KRIG

Soldater fik nej til erstatning: Krigen var ikke farlig nok

Af

Kim Robin Poulsen har ryddet miner i Afghanistan, Michael Kjeldsen har prøvet at påkøre en mine i Irak. Begge har de udviklet PTSD, og begge er blevet nægtet erstatning for erhverssygdom. Begrundelse: De har ikke i tilstrækkelig grad været udsat for noget »exceptionelt truende eller katastrofeagtigt«.

Danske Soldater i Helmand, Afghanistan

Danske Soldater i Helmand, Afghanistan

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Kim Robin Poulsen ville blive dræbt eller såret, hvis han begik fejl med at rydde miner og uskadeliggøre ueksploderede bomber. Der var også risiko for at blive skudt af Taleban, mens han arbejdede som sprængningsekspert i Afghanistan. 

Michael Kjelden var udsendt til både Bosnien, Irak og Afghanistan. I Bosnien så han døde og lemlæstede kolleger. I Irak påkørte han en mine, men slap med skrækken og i Afghanistan var han tæt på en dræbende vådeskudsulykke. 

Begge soldater har følt sig under pres og i livsfare. Begge soldater har udviklet posttraumatisk stress (PTSD) og været sygemeldt i længere perioder. Kim får i dag førtidspension, mens Michael er i arbejdsprøvning.

Og begge har fået samme besked fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring: Et afslag på at få PTSD anerkendt som en erhvervssygdom med samme begrundelse:

At de ikke har været udsat for noget »exceptionelt truende eller katastrofeagtigt«, som kunne give dem psykiske mén, der kan godkendes som en erhvervssygdom. 

De to sager vender vi tilbage til.

Det er svært at bevise, hvad der foregik på en bjergside i Kroatien. Advokat Mads Krøger Pramming

Afslag på afslag: PTSD skyldes ikke krig

Ugebrevet A4 kunne i sidste uge afsløre, at erstatninger til soldater med psykiske mén i 2014-2015 har kostet over 1,3 milliarder kroner. Det er den største erstatningssag for psykiske lidelser i Danmarkshistorien og overgår langt, hvad Forsvarsministeriet forventede.

Men det er langtfra alle nedbrudte veteraner, der får erstatning. Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF) mener, at praksis i erstatningssager det seneste halve års tid er ændret, og at færre får erstatning for psykiske mén. Fokus er flyttet til, om soldaterne har været udsat for en konkret farlig situation, mener Åse Lindeman, specialkonsulent i HKKF.

»Det er ikke nok, at man kunne være blevet skudt. Hvis man ikke er blevet skudt, får man at vide, at det ikke var farligt. Det er en frygtelig udvikling,« siger hun og tilføjer:

»Hvis du går over et minefelt, opleves det som farligt. Det bliver ikke mindre farligt, fordi der ikke sprænger en mine.«

Advokat Mads Krøger Pramming fra Ehmer Pramming Advokater oplever også afslag på stribe i veteransager. Ud af de seneste omkring 30 sager, han har ført for soldater med psykiske mén, er kun to blevet godkendt.

Problemet er igen, at soldater skal bevise, at de konkret har været i livsfare.

»Det er svært at bevise, hvad der foregik på en bjergside i Kroatien. Veteranerne får en bevisbyrde, som de ikke kan løfte. De beskriver deres oplevelser, men får at vide: Det er ikke ubehageligt nok til, at vi tror på dig,« siger han.

En arbejdsskadeerstatning er personlig og individuel. Derfor kan en skade også kun anerkendes på baggrund af en individuel belastning. Jane Hansen, kontorchef, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Konkrete farefulde situationer

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviser at have ændret praksis i bedømmelsen af sagerne. Cirka 70 procent af de veteransager, som er anmeldt efter 1. januar 2013, bliver anerkendt, oplyser de.

Tidligere opgjorde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afslag og anerkendelser per kvartal til Folketinget. Ugebrevet A4 har derfor spurgt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om, hvordan tallet for afvisninger ser ud siden januar, men har fået afslag på at få oplysningerne. Begrundelse: Det giver ikke mening, fordi sager kan blive afgjort i bølger, så nogle gange bliver der godkendt og afvist mange sager, så man skal kigge på en længere periode.

Kontorchef Jane Hansen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring oplyser i en mail, at soldater ifølge lovgivningen ikke kan få erstatning for posttraumatisk stress alene med den begrundelse, at de har været i krig.

