Stivsind forhindrer harmonisk liv

Af | @JanBirkemose

Arbejdet har overtaget familiens centrale rolle i samfundet. Resultatet er stress, lav effektivitet og mangel på sociale evner. Vejen til det harmoniske liv støder på modstand fra regler, overenskomster og mentale holdninger, påpeger ny debatbog.

Det er i familien, lønmodtagerne skal hente deres overskud og energi til et effektivt arbejdsliv. Men udviklingen i industrisamfundet har gjort, at et sundt familieliv og et godt arbejdsliv i dag opfattes som to modsatrettede størrelser. Det skyldes, at familien har mistet sin rolle som det centrale omdrejningspunkt for resten af tilværelsen.

I en ny debatbog »Kompetenceklanen« med undertitlen »Nærværende i familien – effektiv på jobbet« tager ægteparret Bo og Lene Rikke Bresson, der sammen driver managementfirmaet Bresson et af dagligdagens og livets største problemer op til debat. Bresson mener, at kernefamilien, der blev udviklet i en tid, hvor kvinden gik hjemme, har spillet fallit over for udviklingen, hvor der i dag er to udearbejdende forældre i næsten alle familier.

Børnefamilierne overlever derfor en dag med daglange institutionsophold for børnene, fastfood i mikroovnen og fortravlede forældre, der konsekvent løber et halvt skridt efter urets hastige 24-timers rotation. Situationen er ifølge Lene Rikke Bresson ikke kun en ulykke for familielivet og de værdier, vi giver vores børn, men i lige så høj grad et problem for arbejdslivet. Medarbejdere, der stresses af deres familieliv, møder nemlig også stresset og ukoncentreret på arbejde.

»Der er ingen tvivl om, at medarbejdere, der har balance i deres liv, er bedre på arbejdet. Familien skal være det sted, hvor man nyder at være, og hvor man henter sin energi og mening med selve livet. Undersøgelser viser, at produktiviteten falder, når folk arbejder længe, og i flere amerikanske virksomheder har man for længst taget konsekvensen og er begyndt at sende folk hjem, når de sidder på tiende time. Den, der arbejder mange timer, får stress og bliver ineffektiv,« siger Lene Rikke Bresson.

Hun peger samtidig på, at familielivet i høj grad er stedet, hvor både forældre og børn kan hente nogle af de mest efterspurgte kompetencer i erhvervslivet. Det drejer sig blandt andet om: organisering, konfliktløsning, følelsesmæssig intelligens, samarbejde og projektledelse.

Mindre luksus og mere tid

Alligevel har danskerne konsekvent valgt at nedprioritere familielivet. Ifølge tal fra Danmarks Statistik arbejder forældrene i børnefamilier i dag gennemsnitligt 77 timer om ugen tilsammen, mens arbejdstiden i 1960 var nede på 50 timer.

»Fire ud af ti lønmodtagere føler sig udbrændte, når de kommer hjem til familien. Jeg tvivler på, at det er det velfærdssamfund, vi ønsker os. Vi er nået til et punkt, hvor der skal ske noget,« siger Lene Rikke Bresson.

Hun mener derfor, at danskerne kort sagt skal arbejde noget mindre, bruge mere tid på familien og dermed have mere overskud, når de er på arbejde.

For at kunne dreje de voksnes fokus mod familien mener Lene Rikke Bresson, at det er nødvendigt at tage livtag med nogle meget fastgroede mentale holdninger og forbrugsmønstre.

»Vi skal fjerne holdningen om, at mor er den bedste til alt, hvad der har med børn og det huslige at gøre. Ligeløn er en klar forudsætning, men det er også vigtigt, at den ligestilling, som vi kæmper for alle andre steder, også bliver indført i hjemmene. Men det er nogle rollemodeller, som også i høj grad er styret af det offentlige Danmark. For eksempel er det tankevækkende, at en mand, der skal bestille tid hos lægen til sit barn, skal bruge moderens cpr-nummer, at børnechecken sendes til moderen, og at det er faderen, der modtager posten fra kreditforeningen.«

»Vi lader os også styre alt for meget af ydre materielle ting som hus, have, bil og dyre ferierejser. Det er en udbredt opfattelse, at vi er nødt til at arbejde meget for at kunne betale regningerne. Men reelt er det ikke blevet dyrere at leve. Derimod har vi sat forbruget af ferierejser, gode vine, biler og luksus op. Det er bevidste valg, som vi ikke kan give samfundet skylden for.«

Større krav til arbejdslivet

Men Lene Rikke Bresson mener også, at arbejdspladserne, fagbevægelsen og lovgivningen har en del af skylden for, at familielivet lider under arbejdspresset.

»Det kan godt være, vi skal vende bøtten og give slip på de kollektive overenskomster. I stedet kunne man lave nogle forsøg med at kigge på hver enkelt arbejdsplads og se, hvordan tingene bedst fungerer der. Så kan man opstille nogle rammer, som den enkelte medarbejder i dialog med sin chef kan udfylde. Her er faktisk et område, hvor både arbejdsgiveren og de ansatte har fælles interesse og mål.«

»Desuden skal arbejdsgiverne indstille sig på, at der bliver mangel på arbejdskraft, og at de unge vil stille store krav til deres arbejdsliv. Man ser det allerede tydeligt i advokat- og konsulentbranchen, hvor de unge flygter fra de lange arbejdstider.«

Lene Rikke Bresson så meget gerne, at der blev indført en form for langvarig fleksordning, hvor man kan arbejde på nedsat tid, mens man har små børn, og derefter arbejde noget mere på et senere tidspunkt.

»Der er ikke noget, der tyder på, at det skader ens karriere, at man holder lidt igen med arbejdet, mens man har små børn. Tværtimod. Hvorfor er det sådan, at alle skal være chefer, inden de bliver 40 år, og at det er smart at have travlt og have en fyldt kalender? Jeg forstår det ikke,« siger Lene Rikke Bresson og fortsætter:

»Man er nødt til at anskue sit arbejdsliv over en hel livsfase. Og så skal man huske, at tiden, mens børnene er små, kun varer kort tid og aldrig kommer tilbage, mens arbejdslivet varer i 40-50 år.«

Et harmonisk liv til alle

At stræbe efter det harmoniske liv, mener Lene Rikke Bresson, er ikke forbeholdt de privilegerede, der som hun selv kan vælge, hvor meget hun vil arbejde.

»Som selvstændig har jeg nogle flere frihedsgrader end kassedamen. Det er jeg godt klar over. Til gengæld har kassedamen en grundrytme i sit arbejdsliv, som jeg ikke har. Derfor tror jeg, at vi står nogenlunde lige.«

Samtidig mener Lene Rikke Bresson, at alle arbejdspladser – også dem, hvor de ansatte er bundet til arbejdet på grund af kunder – kan tilpasses de enkelte medarbejderes behov for individuelle løsninger.

»I en butik må det være muligt at planlægge tingene, så det ikke altid er den kassedame, der skal hente små børn, der skal arbejde til klokken 21 fredag aften, hvor hun i øvrigt alligevel ikke kan få passet sine børn. Det kan godt være, at hun ikke kan få tilfredsstillet sine behov 100 procent, men hvis der er en dialog på arbejdspladsen, kan det være, at hendes ønsker kan indfries 70 eller 80 procent.«

»Men der er ingen, der kan gætte sig til den enkelte persons eller families behov. Det er den enkelte, der skal stille sig selv spørgsmålet: Hvad er mit behov lige nu og de næste år.«