DOKUMENTATION

Socialrådgivere: Bureaukrati får os til at svigte udsatte børn

Af | @MichaelBraemer

Mere end 80 procent af socialrådgivernes tid i børnesager går med dokumentation. Dermed forhindres de i at udføre deres kerneopgave. Det er helt galt, mener Dansk Socialrådgiverforening, der på baggrund af en undersøgelse blandt medlemmerne kræver afbureaukratisering.

Foto: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen

De skulle være ude og hjælpe udsatte børn og familier, men bruger mere end 80 procent af deres tid bag en computerskærm. Socialrådgivere, der arbejder med børnesager i kommunerne er tynget i knæ af bureaukratiske opgaver og klager over, at de ikke har tid til at tage sig af deres kerneopgave.

Det fremgår af en rapport, som Dansk Socialrådgiverforening har udarbejdet på baggrund af en rundspørge blandt medlemmerne: ’Bureaukrati tynger børnearbejdet – men der er veje ud af det!’

Målet må være, at socialrådgiverne kan få mere tid ude ved borgerne, hvor deres arbejde virkelig gør en forskel. Niels Christian Barkholt, næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Socialrådgiverne giver i undersøgelsen udtryk for at skærpede krav til kontrol, skriftlighed og dokumentation, som i kombination med alt for mange sager hos den enkelte rådgiver er blevet for stor en udfordring i deres arbejde.

Læs artikel: Offentlig ledelse er en alvorligt syg patient

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Niels Christian Barkholt mener, at undersøgelsen giver et klart signal om, at arbejdet med børnesager er alvorligt belastet, og at der skal gøres noget for at, at socialrådgiverne igen kan få lov til arbejde dér, hvor deres indsats nytter noget.

»Undersøgelsen viser, at der i alle lag lige fra den nationale lovgivning til den lokale administration og omsætning af loven er behov for en afbureaukratisering. Målet må være, at socialrådgiverne kan få mere tid ude ved borgerne, hvor deres arbejde virkelig gør en forskel,« siger han.

Tønder og Brønderslev spøger

Når man taler om børnesager, er det svært at komme uden om sagerne fra Tønder, Brønderslev og Rebild,  hvor børn voksede op under gruopvækkende forhold uden indgriben fra kommunerne.

Sagerne er absolut heller ikke glemt i kommunerne, som for alt i verden ikke vil fanges i at have siddet signaler og underretninger om børns mistrivsel overhørige.

Men løsningen er ikke at begrave socialrådgivere i skriftligt arbejde, mener socialrådgivernes næstformand.   

»Der er opstået en fejlfinderkultur i kommunerne, hvor man skærmer sig mod kritik ved at skærpe krav og skriftlighed. Der er kommet en meget stram styring. Men problemet er bare, at det kan have den modsatte effekt. For bureaukratiet i al dens omfattende kompleksitet binder os til skærmen og afholder os fra at være tæt på borgerne,« påpeger Niels Christian Barkholt.

Udviklingen er gået fra, at det administrative var relevant i forhold til næste skridt i arbejdet til, at det nu er altoverkyggende. Mette Nerup, socialrådgiver

Dokumentation med måde og mening

Mette Neerup, socialrådgiver i en nordsjællandsk kommune, har arbejdet på området i 30 år og kan huske dengang, hun brugte en langt større del af hendes arbejdskraft blev brugt på direkte kontakt med børn og deres familier.

I dag vurderer hun, at 80 procent af hendes arbejde foregår bag computerskærmen. Når andelen trods alt ikke er højere, er det fordi, hun ifølge eget udsagn er begunstiget af at arbejde i en kommune, som ikke føjer unødvendige administrative rutiner til dem, som lovgivning og sagsbehandlingsssystemerne i forvejen har skabt.

Hvis skærmarbejdet kom ned på 50 procent ville hun føle, at det begyndte at give mening.

»Jeg har intet imod dokumentation og registrering. Noget af det er helt fornuftigt. Det har stor betydning for borgernes retssikkerhed og deres mulighed for at se os i kortene. Meget handler også om at sende oplysninger ud til dem, der skal hjælpe os med det ene eller andet. Men udviklingen er gået fra, at det administrative var relevant i forhold til næste skridt i arbejdet til, at det nu er altoverkyggende. Som alle mine kolleger har jeg et kæmpe efterslæb og er top frustreret over at være bagud med det, jeg laver,« fortæller hun.

Mette Neerup giver det fælleskommunale sagsbehandlingssystemet DUBU en stor del af skylden for, at det er gået sådan. DUBU står for Digitalisering – Udsatte Børn og Unge, og det blev lanceret i 2011 for at tilgodese de større krav til sagsbehandling og dokumentation, som udviklingen på området havde skabt.

Systemet skulle sikre, at de lovmæssige krav til dokumentation overholdes, give overblik over sagsbehandling og dokumentation på området og samtidig forbedre den økonomiske styring. Men  Mette Neerup oplever det meget problematisk.

