Sommeren ‘92

Af

Selv om fodboldfeberen og EU-modstanden holder niveauet, så har meget ændret sig siden 1992. Lønmodtagere og andre må i et højrevendt Europa i stigende omfang sætte sin lid til EU-rettigheder. Det bør gøre det langt lettere for ja-fløj at vinde tilslutning.

Fodbold og EU-debat har det med at gå hånd i hånd. Selv om man skal være varsom med at overvurdere den nationale vækkelse, når det går løs på grønsværen, så har gode resultater en tendens til at bekræfte os i, at vi nok er lidt bedre end de andre – også når det gælder andre af livets forhold.

I går var det nøjagtig ti år siden, Danmark sagde nej til Maastricht-traktaten. Kort efter vandt Danmark guld ved EM i Gøteborg. Forinden havde Bille August oven i købet vundet »De Gyldne Palmer» i Cannes. Den nationale rød-hvide stolthed og den skråsikre forvisning om, at Danmark er verdens bedste land, nåede nye højder. Sommeren 2002 står igen i fodboldens og EU’s tegn: VM med et lovende dansk mandskab og Anders Fogh Rasmussen som formand for Det Europæiske Råd fra 1. juli. Efter 10 år er fodboldfeberen den samme og den institutionaliserede danske EU-skepsis intakt.

Alligevel er der sket meget på de 10 år. Fodboldens udvikling vil med sikkerhed blive grundigt analyseret i de kommende uger. Hvad angår vores forhold til EU, så har resultatet af det danske nej 2. juni 1992 vist sig at være til langt mere skade end gavn. I dag kan Danmark ikke være med i beslutninger om banale sager om fælles konkursregler og godkendelse af forældremyndighed over grænserne på grund af vores retlige forbehold. Vi har på grund af forsvarsforbeholdet ingen indflydelse på fredsbevarende EU-opgaver, som ellers er en internationalt højprofileret dansk mærkesag. Og vi står uden for helt centrale beslutninger om den fælles økonomiske og beskæftigelsesmæssige politik i EU, fordi vi ikke er med i euroen.

Når regeringen i det kommende halve år vil bryste sig af resultaterne under det danske formandskab, så er sandheden, at Danmark står i spidsen for et amputeret formandskab, hvor danske ministre af og til må overlade mødeledelsen til deres græske kolleger. Danmark mistede simpelthen en del af den nødvendige politiske muskelkraft, som skal til for at gøre sig gældende i EU-samarbejdet. 10 år efter nej’et sår forbeholdene stadig tvivl, om Danmark er med på banen eller foretrækker at følge spillet fra den bekvemmelige sidelinje.

Mange har udtrykt håb om, at formandskabet kan udnyttes til en for-Gud ved-hvilken-gang »bred folkelig debat« om Danmark og EU. Erfaringerne har vist, at danskerne er bedst til at diskutere EU, når der er udsigt til en folkeafstemning. Det skærper argumenterne og fremmer engagementet – desværre i en grad, så skræmmekampagner og populisme som oftest vinder over sagligheden. Derfor er der grund til at ønske al mulig held og lykke til dem, der forsøger at give debatten nyt liv. Her på Ugebrevet A4 vil vi i de kommende uger gøre vores til, at EU-temaer, som ikke blot handler om, hvor mange betjente der skal udstationeres i indre by, sættes på dagsorden.

Politisk har EU-modstanden skiftet karakter siden 1992. Der er sket en ikke ubetydelig forskydning mellem fløjene. Socialdemokrater og vælgere på den politiske venstrefløj er blevet mere EU-positive, mens trækkraften i EU-modstanden er skiftet til det yderste højre. Den nye virkelighed burde gøre det nemmere for ja-fløjen på den politiske midte at kaste sig ind i et helhjertet forsvar for EU. Med højrebølgen over Europa må stadig flere sætte deres lid til de fintmaskede fælles europæiske regler. Både når det gælder menneskerettigheder, lønmodtagerforhold og beskyttelse af miljøet. EU sætter i dag en bremse for tilbagerulningen af de rettigheder, som vi i Danmark troede var en selvfølge. Og selv om vi er gode til fodbold, er vi ikke verdens bedste.