Solidariteten er på fremmarch. Men det er en ny slags solidaritet, som begynder på gulvet i hverdagen. Man hjælper hinanden og vil ikke have, at nogen står udenfor. Du kan ikke tvinge solidariteten ned ovenfra

Af

Langt de fleste lønmodtagere vil gerne have et fællesskab og mener ikke, de kan undvære fagforeningen. Men der er også faresignaler for fagbevægelsen. Pamperiet skal være fortid, og den direkte dialog med lønmodtagerne styrkes, hvis de unge skal lokkes til at blive medlemmer. Det fortæller professor Henning Jørgensen på baggrund af omfattende undersøgelse.

LYS I MØRKET Det går skidt for LO-fagbevægelsen. Ufatteligt skidt. Andet billede kan man ikke få, når man studerer medlemsudviklingen de seneste år. Hvert år siden 1994 har LO-forbundene tabt medlemmer, og 2006 var den foreløbige kulmination på nedturen. Her blev forbundene 48.572 betalende medlemmer fattigere. Det svarer til, at der hver eneste dag var 133 flere, der meldte sig ud, end der meldte sig ind.

Men fagbevægelsens topfolk har alligevel grund til optimisme. Selv om medlemsudviklingen kunne tyde på noget andet, bakker langt de fleste lønmodtagere stadig op om fagbevægelsen som institution. Og de vil gerne have det fællesskab, som fagforeningen kan levere. Det er en af hovedpointerne i en ny bog om lønmodtagernes holdninger til blandt andet fagbevægelsen, som seks forskere netop har udgivet.

»Meget få – cirka hver tiende LO-medlem – sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at have fagforeninger. Selve det at have en fagforening er en integreret del af folks liv. Fagforeninger er en del af det moderne samfund, også i det 21. århundrede.«

Sådan siger professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen, en af forskerne bag bogen »Arbejdsliv og politik – signalement af lønmodtagere i det 21. århundrede«. Bogen tager udgangspunkt i en stor undersøgelse fra 2002, hvor 2.327 lønmodtagere blev interviewet. Mange af spørgsmålene blev også stillet i en lignende undersøgelse i 1992, så forskerne har kunnet følge udviklingen i lønmodtagernes holdninger.

Vi vil have både frihed og lighed

Hvor Henning Jørgensen og hans kolleger på baggrund af 1992-undersøgelsen kunne melde om, at fællesskab og solidaritet var kraftigt på retur til fordel for individualisme og liberalisme, har billedet nu ændret sig:

»Liberalismen og individualismen er for nedadgående. Fællesskabet er ved at komme tilbage. Lønmodtagerne vil både have frihed og lighed. Men frihed skal forstås sådan, at man stadig tager hensyn til andre. Folk vil gerne have lov at prøve sig selv af og vise, at de kan noget. Men det kræver hele tiden, at man har fællesskabets trygge rammer og aftaler i stand,« siger han.

Henning Jørgensen slår også fast, at fællesskab og solidaritet langt fra er gået i glemmebogen. Men de gamle ord har fået en ansigtsløftning:

»Solidariteten er på fremmarch. Men det er en ny slags solidaritet, som begynder på gulvet i hverdagen. Man hjælper hinanden og vil ikke have, at nogen står udenfor. Du kan ikke tvinge solidariteten ned ovenfra. Det er ikke den gammelkendte solidaritet i fagbevægelsen, hvor man traf en beslutning, og så rettede alle ind. I den gamle solidaritet var man fælles imod noget. I den nye solidaritet er man fælles for noget.«

Det lyder jo alt sammen som fod i fagbevægelsens hose. Men det ændrer ikke ved, at medlemmerne forlader de traditionelle fagforeninger i disse år. Hvordan kan det hænge sammen?

Henning Jørgensen lægger ikke skjul på, at medlemstilbagegangen i LO-forbundene er dramatisk, men han minder samtidig om, at dansk fagbevægelse er en af de fagbevægelser i Eu-ropa, der har været bedst til at holde på medlemmerne. Og en stor del af nedturen skyldes, at lønmodtagerne »uddanner sig ud« af LO-forbundene, og at der samtidig i disse år er væsentligt flere ældre, som forlader arbejdsmarkedet, end unge, som kommer ind.

Medlemmernes frafald kan dog ikke ignoreres, og ifølge Henning Jørgensen er det ikke fagbevægelsen som institution, men måden, den arbejder på, som lønmodtagerne kritiserer:

»Den generelle holdning er: »Hvis vi skal være med, skal der være rene linjer. Vi vil ikke have, at folk stikker fingrene i kagedåsen.« Med andre ord skal pamperi være en saga blot. Det hører ikke hjemme i det 21. århundrede. Det er sådan nogle ting, der bliver snakket om i kantinerne. Sagen om Willy Strube (formand for SiD’s industrigruppe, der i 2001 blev afsløret i bedrageri, red.) ramte jo for eksempel ikke kun SiD, men hele fagbevægelsen. Derfor er det utroligt vigtigt, at fagbevægelsens topfolk fejer for egen dør,« siger Henning Jørgensen.