»Designet er hul i hovedet og det er meget besværligt. Det blev lanceret som en hjælp til sagsbehandlerne, så vi kunne udføre vores arbejde korrekt, men så skulle Kommunernes Landsforening lige kunne trække de oplysninger, de havde brug for. Efterhånden var der mange interessenter på banen, der beder systemet om så meget, at det ikke fungerer,« siger hun.

Vokseværk

Kritikken er helt i tråd med de holdninger, der kommer til udtryk i Dansk Socialrådgiverforenings undersøgelse, hvor en af deltagerne har bidraget med følgende karakteristik af systemet:

’DUBU er et system med i alt 36 punkter, som skal undersøges. Det er enormt tungt, der er mange klik og det skaber også et forvirrende billede, som ikke er forståeligt for familierne og børnene. Det ender med en undersøgelse på 25 sider for selv en mindre ydelse’.

Mette Neerup har også oplevet, at lovgivningen på området er blevet opskrift-agtig og omstændelig. Man skal over A, B og C for at komme til D, som hun udtrykker det. Tidligere oplevede hun, at lovgiverne tog udgangpunkt i den gode hensigt og så lod det være op til praktikere som hende selv at vælge mellem forskellige anviste modeller i en konkret situation.

»Det er ikke de regelforandringer, der gør, at vi undgår gentagelser af Tønder-, Brønderslev eller Rebild-sagerne. Den slags familier kan jo gemme sig, mens vi karter rundt på kontoret. I dag får vi langt flere henvendelser om børn, og det er positivt, at der større opmærksomhed om børn i knibe. Men det ville jo være smart, hvis vi havde mulighed for at besøge de familier, vi bliver gjort opmærksom på,« siger den nordsjællandske socialrådgiver.

Hun er ked af, at tingene er blevet som de er, og at hun ikke får lov til at udfolde sin faglighed mere, end hun gør.  

»Vi repræsenterer en del af Danmark, hvor familierne er pressede og typisk ikke har ressourcer til selv at fremme deres interesser. Og det er store offentlige midler, vi forvalter. Derfor er det så vigtigt, at vi optimerer vores indsats, « siger Mette Neerup.

En rapport fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd fra 2010 estimerede på baggrund af registerdata, at cirka 15 procent af børn og unge mellem 3 – 19 år i Danmark kan betegnes som udsatte eller marginaliserede.  

Oplevelse af mistillid

Den omfattende dokumentation og stærkt stigende skriftlighed medfører en tæt kontrol af socialrådgiverne. Den oplever de ikke alene som tidsrøvende, men også som udtryk for mistillid, fremgår det af undersøgelsen.

Der er også en gennemgående kritik af, at brugen af de såkaldte paragraf 50-undersøgelser har grebet om sig og skal bruges ved den mindste lejlighed, hvilket gør det endnu tungere og langsommere at arbejde med børnesager.

En paragraf 50-undersøgelse er en børnefaglig undersøgelse, der omhandler alle aspekter af et barns liv.

'Da reglerne om paragraf 50 undersøgelsen blev skabt var det en god ide. Undersøgelsen kom helt rundt om barnet. Men nu skal den bruges til alt for meget, for eksempel bare at bevilge en kontaktperson eller et lommepengejob. Nu koster det en undersøgelse på fire måneder', som én skriver.

En anden supplerer:

'En paragraf 50 undersøgelse var på 6-8 sider for 3-4 år siden. Nu er den på 15-20 sider. Det giver bedre kvalitet, men det er meget tidskrævende og noget af det er ikke relevant, selvom det forbedrer kvaliteten. Det bliver også et problem for dem, der skal læse det. Det bliver et langt større arbejde. Derfor bliver meget bare skimmet eller slet ikke læst.'

Det pointeres også af socialrådgiverne, at problemer ikke kan vente på at blive løst, og at de familier, sagerne drejer sig om, kan være over alle bjerge, når man har brugt fire måneder på en paragraf 50-undersøgelse.

Sagsmængden skal halveres

Niels Christian Barkholt, socialrådgivernes næstformand, mener, at der må flere socialrådgivere til, hvis der skal dokumenteres så meget, som det kræves nu.

»Et lavere antal sager til den enkelte socialrådgiver er en oplagt løsning,« siger Niels Christian Barkholt.    

Ud fra den holdning peger han på den såkaldte Sveriges-model som noget, danske kommuner i højere grad burde tage ved lære af.

’Sveriges-modellen’ er en arbejdsform i børnesagerne, som en række svenske kommuner har indført. I denne model arbejder man med et meget lavt sagstal, men til gengæld en fremskudt sagsbehandling, systematisk inddragelse af familien og netværk, en meget hyppigere opfølgning på sagerne og et tæt samarbejde på tværs af sektorer i kommunen.

Svenske socialrådgivere, der arbejder efter modellen, har typisk 15-20 sager, mens deres danske kolleger har 40-45.

