Stop det frie fald

Af

Selv om de offentligt ansattes prestigefald er en af tidens største udfordringer, er emnet fuldstændig fraværende i regeringens oplæg til en kvalitetsreform.

VELFÆRD Om jeg vil have et job i den offentlige sektor, når jeg bliver færdig med min uddannelse? Nej, aldrig i livet! Sådan svarede langt de fleste unge i en undersøgelse, som A4 bragte for nylig. Sølle seks procent af de unge sagde »ja«. Dermed er ungdommen på linje med resten af befolkningen, som længe har sendt hjemmehjælperen, skolelæreren, socialrådgiveren og pædagogen ud i et frit prestigefald. Sidste år bad vi her på bladet danskerne om at rangordne 100 fag. Resultatet var en liste, hvor en skolelærer i danskernes øjne lå i den dårligste ende, langt under bankassistenten og stewardessen.

De offentligt ansattes sociale rutsjetur er måske den største udfordring, politikerne står overfor i forbindelse med den kvalitetsreform, der skal forhandles på plads i de kommende uger. For hvis ikke prestigefaldet bremses, vil den offentlige sektor ikke kunne rekruttere tilstrækkelig med arbejdskraft. Den vil i særdeleshed have svært ved at tiltrække de dygtigste unge. Og den vil slet ikke kunne levere det kvalitetsløft ude i skolerne, på plejehjemmene og på sygehusene, som danskerne har en klar forventning om at få. Så enkelt er det.

Men er politikerne så i fuld gang med at give de offentligt ansatte et prestigeløft? Desværre nej. Forleden kom Ugebrevet A4 i besiddelse af regeringens oplæg til forhandlingerne om en kvalitetsreform. Og her er de offentligt ansattes prestigetab stort set fraværende, når man ser bort fra trepartsaftalen. Fem ud af seks kroner i regeringens plan om en kvalitetsreform skal bruges til øget administration, overvågning, brugerundersøgelser, benchmarking og andre tiltag, som vil forgylde konsulentbranchen. I bedste fald vil disse tiltag være neutrale for den offentligt ansatte på gulvet. I værste fald vil de falde ind i den række af administrative kontrol- og mistillidsforanstaltninger, som allerede er ved at udhule mange offentligt ansattes prestige.

Bedre bliver det ikke af, at regeringen nægter at give de offentligt ansatte en særlig lønpulje. Til trods for, at det er det, de offentligt ansatte ønsker. Og til trods for, at der er et flertal bestående af S, DF og SF uden om regeringen på dette punkt.

Situationen er altså den, at regeringens kvalitetsreform hverken i indhold eller i kroner og øre er en overbevisende plan for, hvordan man får løftet de offentligt ansattes prestige i fremtiden. Dermed risikerer vi som samfund, at de dygtigste unge fortsat vil fravælge lærer- og pædagogseminarier, sociale højskoler, og at sundheds- og plejesektoren vil mangle arbejdskraft.

At Danmark har brug for en langsigtet plan for de offentligt ansatte er åbenlyst. Og her taler vi ikke kun om at skrive et større beløb på en lønseddel, som næppe gør nogen stor forskel. Det handler også om at fokusere på rammer som: Kan man styrke uddannelserne fagligt? Kan man skabe et mere varieret arbejdsliv for offentligt ansatte med mere attraktive karrieremuligheder? Kan man gøre det nemmere at efter- og videreuddanne sig? Skal der gøres op med det statslige kontroltyranni, som udhuler de offentlige professioner? Skal der investeres massivt i de nedslidte offentlige arbejdspladser? Og meget andet.

Under alle omstændigheder er det på tide, at politikerne tager de offentligt ansattes frie prestigefald seriøst. For Danmark har brug for dén der plan.