Han kalder det på den baggrund »helt rigtigt«, at LO og forbundet 3F netop har vedtaget, at topledernes bestyrelseshonorarer skal gå i forbundets kasse og ikke de enkeltes private konto.

Men en mere ydmyg holdning til omgangen med kontingentkronerne er ikke nok til at fastholde medlemmerne. Det er blot en forudsætning for succes med det vigtigste værktøj: En væsentlig styrkelse af den direkte dialog med lønmodtagerne. Folk skal i kød og blod møde tillidsrepræsentanter og fagforeningsfolk:

»Jo længere fagbevægelsen kommer væk fra folks hverdag, jo mere bliver det en opfattelse af et apparat i Københavnstrup. Der sidder nogle folk inde i et stort, fint hus, og de er langt væk fra os. De ved nok ikke, hvad vi tænker og føler, og hvilke problemer vi har. Jo tættere fagbevægelsen er på folk, jo mere vedkommende og rummelig bliver den. Og jo mere viser det sig også, at folk bakker op og synes, det er helt fornuftigt med fagbevægelsen.«

Han hæfter sig ved, at undersøgelsen dokumenterer, at 4 ud af 10 har deltaget i et fagligt møde, en generalforsamling eller en anden fagforeningsaktivitet i løbet af et år. Hvis det er nærværende nok, vil folk gerne være med:

»Det er folkebevægelse, vi har med at gøre. Det er ikke som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, hvor kun cirka tre procent af medlemmerne nogensinde har været til en aktivitet eller en generalforsamling. Det er bare girokort-medlemmer. Det er fagbevægelsens medlemmer ikke. De føler, at deres fagforening er dem selv og kollegerne.«

Ud til de unge

Undersøgelsen dokumenterer dog også, at fagbevægelsen har et problem i forhold til de unge lønmodtagere. De er mindre fagligt interesserede og har mindre lyst til at organisere sig end de ældre, mener Henning Jørgensen:

»Fagforeningerne forgubbes. Gennemsnitsalderen i fagforeningerne stiger hurtigere end i arbejdsstyrken generelt. Og fagbevægelsen ender jo med at dø ud, hvis de unge ikke kommer ind. Det er et stort problem at få organiseret de unge. Ikke mindst i de nye servicebrancher, hvor der heller ikke er tradition for at organisere sig.«

Han mener dog, at kuren er opfundet. Den er bare ikke nem og hurtigtvirkende, men kræver derimod et grundigt benarbejde. Den hedder ganske enkelt direkte kontakt:

»De unge er ikke afvisende over for fagforeningen, men den føles ikke nærværende for dem. Og sagen er, at hver anden ung aldrig har mødt en tillidsrepræsentant eller fagforeningsmand. Der er ingen, der giver dem et spark eller et skub eller bare snakker med dem om fordelene ved at være med. Man skal ikke være bange for det gamle udtryk agitation. Det er ikke nok, at fagbevægelsen har fine ting for dem, der er med. De skal have fat i dem, som ikke er med.«

Vejen frem er ifølge Henning Jørgensen ikke at blive en servicebutik med indkøbsforening, ferierejser og flotte hjemmesider. Det kan være fint som supplement, men grundlaget for fagforeningerne skal være noget så gammeldags som at bekæmpe arbejdsløshed og sikre gode lønninger og arbejdsmiljø. Og så skal man føle, at man får noget særligt ud af at være med i sin fagforening.

»Hvis fagbevægelsen lytter til medlemmerne, skal den holde fast i, at det er en interesseorganisation, der først og fremmest arbejder med de traditionelle opgaver. Den vigtigste kamp står både fagligt og politisk for bedre løn og arbejdsvilkår for alle.«

Bred politisk palet

Undersøgelsen viser, at kun hver tiende medlem af et LO-forbund finder det vigtigt, at fagforeningen støtter politiske partier, mens 7 ud af 10 er dybt uenige. Men det må ikke forstås derhen, at fagbevægelsen ikke skal arbejde politisk:

»Fagbevægelsen skal være en stærk politisk aktør, men ikke binde sig til et politisk parti. Det er en vigtig melding fra medlemmerne, at LO’s frigørelse fra Socialdemokraterne i 2003 var helt fornuftig. Det har gjort det mere til medlemmernes bevægelse frem for partiets bevægelse. Medlemmerne siger ikke, at det skal være en apolitisk bevægelse. Men man skal have et bredt engagement og sørge for at arbejde på alle de områder, der berører medlemmernes levevilkår.«

Medlemmerne af LO-forbundene stemmer i dag bredt politisk, men er alligevel medlemmer af traditionelt socialdemokratiske fagforeninger. Og det vil ikke undre Henning Jørgensen, hvis også LO-toppen i fremtiden vil repræsentere et bredere politisk billede end i dag:

»FOA-formand Dennis Kristensen er det første eksempel på en forbundsformand i LO, der ikke har »partibogen i orden«. Men der er lokale fagforeningsformænd, som er medlemmer af Dansk Folkeparti. Og det er sundt nok. Kriteriet bør ikke være partibog eller ej, men om man forstår at varetage medlemmernes interesser. Hvorfor skulle man ikke kunne have andet end socialdemokrater i LO-toppen? Det er jo heldigvis et medlemsdemokrati.«