Takket være den tætte kontakt og kendskabet til borgerne sætter vi hverken for mange eller for få foranstaltninger i værk, men gør det, der er brug for. Sisi Pedersen, socialrådgiver med halveret sagsmængde, Herning Kommune

Besparelser ved rettidig omhu

Modellen virker og medfører oven i købet besparelser. Det fortæller Sisi Pedersen , socialrådgiver i Herning Kommune, der som den første danske kommune indførte en sagsbehandling efter svensk model.

Før hun kom med i projektet for snart tre år siden, sad hun med 50 sager, men nu er sagsmængden blevet halveret.

»Da vi startede projektet, skulle vi spare. Derfor var det ikke oplagt, at den daværende chef gik til byrådet og bad om penge til flere socialrådgivere. Til gengæld lovede han, at pengene ville komme igen med fortjeneste senere. Det holdt stik. Da vi i foråret blev evalueret efter to år var der sparet 3,8 millioner kroner på området,« fortæller Sisi Pedersen.

Hun mener, at forklaringen på besparelsen er enkel:

»Takket være den tætte kontakt og kendskabet til borgerne sætter vi hverken for mange eller for få foranstaltninger i værk, men gør det, der er brug for. Det handler også om at komme tidligere ind i sagerne, inden problemerne bliver for omfattende,« mener hun.

Socialrådgiverne i Herning har ikke mindre administration og dokumentation i deres børnesager end andre kommuner. Især ikke, fordi effekterne af de nye indsatser har skullet måles. Men her har en ansat teamleder været med til at tage fra, fortæller Sisi Pedersen.

Der ligger mange gode tanker bag de lovbundne metoder, børnefaglige undersøgelser og udarbejdelse af handleplaner. Der er sund fornuft i meget af det. Det sikrer en vis stringens og ensartethed, så vi ikke sidder hver især og arbejder på må og få. Peter Brix, afdelingsleder, Brøndby Kommune

’Lederne vender ryggen til gulvarbejdet’

Tilbage i kommunerne med traditionel sagsbehandling klager socialrådgiverne over, at der ikke er meget hjælp at hente hos lederne, når de bliver begravet i bureaukrati og dokumentationskrav. Lederne har et et forkert fokus, fremgår det af blandt andet denne kommentar i Dansk Socialrådgiverforenings undersøgelse:

’Kommunerne er trængte. Økonomisk og fordi det er så vigtigt at profilere sig. De skal have mange skibe i søen med flotte farver. Det bliver det, lederne bruger kræfterne på, mens det daglige arbejde bliver selvkørende, uden ledere. De farer rundt for at opfinde og beskrive alt det flotte og nye. Deres blik er vendt op- og udad. Ikke indad. De vender ryggen til gulvarbejdet.’

Peter Brix, afdelingsleder i Brøndby Kommunes Børn og Unge-afdeling, kan godt genkende problematikken, men ’ikke i udpræget grad’ i sin egen afdeling.

»Mange kommuner, som blev sammenlagt under strukturreformen eller er ramt af affolkning , er hårdt spændt for og kæmper for at få enderne til at hænge sammen. I en mindre københavnsk forstadskommune har vi en mere stabil udvikling, hvor der er plads til sparring i sagsbehandlingen,« mener han.

Men Peter Brix afviser ikke, at bureaukrati og dokumentationskrav er en stor og daglig udfordring, som til tider driver medarbejderne til vanvid – hvilket de gør ham opmærksom på.

Han erkender også, at DUBU ikke har levet op til forventningerne og at systemet giver hans medarbejdere større problemer, end rimeligt er. Men han er ikke i stand til at lette den del af arbejdsbyrden for medarbejderne.

»Jeg kan ikke sige ’Blæs på sagssystemet og lav noget ved siden af’. Vi er bundet af lovgivning og aftaler med andre parter, blandt andre KL. Vi må tumle med systemet og se, om vi kan få plads til faglighed og tage ejerskab til de metoder, der ligger i systemet,« mener Peter Brix.

Sund fornuft i dokumentation

Afdelingslederen ser heller ikke kun ulemper i de mange dokumentationskrav.

»Der ligger mange gode tanker bag de lovbundne metoder, børnefaglige undersøgelser og udarbejdelse af handleplaner. Der er sund fornuft i meget af det. Det sikrer en vis stringens og ensartethed, så vi ikke sidder hver især og arbejder på må og få.  Det er en sikkerhed for borgernes retsstilling, at de ikke er prisgivet en tilfældig sagsbehandlers forgodtbefindende,« mener han.

Niels Christian Barkholt fra Dansk Socialrådgiverforening afviser ikke værdien af dokumentation og grundighed. Det er vægtningen, han er stærkt utilfreds med.

»Dokumentationen skal understøtte sagsbehandlingen og ikke fylde det hele. Vi skal have tiden til at arbejde tæt på familierne,« siger socialrådgivernes næstformand.