»Staten fungerer som løntrykker«

Af Kirsten Weiss

Ingen ferie, lav løn og lange arbejdsdage. Au pair-ordningen i Danmark appellerer til misbrug og fungerer reelt som rige danskeres udbytning af fattige kvinder fra den tredje verden. Det mener Jakob Bang, forbundssekretær i Fag og Arbejde.

Jakob Bang, hvad i alverden er der nu galt i at købe sig til hjælp med alt det huslige?

»Det er der sådan set ikke noget galt i, hvis det altså foregår på en måde, så både pris og vilkår er i orden. Det er de ikke, når man for 2.500 kroner om måneden kan købe sig til 30 timers hushjælp.«

Jamen, de mennesker, der hyrer en au pair-pige, følger jo bare reglerne. Og pigerne kommer frivilligt.

»Ja, og måske er det netop det, der er problemet. Den danske lovgivning og dermed staten fungerer som løntrykker. Den presser priserne i bund – i en ordning, der skulle handle om kulturel udveksling, men reelt handler om udnyttelse af fattige kvinder.«

Ingen danskere gider tage de her job. Hvorfor ikke bare være glad for, at nogle vil?

»Jeg tror nu nok, der er nogle, som gerne vil tage husligt arbejde, men ikke til den løn. Hvis vi talte om en løn på for eksempel 17.000 kroner om måneden, ville det være noget helt andet. Det er ikke det huslige arbejde, men prisen på det, der er helt gal.«

17.000 om måneden! Det er der jo ingen, der har råd til at betale for at få vasket tøjet og passet ungerne. Hvorfor skal det være så svært at købe sig til hjælp?

»Når 17 procent af au pair-pigerne er ansat i Gentofte kommune, tror jeg nu nok, at der er nogen, som har råd til at betale en ordentlig løn. Hvis det er så vigtigt at skaffe velhaverne i Nordsjælland udenlandsk arbejdskraft, så lad det dog i det mindste ske på ordnede vilkår og til en ordentlig løn.«

Rigtig mange danske kvinder har glæde af den her ordning. De får fri fra det huslige og plads til at indtage chefkontorerne og arbejdsmarkedet på lige fod med deres mænd. Nu bomber du så dem og ligestillingen tilbage til kødgryderne.

»Hvis ligestilling handler om at udbytte fattige kvinder fra den tredje verden, så tror jeg ikke, jeg går ind for ligestilling. Jeg synes, det er voldsomt kvindeundertrykkende at udnytte mennesker på den her måde. Mange af de filippinske kvinder, der arbejder som lavtlønnet hjælp i huset, er veluddannede, men i Danmark kan vi kun bruge dem til at gøre rent. Det er da ret kønsdiskriminerende. Og hvor er de danske kvinders mænd? Og deres bidrag til ligestillingen?«

Altså, nu kommer de her kvinder jo frivilligt. De tjener oven i købet penge og kan sende dem hjem til familien, der har god brug for dem. Fratager du ikke bare de her kvinder og deres familier drømmen om et bedre liv?

»Det er fattigdommen i de udenlandske kvinders hjemlande, der tvinger dem herop.

FOA’s tilgang er faktisk, at vi vil sikre dem et bedre liv ved at give dem mere i løn og arbejde på bedre vilkår. Derudover synes jeg, det er voldsomt bekymrende, at staten fungerer som løntrykker. Hvad bliver det næste? En dansk ældrepleje på filippinske lønninger?«

Ja, hvorfor ikke? Hvis nu ingen andre vil have jobbet. Vi lever i en globaliseret verden – hvorfor hænge fast i et romantiseret billede af Danmark, når det i virkeligheden handler om, at vi alle sammen kan tage det arbejde, vi vil, over hele kloden?

»Jeg accepterer, at vi importerer arbejdskraft, men ikke vilkårene. Lønniveauet for arbejde i Danmark skal være dansk. Ellers ender vi og de øvrige velfærdsstater i en nedadgående skrue – som jeg bestemt ikke kan se noget godt ved.«