Stor interesse for ledighedsforsikringer

Af | @JanBirkemose

HK er som første forbund under LO klar til at tilbyde medlemmerne tillægsforsikringer mod ledighed. Flere andre LO-forbund står klar til at følge trop – blandt andet Metal og FOA.

Inden for de kommende måneder kan mere end halvdelen af medlemmerne i LO’s forbund med stor sandsynlighed tegne tillægsforsikringer mod ledighed igennem deres forbund. I sidste uge besluttede landets største forbund, HK, fra 1. februar at tilbyde tillægsforsikringer til sine medlemmer. Flere andre forbund under LO er også i fuld gang med at udvikle tilsvarende produkter. Det gælder blandt andet Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA) Dansk Metal, Træ-Industri-Byg (TIB) og Socialpædagogernes Landsforbund (SL).

Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA, oplyser, at FOA har sat sit eget pensionsselskab, Pensam, i gang med at udvikle en forsikringsordning, der er skræddersyet til medlemmernes behov.

»HK’s tilbud ser fornuftigt ud. Men ordningen vil ikke helt passe til vores medlemmer, fordi en stor gruppe tjener for lidt til at få nytte af tilbuddet. Vores ambition er, at et forsikringstilbud skal kunne give mening til hele medlemsskaren,« siger Dennis Kristensen.

I Dansk Metal er man også i gang. Ligesom HK samarbejder Metal med forsikringsselskabet ALKA. Men selv om ALKA netop har udviklet det nye produkt til HK, kan det ikke bare kopieres til Metals medlemmer.

»De eksisterende forsikringsordninger læner sig meget op af funktionæroverenskomsterne. Vores medlemmer arbejder ofte under andre vilkår og har derfor brug for andre forsikringsregler,« siger hovedkasserer i Dansk Metal, Torben Poulsen.

Medlemmerne i SL har derimod i høj grad samme profil som HK’s. Forbundsformand Kirsten Nissen tror derfor, at ALKA hurtigt kan udarbejde et tilbud til medlemmer:

»Vi har ventet på, at HK’s og ALKA’s arbejde blev færdigt, og jeg må sige, at det ser meget spændende ud og nok også vil være noget for vores medlemmer. Vores holdning til tillægsforsikringer er, at medlemmerne skal have dem tilbudt, hvis de er interesseret.«

Den nye tillægsforsikring fra HK – kaldet HK+ lønforsikring – giver medlemmer, der tjener mere end 18.600 kroner om måneden, mulighed for at forsikre sig for op til 14.000 ekstra om måneden. Det vil koste 21,50 kroner at forsikre sig for hver ekstra 1.000 kroner, som medlemmet ønsker udbetalt i tilfælde af ledighed. Beløbet kan ligesom a-kassebidraget trækkes fra i skat, mens udbetalingerne vil være skattepligtige.

HK har udviklet tilbuddet, fordi gennemsnitslønnen for medlemmerne ligger på cirka 23.000. Den maksimale dagpengesats er cirka 14.000 kroner, og det betyder, at en HK’er typisk vil miste 9.000 kroner ved ledighed.

»Det er mange penge. Derfor har vi været optaget af at skabe en forsikring, som kan mildne overgangen mellem to job. Men der er tale om et supplement til medlemskabet af a-kassen.

Dagpengene er fortsat det vigtigste sikkerhedsnet, og vi vil som forbund fortsat arbejde for at forbedre dagpengesatserne for de medlemmer, der ikke vil kunne gøre brug af den nye forsikring,« siger John Dahl.

I Specialarbejderforbundet (SiD) ærgrer man sig over den store tilslutning til tillægsforsikringerne. Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen mener, at fagbevægelsen underminerer sine egne argumenter for at bevare en høj dagpengesats.

»Det er politisk en forkert vej at gå. Jo længere vi kommer ud af den vej, jo lettere vil regeringen have ved at ændre på reguleringen af dagpengesatser, fordi de kan pege på, at folk alligevel er dækket ind af tillægsforsikringer,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Han advarer samtidig om at huske at læse alt med småt i forsikringsbetingelserne.

»Selv om det er et kooperativt selskab, der står bag forsikringerne, gør de det altså kun for at tjene penge. Der er for eksempel karensperioder, så folk skal lige gøre sig klart, om de overhovedet kan få glæde af tilbuddet.«

Hidtil har El-forbundet støttet SiD’s holdninger, men har nu også henvendt sig til Alka for at få udarbejdet et tilbud. Ifølge forbundsformand Erik Andersson ønsker El-forbundet at få slået fast, om forsikringerne er attraktive eller ej for medlemmerne.