»En arbejdsskadeerstatning er personlig og individuel. Derfor kan en skade også kun anerkendes på baggrund af en individuel belastning. Tilskadekomne skal selv have været udsat for konkrete farefulde situationer. Det vil for eksempel ikke være tilstrækkeligt at have hørt skud, at have hørt om angreb mod andre udsendte eller på anden måde indirekte være i nærheden af lignende situationer,« oplyser hun.

Konklusionen er altså: Det er ikke nok at føle sig i fare. Man skal have været i konkret fare.

Det er forskelligt, hvad man opfatter som farligt eller truende. To mænd som sidder ved siden af hinanden, oplever ikke nødvendigvis det samme. Michael Kjeldsen, soldat

Frygt for selvmordsbomber var ikke nok

Men hvad er farligt i en krig? Det kommer meget an på, hvordan øjnene ser. Det viser Michael Kjeldsens oplevelser fra Afghanistan, hvor A4 har set Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afslag på erstatning.

Her er nogle af de situationer, hvor Michael Kjeldsen har oplevet at være i livsfare:

Michael farer instinktivt sammen og tænker ’shit’, da han hører skud fra maskingeværet 50 meter væk i Camp Bastian. Kuglerne kan flyve 1.500 meter. I vådeskudsulykken bliver en soldat ramt i ansigtet. I panik flygter soldaten, der i kådhed skød, og Michael kører rundt i en lastbil og leder efter ham sammen med andre soldater. Pludselig mærker de et bump, og Michael tror, de har ramt ham.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skriver om situationen: »Vi bemærker, at du befandt dig 50 meter derfra, fik beskrevet situationen over radioen og ikke var nærmere involveret. (…) Du troede, at I havde påkørt soldaten, men det var ganske uskyldigt.«

»Man kan aldrig vide, hvor selvmordsbomberne var,« fortæller Michael. Da lastbilen nærmede sig, puttede chaufføren begge fingre i ørerne og klemte øjnene i, som var han klar til braget. Det kom ikke. Andre gange så Michael, at talebanere lagde vejsidebomber nær lejren Armadillo, og han var med til at hente køretøjer, der havde påkørt miner. Han husker braget, da han selv påkørte en mine under en tidligere udsendelse til Irak. Og husker skuffelsen i ansigterne på en flok ældre irakere, da den pansrede Piranha-vogn gav et ryk - og kørte videre.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skriver om oplevelserne i Afghanistan. »Du beskriver blandt andet situationer, hvor der var fare for brosammenstyrtning og en modkørende, hvor du, da han passerede troede, der var tale om en selvmordsbomber. Der skete dog intet i disse situationer. (…) Der har været tale om et generelt trusselbillede.«

En anden gang i Afghanistan var Michael Kjeldsen tæt på en mortergranat, som ikke var sprunget og ustabil. Og i en anden situation følte han, at han og kollegernes liv var truet og skød 100 til 150 varslingsskud undervejs på en eskorte fra Bastion til Price. Der var ingen kampsoldater med og meldinger om selvmordsbomber.

Der er flere hændelser, men ingen af begivenhederne under hans udsendelse i Afghanistan havde ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring »en karakter eller omfang, som kan lede til anerkendelse af din psykiske sygdom.«

Michael Kjeldsen forstår ikke afgørelsen:

»Skal man vade rundt i et hav af døde mennesker og være såret, før det er hårdt nok?« spørger han og mener, at det er urimeligt at underkende hans oplevelser.

»Det er forskelligt, hvad man opfatter som farligt eller truende. To mænd som sidder ved siden af hinanden, oplever ikke nødvendigvis det samme.«

Man vidste ikke særligt meget om området, og det var umuligt at skelne mellem venner og fjender. Og så var både bilbomber og selvmordbomber meget in dengang. Kim Robin Poulsen, soldat

At få tilkendt en erstatning vil også betyde meget for den 43-årige tidligere minerydder Kim Robin Poulsen, som i dag ikke har råd til at tage på ferie med sine tre børn. Med en spinkel førtidspension er der heller ikke råd til at spare op, til han om mange år skal på folkepension.

»Indtil min nedtur for 2½ år siden har jeg tjent rigtig mange penge, for jeg har forsøgt at arbejde det hele væk. Men da min PTSD bankede igennem, kunne jeg pludselig ikke en skid. De penge, jeg havde sparet sammen, er forsvundet,« siger han.

