vi eksempler på kommuner, der aktiverer ledige i 2 til 4 timer om ugen eller opfinder ’hjemmeaktivering’. Her er eneste kriterium tilsyneladende, at borgeren kommer ud af sengen. Det er et symptom på, at kommunerne tænker i økonomiske kasser, som Beskæftigelsesministeriet sætter op. Man får, hvad man måler på,« siger han.

Dummebøder til Udkantsdanmark

Alt imens sanktionerne siden 2007 er taget på himmelflugt, har Beskæftigelsesministeriet revideret sanktionsområdet i regeringens Afbureaukratiseringsreform. I oktober 2009 trådte forenklingerne af lovgivningen i kraft, men i landets jobcentre kan forventningerne ligge på et meget lille sted.

»Store dele af administrationen i forbindelse med sanktioner knytter sig jo til borgerens retssikkerhed – at borgeren bliver hørt. Derfor bliver der næppe meget at hente i regelændringerne,« siger Jan Pedersen fra Lemvig.

Flere andre jobcenterchefer udtrykker samme skepsis om forenklingernes effekt og fremhæver samtidig, at kravene om indberetninger er steget på trods af Beskæftigelsesministeriets regelforenklinger på området.

Spørger man Bettina Post, er den nuværende diskussion fanget i positionskrig mellem Beskæftigelsesministeriets fortalere for minutiøs detailregulering og kritikerne af den økonomiske styring.

»Kigger vi på Holland, som tidligere har inspireret regeringen, ser vi nu, at der åbnes op for øget frihed for beskæftigelsesindsatsens medarbejdere. De har opgivet at detailregulere indsatsen overfor alle ledige og er i stedet optaget af, at de ledige, der har problemer, skal have en særlig individuelt tilpasset indsats, som både den ledige og jobcentret tror på, som vejen ud af ledighed. Det skulle vi også tage at gøre herhjemme,« siger formanden.

Ole Pass efterlyser en nuancering af debatten: »Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det selvfølgelig afgørende, at der foregår en ens behandling. Men omvendt bør ensartethed ikke være eneste målestok, når vi diskuterer kommunerne.«

Men Henning Jørgensen er ikke i tvivl om, hvad tallene viser:

»Vi kan se, at udkantskommunerne og købstæderne har de største stigninger i sanktioner. Det tyder på en langt hårdere praksis. Når Beskæftigelsesministeriets forestående ændringer træder i kraft i 2011, bliver det endnu værre. Beslutter Vestas i Vestjylland eksempelvis at udflage jobbene til Kina, straffes kommunen direkte for de mistede job. Resultatet er rene dummebøder til Udkantsdanmark, hvor de ufaglærte job er i farezonen.«