Spin for galleriet

Af

Det er hykleri, når medierne dyrker spin som underholdning og samtidig begræder, at skillelinjerne i dansk politik forsvinder. For det er to sider af samme sag.

STRATEGI To stærke tendenser går gennem dansk politik i denne tid. Den ene handler om, at »spin«, der engang var et skældsord, pludselig er blevet et fænomen, som medierne dyrker som underholdende fascinationsstof. Se bare dagens avis eller aftenens tv-program, hvor forhenværende spindoktorer med fornavne som Michael, Henrik, Peter, Niels og Lotte med sikkerhed vil teste toppolitikernes seneste træk ud fra kriteriet: »Var det nu klogt i forhold til vælgerne?« Det er det sjældent. Og specielt ikke, hvis en politiker uforvarende falder ud af rollen og kommer til at sige, hvad han eller hun mener. Som når Eva Kjer Hansen (V) hvisker »ulighed«, eller når Lotte Bundsgaard (S) kalder sit eget partis holdning til skattestoppet for »strategisk«. Så er spinnets klogeåger klar med den diskvalificerende dom: Politisk tonedøv«. Farvel og tak!

Den anden stærke tendens i dansk politik handler om, at forskellene bliver stadig mindre. I 2007 er det blevet sådan, at hvis den ene lejr formulerer en politik, som der er flertal for i en meningsmåling, så er den anden lejr allerede på vej hen til kopimaskinen. Vi har set det i velfærdspolitikken, i udlændingepolitikken, i miljøpolitikken, i uddannelsespolitikken og i skattepolitikken. Og resultatet fremgår af dagens ugebrev, hvor flertallet af danskerne aldrig har været mere venstreorienterede – og stemmer borgerligt, fordi de borgerlige er rykket med!

Pointen er, at der er en stærk sammenhæng mellem de to tendenser: Mediernes dyrkelse af spinnet og udvandingen af forskellene mellem de politiske blokke. For når medierne i stigende grad fokuserer på den kunstneriske fremførelse – spillet og spinnet – og vurderer politikere efter deres strategiske evner i forhold til at kapre midtervælgere, så bliver det en selvopfyldende profeti. Vælgeren opdrages til at vurdere sin politiker efter, om eksperterne og medierne opfatter ham som »professionel« eller »amatør«. Og hvilken politiker kan ignorere, at han aften eller aften bliver udstillet som én, der begår fodfejl af hovedrystende og fnisende eks-doktorer i tidens spinprogrammer?

At mange medier på den ene side dyrker spinnet som underholdning og samtidig begræder, at skillelinjerne i dansk politik bliver stadig mere utydelige, er hykleri. Men politikerne har også et ansvar. En levende demokratisk samtale forudsætter nu engang, at politikere deler sig efter anskuelser efter devisen »Jeg står her, du står dér, og vi er uenige. Kompromiset kan vi altid indgå senere«. Men hvis politikerne derimod slår knuder på tungen og indgår kompromiser med egne holdninger til ulighed og skattestop, før de åbner munden, visner den levende demokratiske debat.

Og så står det jo ikke skrevet nogen steder, at politikerstanden skal flytte sig hen, hvor den offentlige mening befinder sig. Alternativt kan politikerne jo forsøge at flytte den offentlige mening med argumenter. Det kaldes agitation. Og har virket før i historien. Det kræver politikere, der har noget så sjældent som holdninger – oven i købet deres egne – og som tør agitere. Af tidens smagsdommere vil sådanne typer blive kaldt for politisk tonedøve og amatører. Men pointen ved agitation er, at man kan overbevise vælgere med argumenter. Nøgleordet er substans. Lad os få noget mere af det. Måske oven i købet et tv-program?