Kim Robin Poulsen er tidligere minerydder, er på førtidspension og lider af PTSD. Men han kan ikke få sygdommen anerkendt som en erhvervssygdom. (Foto: Mathias Svane Kraft)

Missil dræbte og sårede soldater

Kim Robin Poulsen kæmper mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen for at få erstatning.

Han har været udsendt i alt fem gange: To gange til Kroatien, og én gang til henholdsvis Bosnien, Eritrea og sidste gang til Afghanistan, hvor han i 2002 var blandt det første hold danskere. Her skulle han som ammunitionsrydder afmontere miner, granater, efterladte missiler og andre eksplosive genstande. Under arbejdet med for eksempel minerydning oplevede Kim og kollegerne at være i konstant fare. Og der var ingen plads til fejl.

»Så mister du en hånd og får ødelagt dit ansigt. Eller også dør du. Du kan også dø af andre ting: En vejsidebombe på vej til eller fra din opgave, en snigskytte eller et bagholdsangreb. Vi var jo det første hold dernede, så man vidste ikke særligt meget om området, og det var umuligt at skelne mellem venner og fjender. Og så var både bilbomber og selvmordbomber meget in dengang,« forklarer Kim Robin Poulsen.

Vi har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at du har været udsat for traumatiske begivenheder af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur under udsendelsen til Afghanistan. Brev til Kim Robin Poulsen fra Ankestyrelsen

Den 6. marts 2002 gik det helt galt, da danske og tyske ammunitionsryddere skulle uskadeliggøre to gamle, sovjetiske jord-til-luft-missiler. En fatal fejl blandt det tyske personel betød, at et missil eksploderede. To tyskere og tre danskere mistede livet.

Ulykken blev hurtigt anerkendt som en arbejdsskade af både fysisk og psykisk karakter. I oktober 2015 fik Kim Robin Poulsen tilkendt en førtidspension, fordi han lider af PTSD. Hans fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening, har forsøgt at få anerkendt, at Kim Robin Poulsens PTSD er en såkaldt erhvervssygdom som følge af det belastende arbejde som helhed og altså ikke blot en følge af den konkrete ulykke i 2002.

Kim Robin Poulsen (tv.) i færd med at uskadeliggøre miner. Afghanistan, 2002. (Foto: privat)

Anerkendelsen er i sig selv vigtig 

Anerkendelsen er i sig selv vigtig for Kim Robin Poulsen. Men oveni anerkendelsen følger også en økonomisk erstatning. Penge, som ville betyde meget for Kim Robin Poulsen, der ejer et lille hus og kun én gang har haft råd til at tage sine børn med på ferie. Men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen nægter at anerkende, at arbejdet med at afmontere granater og miner i Taleban-inficerede områder har givet Kim Robin Poulsen PTSD.

»Årsagen er, at du ikke har været udsat for tilstrækkelige belastninger. Vi har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at du har været udsat for traumatiske begivenheder af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur under udsendelsen til Afghanistan,« lyder det i afgørelsen, som peger på, at det udelukkende er eksplosionsulykken, som har udløst post traumatisk stress.

»Det vil så sige, at min PTSD kom fra ulykken alene. Men det gjorde den ikke kun, for reelt havde det været der længe inden da. Dengang vidste man bare ikke rigtig, hvad det var,« siger Kim Robin Poulsen.

Kim Robin Poulsens fagforening HKKF forstår heller ikke vurderingen og har argumenteret i en klage:

Det er i sig selv farligt at rydde minder, closterbomber, granater og anden ammunition. Når Kim og kollegerne gik til fods, var de udsatte. Taleban var i nærheden, og det var svært at skelne, hvem der var skudklar Talebankriger, og hvem der var lokal. Situationen blev mere tilspidset, fordi soldaterne manglede basale fornødenheder. Kim måtte i længere perioder leve af suppe og tabte 10 kilo, skriver forbundet i klagen.

Klagen blev afvist.

Robusthed afgør psykiske skader

Når der gives så mange afslag, er det, fordi soldater skal have været udsat for konkrete farefulde situationer, der er exceptionelt truende eller katastrofeagtige.

Men det er forskelligt, hvor meget der skal til for at udløse posttraumatisk stress hos den enkelte, understreger Annemarie Graae Gottlieb leder af klinikken for PTSD og Transkulturel Psykiatri på Aarhus Universitetshospital.

