Sporene er lagt

Af

Efter et halvt år med Anders Fogh Rasmussen som statsminister er en række spor lagt ud, som alle peger i retning af et forsikringssamfund, hvor viljen til at betale skat langsomt undergraves. Men den stille liberalistiske revolution støder på modstand.

Den danske befolkning er ikke parat til store omvæltninger i liberalistisk retning. De skal komme snigende. Derfor gælder det om langsomt at vænne borgerne til de nye tider gennem små skridt og vedvarende påvirkning. Sådan cirka udtrykker Anders Fogh Rasmussen (V) sig i sin meget omdiskuterede bog »Fra socialstat til minimalstat«. Årsagen til danskernes modvilje mod hurtige forandringer er deres tillærte slavesind og store afhængighed af den altfavnende socialstat.

Sådan lyder forklaringen i hvert fald fra den yngre idealistiske Fogh.

Siden har den nuværende statsminister som bekendt gjort alt for at lægge afstand til sine tidligere tanker. Ikke desto mindre viser det første halve år med Fogh Rasmussen, at han ikke har lagt sin minimalstats-bog helt på hylden. Ganske vist er der ikke de store samfundsomvæltninger at spore ved et studie af den bunke lovforslag, som Folketinget færdigbehandler i denne uge. Alligevel stikker den gammelliberalistiske hulemand sit hoved frem med stadig kortere mellemrum. Regeringens mål er at vænne os til noget nyt – en anden velfærdsmodel end den vi kender. Det står klart efter det første halve år med VK.

Langsomt skal befolkningen gøres fortrolig med det ny forsikrings-samfund. Vi skal mere konsekvent forsikre os mod blandt andet sygdom, arbejdsløshed og alderdom. Forslaget om skattefrihed for sygeforsikringer, ophævelse af forbudet mod, at kommuner sygdomsforsikrer deres borgere, mulighed for at oprette tværfaglige a-kasser og indtægtsgradueringen af den særlige pension er hver for sig skridt ud af forsikringssporet.

I sig selv er det ikke unaturligt, at mennesker søger at skabe sig en større tryghed ved at forsikre sig i en usikker verden. Men risikoen for den universelle velfærdsmodel, som vi kender i dag, ligger i, at de forsikrede med tiden begynder at sætte spørgsmålstegn ved det høje skatteniveau. Hvorfor skal jeg betale høj skat til de, der ikke er forsikret, vil være en logisk og nærliggende reaktion fra de selvforsikrede i et forsikringssamfund. De, der har få skader på bilen, skal ikke betale for dem, der har mange, og de, der har en godt helbred, kræver lavere præmie end de, der har et dårligt. Principperne har vi allerede vænnet os til i den kommercielle forsikringsverden.

Langsomt, men sikkert er vi på vej mod et noget-for-noget samfund, og det er naivt at forestille sig, at den politiske strategi er tilfældig. Måske er det ved at gå op for vælgerne, som ifølge de seneste meningsmålinger igen er på vej væk fra regeringen og Dansk Folkeparti. Anders Fogh Rasmussen har tilsyneladende det problem, at hans nedskæringspolitik ikke er logisk. Vælgerne oplever, at de i disse år har flere penge mellem hænderne. Hvorfor så ikke bruge flere på en bedre offentlig service?

I forhold til Schlüter-regeringerne i ‘80erne er der to væsentlige forskelle fra den nuværende. Den ene er, at Schlüter overtog et samfund i dyb økonomisk krise. Befolkningen efterspurgte handlekraft og økonomiske reformer. Det leverede den konservative statsminister, og vælgerne belønnede ham for det. I dag er der ingen økonomisk krise, og kravet om bedre offentlig service stiger år for år. Skoler, sygehuse, hjemmehjælp, daginstitutioner og så videre.

Den anden væsentlige forskel på Schlüter og Fogh er, at Schlüter sagde, »ideologi er noget bras«. De ord har vi endnu ikke hørt fra Anders Fogh Rasmussens mund. Tværtimod er der lagt klare ideologiske spor ud for fremtidens samfund. Når sparekniven rammer, er det så nødvendighed eller ideologi? Måske står svaret i Anders Fogh Rasmussens gamle bog.