Stilhed før storm

Af

Sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenter vil med 99,9 procents sikkerhed ikke kunne nå til enighed med kommuner og regioner om de næste tre års overenskomst. Derfor er en konflikt uundgåelig, vurderer eksperter. Forhandlingerne i Forligsinstitutionen bliver i bedste fald forberedelse til det endelige slag.

LØNKAMP Der var engang, hvor omsorgen og pasningen af de gamle og de syge blev varetaget af den nærmeste familie. Samlet i familiens skød var der både råd og dåd til de, der ikke kunne klare sig selv. Sådan er det ikke længere. Men der kan snart blive brug for at genoplive gamle og for længst glemte rutiner, for om kort tid kan landets hospitaler, plejehjem og institutioner være lammet af en landsdækkende strejke.

Over for Ugebrevet A4 vurderer arbejdsmarkedseksperter, at de kommende ugers forhandlinger i Forligsinstitutionen ikke har en kinamands chance for at føre til et stort forkromet forlig mellem sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenter/hjælpere på den ene side og landets kommuner og regioner på den anden.

»Alle ved, at man styrer mod en konflikt. Afstanden mellem de faglige organisationers lønkrav og den ramme, som kommuner og regioner har at tilbyde, er simpelthen for stor,« siger lektor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Det er en vurdering, der deles fuldt og helt af professor og arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet:

»Det er umuligt for de faglige organisationer at give så meget køb på deres oprindelige lønkrav, at et forlig vil være inden for rækkevidde. Og samtidig har kommuner og regioner ikke mulighed for at tilføje noget særligt til den aftale, de har indgået med KTO-fællesskabet. Derfor ender vi i en konflikt.«

Løn er stridens kerne

Så hvorfor skal de stridende parter overhovedet spilde tid på at mødes i Forligsinstitutionen, som det er planen for kommende uger? Hvis det er så åbenlyst for alle, at de alligevel aldrig bliver enige, er det vel sisyfosarbejde at kaste sig ud i en lang og udmarvende forhandling, der alligevel vil ende i ufred.

Det er imidlertid en helt forkert tolkning, mener eksperterne. Ikke alene tjener mødet i Forligsinstitutionen til at give lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer en allersidste mulighed for at nå til enighed. Det tjener også til at få ryddet alle de mindre sten af vejen, så et eventuelt senere politisk indgreb kan gennemføres i størst mulig overensstemmelse med parternes ønsker.

»Forligsmanden ved godt, at et forlig er umuligt. Det ved parterne også. Så alle ved, at man styrer mod konflikt. Men det gælder om at forberede så meget som muligt til et regeringsindgreb,« siger Flemming Ibsen.

For fagforbundet Fag og Arbejde (FOA), der organiserer social- og sundhedsassistenter/hjælpere, betyder det, at man i første omgang skal forsøge at nå til enighed med arbejdsgiverne i landets fem regioner og 98 kommuner om alt andet end løn, der vurderes til at være den største knast.

Anderledes forholder det sig for pædagogernes fagforbund BUPL og for Sundhedskartellet, der blandt andet organiserer sygeplejersker, jordemødre og fysioterapeuter. Begge organisationer har forhandlet hele eller alle delforlig hjem, så man allerede nu kun mangler løndelen. Derfor kan man vente med at gå i gang med forhandlingerne i Forligsinstitutionen til efter påske.

Forligsmanden, der på det offentlige område er en kvinde ved navn Mette Christensen, kan også gøre sit til at udskyde en konflikt. I første omgang kan hun udsætte konflikten i 14 dage og tvinge parterne til forhandlingsbordet med henvisning til, at der – realistisk eller ej – stadig er mulighed for enighed. I anden omgang kan konflikten blive udskudt i yderligere 14 dage, hvis konflikten har en særlig samfundsmæssig betydning. Det argument burde være let at vinde, når det nu er landets hospitaler, plejehjem og daginstitutioner, der står foran en strejke.

»På den anden side kan man ikke udelukke, at forligsmanden siger, der ikke er mere at gøre. Så i princippet kan en konflikt starte på hvilket som helst tidspunkt fra den 1. april til den 5. maj. Det mest sandsynlige er dog nok, at konflikten bliver skudt til sidste øjeblik,« siger professor og arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen.

