Statskapitalisme udfordrer Vestens velfærd

Af Tommy Brandi Krog

Mens den økonomiske krise har forkrøblet markedsøkonomier i Vesten, har kombinationen af kapitalisme og en stærk stat sikret fornyet vækst i lande som Kina, Rusland og golfstaterne. Succesen stiller vestlige virksomheder – og dermed vores velfærdsmodeller – over for svære udfordringer.

KONKURRENCE Vi er i begyndelsen af juli måned, da alverdens medier bringer nyheden om verdens største børsnotering: Op mod 130 milliarder kroner ventes salget af en mindre andel i den statsejede Agricultural Bank of China at indbringe.

Få uger senere er fokus igen på banksektoren – men denne gang på nervøsiteten for, hvor mange europæiske banker der vil dumpe i en omdiskuteret stress-test af deres styrke til at modstå nye kriser.

De to finanshistorier udstiller de aktuelt vidt forskellige økonomiske realiteter i Asien og Europa. Mens den vestlige verden lider under lav vækst, høj arbejdsløshed og massiv gæld, præsterer mange af de såkaldte emerging markets – ’unge’ markeder i tredje verdens lande – igen høj vækst, svimlende ejendomspriser og bugnende statsfonde.

Drivkraften bag verdens vækstøkonomier varierer. Men hvor Vesten hylder markedets usynlige hånd, og hvor statsstøtte for mange er et fyord, svinger lande som Kina, Rusland og golfstaterne, som blandt andet tæller Saudi-Arabien og Kuwait, åbenlyst dirigentstokken over såvel virksomheder som finansmarkeder. De kontrollerer ofte vitale sektorer som energi, finans og kommunikation og bruger gerne profitten til at sikre deres egen politiske magt og opbygge nationale virksomheder, der kan vinde konkurrencen om verdensmarkedet.

Modellen bliver eksempelvis synlig, når statsejede kinesiske olieselskaber med offentlige yuan og Beijings velsignelse i lommen sikrer langsigtede energiforsyninger fra Sudan eller Iran.

Den viser også muskler, når det russiske naturgasselskab Gazprom med myndighedernes hjælp får skubbet vestlige samarbejdspartnere ud af fælles projekter, så de selv – og dermed staten – opnår fuld kontrol. Eller når kinesiske myndigheder opstiller regler, der favoriserer nationale producenter på bekostning af vestlige.

Truslen mod Vesten

Stadigt flere forskere og analytikere peger nu på, at denne kapitalisme med ført hånd kan være en hovedårsag til, at disse lande er sluppet nådigt – eller ligefrem styrket – gennem den værste økonomiske krise siden 1930’erne.

De advarer også om, at succesen kan blive en alvorlig trussel mod vestlige virksomheder og vores møjsommeligt opbyggede velfærdssystemer.

Ian Bremmer er leder af Eurasia Group – en af verdens førende virksomheder inden for rådgivning i politisk risiko-styring. I forsommeren udgav han bogen ’The End of the Free Market’, hvori han advarer politikere og virksomheder mod at overse konsekvenserne af statskapitalisme.

»Der er tale om en politisk og økonomisk model, som ikke er ny, men som har fået et dramatisk løft med den økonomiske krise. Opblomstringen af globale virksomheder med stærke stater i ryggen vil skærpe konkurrencen voldsomt og gøre det sværere for vestlige selskaber at sikre økonomisk vækst og dermed arbejdspladser,« siger Ian Bremmer til Ugebrevet A4.

Derfor er vestlige virksomheder nødt til at se på eksempelvis Kina med nye øjne, argumenterer han:

»Hovedparten af den teknologiske udvikling i Kina gennem de seneste 20-30 år bygger på vestlig innovation, som kineserne har kopieret. Mange virksomheder er først nu ved at lære lektien om ikke at forære deres udviklingsresultater til disse lande.«

Med andre ord står vestlige virksomheder lige nu i den situation, at de på én gang skal gøre sig attraktive på vækstmarkeder, hvorfra en stigende andel af fremtidens ordrer og dermed arbejdspladser skal komme – og samtidig beskytte sig over for de selv samme landes forsøg på at udkonkurrere dem med statsmagt i ryggen.

Lad os tage vindmøller som et konkret eksempel. Kineserne har udpeget vindmøllesektoren som en nøgleindustri for landets bæredygtige udvikling, og derfor skubber myndighederne lige nu aktivt på for at reducere cirka 70 nationale spillere til en lille stærk gruppe, der kan tage kampen op med de nuværende markedsførende – herunder Vestas med hovedsæde i Danmark.

