Sociale ghettoer i vækst

Af | @MichaelBraemer

Ny analyse viser, at de svage klumpes sammen i enkelte boligområder. De meget omtalte indvandrerghettoer er kun en mindre omend – men meget belastet – del af problemet. Op mod en kvart million danskere bor i områder, der kan kaldes en social ghetto. Udviklingen har ikke kun taget fart i storbyerne, men også i mange provinsbyer.

Home sweet home Danmark er ved at blive et polariseret samfund, hvor mennesker med sociale problemer isoleres, og fællesskabsfølelsen kommer under pres. I 1982 boede kun 1,9 procent af befolkningen i områder, som kan kaldes for sociale ghettoer.

I 2002 var disse kvarterer vokset til 4,8 procent og omfatter nu mere end hver fjerde bolig i det almene byggeri.

Det viser en ny analyse af »det delte Danmark«, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AErådet, har foretaget for Ugebrevet A4. Analysen viser, at problemet med sociale ghettoer er langt bredere, end det ofte antages i den offentlige debat.

»De socialt svage er blevet mere isolerede i den almene sektor. I 1980’erne talte man meget om to tredjedelssamfundet. Nu ser det ud til, at den tiloversblevne tredjedel er ved at blive skubbet på plads i bestemte boligområder,« siger Hans Thor Andersen, der er lektor på Geografisk Institut i København og ekspert i byudvikling.

Vurderingen deles af Gert Nielsen, der er direktør i Boligselskabernes Landsforening (BL). Han oplever en voldsom opdeling af boligmarkedet – både etnisk og socialt.

»Det er ikke i sig selv et problem, hvis mere end en tredjedel af beboerne i et område er på overførselsindkomst eller har en anden etnisk baggrund. Men vi ser ofte en masse andre problemer i kølvandet: Hærværk, overhyppighed i kriminalitet og en skæv elevsammensætning på skolerne, som får folk til at stemme med fødderne og søge skole andre steder. Mange steder oplever vi også en negativ spiral, hvor folk flytter, når de får arbejde – det ser vi for eksempel blandt indvandrerne i Vollsmose,« siger Gert Nielsen.

Finmasket billede

Andre analyser har belyst den sociale opdeling i Storkøbenhavn og i enkelte kommuner. Den nye undersøgelse for Ugebrevet A4 tegner imidlertid det hidtil mest finmaskede billede af udviklingen på landsplan.

De socialt svage er i undersøgelsen defineret som folk på langvarig overførselsindkomst samt enlige forsørgere uden erhvervsuddannelse. Disse grupper udgjorde omkring en tiendedel af befolkningen i både 1982 og 2002, men er på to årtier blevet langt mere koncentreret i enkelte områder.

Omkring 50.000 mennesker bor i de mest belastede boligområder, hvor de socialt svage udgør over 40 procent af beboerne. I de fleste af disse områder er indvandrerne i flertal, og mange er på overførselsindkomst. Her finder vi ikke kun meget omtalte indvandrerghettoer som Gellerup i Århus og Vollsmose i Odense, men en hel række kvarterer i København, Århus og Odense samt enkelte områder i et par større provinsbyer.

Indvandrerghettoerne er imidlertid kun toppen af isbjerget. Omkring 185.000 mennesker bor i boligområder, hvor de socialt svage beboere udgør mellem 30 og 40 procent. Som det ses i grafikken, er langt de fleste i denne type boligområder etniske danskere. Stort set alle områderne er alment byggeri, men de ligger spredt i større og mindre byer over det meste af landet.

Alt i alt bor op mod en kvart million mennesker i sociale ghettoområder – det vil sige områder med over 30 procent socialt udsatte.

Magneten København

De seneste tyve år har udviklingen især taget fart i København og de mellemstore provinsbyer med 20-40.000 indbyggere. Derimod var store provinsbyer som Århus, Odense, Horsens og Randers allerede meget socialt opdelte i 1982. Et socialt belastet område som Gellerup ved Århus bestod imidlertid dengang i højere grad af danskere med sociale problemer, mens kvarteret i dag er domineret af indvandrere. Men selv om de store provinsbyer har kendt til ghettoer i årtier, er polariseringen også forstærket dér.