»Det kommer an på, hvor psykisk robust man er. Faren for at dø er grundlæggende skræmmende. Man kan godt udvikle PTSD uden selv at blive beskudt, hvis man for eksempel er involveret i situationer, hvor lokale børn eller gode kammerater bliver dræbt« siger hun.

Soldater kan også lettere blive ramt af PTSD, hvis de inden udsendelsen har andre psykiske udfordringer, misbrug eller lignende, oplyser hun.

Lægevidenskaben afgør sagerne

For at kunne få erstatning, skal man også kunne dokumentere, at der er en sammenhæng mellem sygdom og arbejde. Sådan er kravet både i Arbejdsskade- og veteranloven.

For at vurdere om soldater har psykiske mén læner Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sig op af forskning på området. I juni 2016 blev depression efter krigsdeltagelse optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

»Det er et eksempel på, at vi hele tiden indretter praksis efter ny lægelig viden,« siger kontorchef Jane Hansen, som mener, at man går langt for at undersøge soldaternes psykiske mén og indhenter dokumentation fra læger, forsvar og andre vidner og i øvrigt retter sig efter praksis fra Ankestyrelsen.

Speciallæge: PTSD skyldes kun krigsbelastninger

Det hænder dog, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underkender de speciallæger, som har vurderet soldaterne. Michael Kjeldsen var ud over Afghanistan udsendt til Bosnien og Irak. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkender da også, at han var udsat for traumatiserende begivenheder under de første udsendelser. Han blev truet med pistol, påkørte en mine, oplevede skyderier og raketangreb og så døde og lemlæstede kolleger.

Men fordi Afghanistan var fredeligere ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og fordi Michael Kjeldsen først fik flash back fire år efter, han kom hjem, er der ifølge afgørelsen ingen ’tidsmæssig sammenhæng’ mellem PTSD og udsendelserne.

Speciallægen, som har undersøgt Michael Kjeldsen efter hans udsendelse, når frem til en anden konklusion:

»På basis af symptomer og objektive fund findes der at være tale om en psykotraumerelateret lidelse baseret på potentielle livstruende omstændigheder under udsendelse for Forsvaret. Jeg finder ikke anden sammenhæng mellem symptomerne. Jeg finder heller ikke noget, der taler imod denne sammenhæng, og den er også meget velbeskrevet i forskningslitteraturen. Der findes ikke konkurrende årsagsfaktorer,« skriver speciallæge i psykiatri Jannie Nørnberg Nielsen.

Da afslaget på erstatning kom, var Michael Kjeldsen så meget i chok over afgørelsen, at der gik ti dage, før han turde fortælle sin kone om den.

»Sagen har fyldt så meget i livet i to år, så det ville ramme hende hårdt,« siger han.

De veteraner, jeg taler med, er ikke sure på Forsvaret over skader, men over systemet ikke vil anerkende deres skader. Flemming Vinther, formand for HKKF

Glimrende regler, men overholdes ikke

For veteranerne er det vigtigt psykisk, at sagerne bliver anerkendt, fortæller Åse Lindeman fra HKKF.

»Man får at vide, at det ikke er én selv, der er skør; men at man er blevet påført psykiske problemer. Det er et stort slag at få afslag,« siger hun.

Arbejdsmarkedets Erhvervsstyrelse burde i højere grad gå ud fra, at soldater faktisk er i livsfare i krig og stole på speciallægeerklæringer i stedet for at underkende dem, mener advokat Mads Pramming.

»Folketinget har lavet nogle glimrende regler, men de bliver ikke overholdt. I stedet har en streng administrativ praksis udviklet sig, som er lavet nede i kælderen,« mener han og håber, at beskæftigelses- og forsvarsministerier vil få ændret praksis tilbage, som folketinget oprindeligt ønskede.

For øjeblikket er advokaten ved at anlægge fem sager ved retten og yderligere tretten er på vej for at klage over vurderingen af fare. Mads Pramming mener, at udfaldet af sagerne også er vigtig for soldaters lyst til at drage i krig.

»Veteranerne er draget i krig velvidende, at de kunne komme til skade. Men jeg ved ikke, om soldater ville tage i krig, hvis de fik at vide, at skulle ulykken ske, ville de ikke få erstatning eller anerkendelse. De veteraner, jeg taler med, er ikke sure på Forsvaret over skader, men over systemet ikke vil anerkende deres skader,« siger han.