Stop umyndiggørelsen

Af

Eksemplerne på meningsløs aktivering er igen begyndt at vise sig. Når aktivering med dertil hørende krav og kontrol blandes sammen med behandling og socialpædagogik, så resulterer det i ydmygelser og overformynderi. En måde at sikre værdigheden i aktiveringen er at give den ledige et frit valg mellem de private og offentlige aktører på markedet.

I den forløbne uge kunne Ekstra Bladet fortælle om en stribe nye tilfælde af såkaldt hovedløs aktivering. Voksne mænd på teambuilding-kurser med bind for øjnene og to stumper tovværk ude i en skov, tillidsøvelser med fald fra bord og langtidsledige på kursus med bowling, fitness og biografture som vigtige elementer. Efter artiklerne er det ugen igennem væltet ind på bladets redaktion med læsernes egne eksempler på ydmygende og meningsløs behandling i aktiveringssystemet.

Åh nej ikke igen, tænker man som det første. I 90’erne, hvor den nye aktive beskæftigelsespolitik gik sin sejrsgang, stødte man jævnligt på denne type af tåbeligheder. Siden er der blevet længere mellem historierne, og de fleste havde vel regnet med, at hovedløsheden var noget, der hørte fortiden til, og at den hovedsageligt kunne tilskrives en lidt for forceret indførelse af et nyt arbejdsmarkedssystem med rettigheder og pligter som nøgleord. I dag – næsten 10 år efter – burde den slags børnesygdomme i et ellers velfungerende system være overvundet.

Al aktivering må have som eneste mål at skaffe ledige i arbejde, at give dem færdigheder og træning til at kunne få et job og forsørge sig selv. Både fagbevægelsen og de politikere, som er sat til at forvalte systemet, har et ansvar for at trække de grænser, der skal til for at undgå nedværdigende og umyndiggørende behandling. Tankegangen bag den aktive arbejdsmarkedspolitik er rigtig, men der, hvor den tipper og bliver destruktiv er, når indholdet af aktiveringen bliver socialpædagogisk og behandlende. Hvis det eneste problem for en ledig er, at han eller hun ikke har noget job, så skal der stilles krav om, at vedkommende yder den indsats, der skal til for at komme i job igen. Terapi hører til i en anden del af det offentlige system. 

Når værdierne i de to systemer blandes sammen, får det den modsatte effekt. Man kommer ikke uden om, at en del af aktiveringssystemet har til formål at udøve myndighed og kontrol. Der hersker en noget-for-noget tankegang for at bruge et politisk modeord. Uanset de smukke hensigter, så er det et system, som fungerer ved de mekanismer, vi kender fra systemverdenen eller markedet. Derfor kan man ikke på nogen meningsfuld måde gå ind i rollen som en kærlig opdrager eller omsorgsfuld behandler. Eller sat på spidsen, hvis man tvinger mennesker til at gøre vold på deres egen personlighed og indtræde i socialpsykologiske sammenhænge, som de ikke bryder sig om, med en skjult trussel om, at ellers ryger kontanthjælpen, så kan det kun føre til flere ydmygelser, bitterhed mod systemet og endda direkte sygeliggørelse. Det er en tragisk misforståelse at tro, at man på en og samme tid kan være behandler og kontrollant.

Arbejdsformidlingen har netop overstået en større udlicitering af aktiveringen af en del af de arbejdsløse i AF-systemet. Private virksomheder udgør næsten 60 procent af de aktører, som Arbejdsformidlingen har godkendt til at hjælpe ledige i job. Faglige organisationer har fået en fjerdedel af opgaverne. Når disse nye aktører, hvis succeskriterium er at skaffe flest mulig i job, kommer på banen, kan man frygte, at nogle af dem vil gå over stregen i deres iver efter at gøre arbejdet så godt som muligt. Hvis man for alvor vil sikre et effektivt system, så gav man nogle muligheder for de ledige til selv at vælge, hvem der skal stå for den hjælp, der skal skaffe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Som det fungerer i dag, får den ledige blot et brev om at henvende sig til et bestemt firma eller forening, som på forhånd har fået aktiveringsordren af AF.

Valgfriheden gælder altså ikke for den ledige. Man kan kun opfordre til, at de lokale fagforeninger var lige så omhyggelige med at kontrollere kvaliteten af de aktiviteter, som de ledige deltager i, som de er med at sikre sig, at de ledige ikke kommer til at trænge ind på de ansattes arbejdsområder. Arbejdet med at skaffe ledige i job må ske med værdighed og anstændighed, uanset om det foregår i offentligt eller privat regi.