Og midlerne omfatter såvel finansiel støtte som politisk regulering, der favoriserer nationale producenter, blandt andet ved tildeling af nye ordrer, forklarer senioranalytiker i Nordea, Patrik Setterberg.

»Der er ingen tvivl om, at Vestas gerne havde set, at konkurrencen i Kina – ligesom i resten af verden – primært handlede om kvalitet og innovation. At det kinesiske styre aktivt blander sig, gør livet sværere for dem,« siger han og understreger, at Vestas dog for tiden klarer sig ganske godt i Kina.

Den danske producent af cementanlæg FLSmidth har også mærket statskapitalismens konsekvenser. Her har kineserne nemlig allerede gennemtrumfet en konsolidering, som er endt med en enkelt, stor spiller på markedet for cementfabrikker, Sinoma. Og ifølge Patrik Setterberg fra Nordea kan Sinoma nu kan konkurrere med FLSmidth – ikke blot i Kina, men over hele verden:

»FLSmidth har tabt markedsandele til Sinoma, og som en konsekvens må de nu tilpasse deres omkostninger og lægge endnu flere kræfter i forskning og udvikling. Det kan koste penge og arbejdspladser på den korte bane – men på længere sigt kan det gøre dem mere konkurrencedygtige,« mener han.

Også DI, industriens egen organisation, advarer om stadigt sværere konkurrencevilkår fra lande med stærke stater i baghånden:

»Vi er utroligt opmærksomme på tendensen. Det her er noget, vi kommer til at høre meget mere til,« siger Peter Thagesen, afsætningspolitisk chef i DI.

Vesten smager sin egen medicin

Mens nogle således ser statskapitalismen som en åbenlys trussel, ser andre den nærmere som naturlig udvikling. Det gælder blandt andre professor på Roskilde Universitet (RUC) Laurids Sandager Lauridsen, der forsker i statens rolle i udviklingsprocesser:

»Den franske og italienske model bygger, historisk set, i høj grad på statslig støtte og indblanding i erhvervslivet. USA støtter fortsat udvalgte industrier som flyproducenter. Og dertil kommer naturligvis den europæiske landbrugssektor, som er dybt afhængig af statsstøtte,« siger han.

Laurids Sandager Lauridsen fremhæver også den danske vindmølleindustri som eksempel på en branche, der har nydt godt af mange års statsstøtte:

»Der er ingen tvivl om, at eksempelvis kinesiske virksomheder på en række områder, med staten i ryggen, vil overtage ikke alene produktion, men også udviklingen af nye produkter. Men det er lidt hyklerisk at sige, at de ikke må bruge samme metoder, som vi selv har brugt for at komme opad.«

Behov for regulering

Uanset synsvinkel er spørgsmålet, hvordan Vesten skaber den vækst, der også i fremtiden kan finansiere kostbare europæiske velfærdssystemer.

Ian Bremmer peger på nødvendigheden af mere dynamiske erhvervs­politikker:

»Den vestlige model har ikke fejlet på grund af det frie marked, men på grund af industrier, særligt i USA, der fik lov at regere fuldstændig uden regulering – altså det modsatte af statskapitalisme. USA og Europa er nødt til at indse, at vi har behov for aktive industripolitikker, som dels kan regulere markedet, dels kan arbejde for at sikre virksomhederne et frit marked at konkurrere på,« siger Ian Bremmer, som mener, at det blandt andet kan ske via verdenshandelsorganisationen WTO.

Professor Laurids Sandager Lauridsen peger på en mere klar prioritering:

»I mine øjne handler den nuværende situation lige så meget om vores egen manglende omstilling som om asiatisk statsstøtte. Hvis Danmark og Europa i de seneste 10-15 år havde sat alt ind på at udvikle grønne teknologier, var vi stillet anderledes stærkt nu, hvor resten af verden står med behovet. Men vi bruger pengene på at støtte køer i stedet for at udvikle og omstille os til fremtiden,« siger han.

Den holdning risikerer at koste både virksomheder og lønmodtagere dyrt:

»Vores evne til hele tiden at finde nye, lukrative områder at konkurrere på afgør, hvor alvorlige konsekvenserne af den skærpede konkurrence fra vækstøkonomierne bliver. Danske lønmodtagere skal indstille sig på, at ufaglært arbejde på områder med global konkurrence ikke har nogen fremtid. Derfor er vi pisket til at uddanne os og innovere for at overleve,« siger Laurids Sandager Lauridsen.