Han tilføjer, at forligsmanden sandsynligvis også vil tilstræbe, at en konflikt først begynder, når forligene for blandt andre skolelærerne, socialrådgiverne og alle de andre grupper i KTO-fællesskabet som forventet er stemt hjem. Det sker den 11. april.

»Så undgår man at skabe for meget turbulens og uro, som potentielt kan skubbe til afstemningsresultaterne,« siger Jørgen Steen Madsen.

Men før eller siden vil der opstå konflikt. Og meget tyder på, at den i år vil være særdeles voldsom, for både Dansk Sygeplejeråd og FOA har valgt at varsle strejke for store grupper af medlemmer. Senest har FOA føjet 12.000 social- og sundhedsassistenter til deres beredskab, så der nu er varslet strejke for 35.000 FOA-medlemmer.

Ifølge eksperterne er FOA og Dansk Sygepleje­råds devise, at det gælder om at få en kort, men voldsom konflikt. Dels har en kort konflikt den fordel, at den tærer mindre på forbundenes strejkekasser. Og endnu væsentligere er risikoen for, at de strejkende mister opbakning i befolkningen, overhængende, hvis konflikten trækker i langdrag:

»Desto flere historier om ubehandlede syge, gamle uden hjælp og børn uden pasning, der kommer op, desto sværere får organisationerne ved at holde fast i den brede befolknings støtte. Derfor går de efter et hurtigt politisk indgreb,« siger lektor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

Politiske indgreb er ikke altid lykken

Imidlertid skal de faglige organisationer ikke regne med, at et politisk indgreb nødvendigvis er lykken. Kigger man på historien, er det mest sandsynlige, at det politiske indgreb vil følge resultatet af det samlede KTO-forlig. Det vil betyde, at sygeplejerskerne, social- og sundhedsassistenterne og pædagogerne må stille sig til tilfreds med en lønstigning på 12,8 procent og ikke 15 procent, som blandt andre sygeplejerskerne har sat næsen op efter.

Men måske er der håb at hente i, at både Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti forud for valget i november lovede ekstra i lønposen. Som mange hos FOA og Dansk Sygeplejeråd sikkert husker alt for godt, blev løfterne gjort til skamme, da Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti indgik en aftale med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). Aftalen betød, at man i stedet for en ekstra pose penge blot ændrede på reguleringsordningen, så man fremskød de lønstigninger, de offentligt ansatte skulle have haft uanset hvad.

Som lektor Flemming Ibsen fastslår:

»Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne skylder en omgang.«

Flemming Ibsen mener dog, at problemet er størst for Socialdemokraterne, der lovede alle faggrupper en ekstra lønstigning. Omvendt med Dansk Folkeparti, der kun ønskede ekstra penge til ældreområdet.

Sådan ser Jørgen Steen Madsen ikke på det. Normalt vil der blive indgået et bredt forlig om et politisk indgreb, men Socialdemokraterne kan vælge at springe fra for at presse deres modstandere.

»Det vil være fristende for Socialdemokraterne at sige, at nu må regeringen og Dansk Folkeparti selv rode kastanjerne ud af ilden. Det vil bringe Dansk Folkeparti i en lidt svær situation, for så skal de for alvor løbe fra deres tidligere løfter,« siger han.

Ingen kommentarer

De politiske partier er – måske ikke så overraskende – ikke meget for at sige, hvilke overvejelser de gør sig.

»Vi kommenterer ikke på de igangværende forhandlinger. Vi vil være glade, hvis parterne kan nå et resultat. Kan de ikke det, må vi tage stilling til, hvad vi så vil gøre,« siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov.

Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti og hans kollega Jens Vibjerg fra Venstre ønsker heller ikke at gå i detaljer:

»Om så du spurgte mig på 50 forskellige måder, så ville mit svar stadig være »ingen kommentarer«,« siger Jens Vibjerg.

Uanset hvad partierne i sidste ende vælger at gøre, kan det vise sig at være fornuftigt for FOA, Dansk Sygeplejeråd og BUPL at strejke, mener lektor Flemming Ibsen:

»Det kan godt være, at konflikten ikke giver det store ekstra i lønposen. Men når krudtrøgen har lagt sig, og gaderne igen er tømte for røde faner, har man fået taget trykket. De faglige organisationer har fået demonstreret, at de ikke er til pynt. Man er kamporganisationer, der slås for medlemmernes forhold.«