I København præger de sociale ghettoer store dele af Nørrebro, Tingbjerg i Husum samt dele af Sundby, Vesterbro og Valby, og her er mange af de socialt udsatte af anden etnisk herkomst:

»København har i de seneste tyve år virket som en gigantisk magnet på indvandrere og flygtninge, og mange af de nye byggerier har lige fra starten fået en helt skæv beboersammensætning. Men det hører også med, at meget af byggeriet fremstod massivt og industrielt præget og derfor har haft svært ved at tiltrække mere ressourcestærke beboere. Det gælder for eksempel meget af det nye byggeri på Nørrebro,« siger Gert Nielsen fra BL.

Som det ses i grafikken, er de nye danskere endnu mere socialt opdelte end de gamle. I de mest belastede områder er indvandrerne i flertal, og mange er uden for arbejdsmarkedet. Der bor imidlertid også 10-18 procent indvandrere i de mere attraktive almene boligafdelinger, og af dem er langt de fleste  i arbejde. Samtidig viser tidligere analyser i Ugebrevet A4 nummer 9 i år, at mange ressourcestærke indvandrere helt forlader lejeboligerne og køber en ejerbolig.

Resultatet er, at de sociale problemer blandt indvandrerne samles i ghettoområderne. Det gælder ifølge undersøgelsen ikke kun mange boligområder i København, Århus og Odense, men for eksempel også kvarterer i Svendborg, Slagelse og Køge.

Når lejligheder står tomme

Andre steder bunder de sociale ghettoer imidlertid i helt andre faktorer. Et af landets mest socialt belastede boligområder er  Rødbyhavn – et resultat af den store og langvarige lokale arbejdsløshed på Lolland-Falster. Også almene boligområder i Nakskov, Maribo og Nykøbing Falster er hårdt ramt. På Lolland findes ligeledes nogle af de få parcelhusområder i Danmark, der har sociale problemer i et omfang, som ellers kun findes i det almene byggeri.

Listen over sociale ghettoer præges også af andre »udkantområder«, hvor der er høj lokal arbejdsløshed, mange på langvarig overførselsindkomst og et stort antal skilsmisser. Det gælder for eksempel almene boligområder i Frederiksværk, Kalundborg og Korsør. Og det gælder yderområder på Fyn som Fåborg og Munkebo, der stadig lider under de store indskrænkninger på skibsværftet.

Endelig betyder udviklingen i mange provinsbyer, at de socialt svage klumpes sammen i et enkelt alment boligområde eller to. Historien er typisk, at der på et tidspunkt var tomme lejligheder, og at kommunen derfor anviste mange boliger til sociale klienter – psykisk syge, misbrugere eller folk, der slet og ret var boligløse.

Et af områderne er Gullestrup, der ligger på heden fire-fem kilometer nord for  Herning. Her er andelen af socialt svage helt oppe på 52 procent – flest etniske danskere, men også mange indvandrere.

»Gullestrup er et utroligt godt byggeri med store lejligheder, to badeværelser parkeringskælder, gode indkøbsmuligheder og børneinstitutioner. Som nabo har bebyggelsen et af landets største idrætscentre med tilbud om stort set alt inden for sport. Gullestrup blev bygget i 1970’erne i forventning om en byudvikling, der imidlertid slet ikke skete så hurtigt som forventet. Derfor kom lejlighederne, der som udgangspunkt var forholdsvis dyre, til at stå tomme, og kommunen satte folk ind, som ikke havde noget sted at bo,« fortæller Erik Lund, der er direktør for Fællesbo i Herning.

I et samarbejde med kommunen samt foreninger og institutioner i området er boligselskabet i øjeblikket ved at planlægge en indsats mod den store fraflytning af folk, der er i eller får job. I planen indgår en kapitaltilførsel, der kan få huslejen ned. I øjeblikket kan lejlighederne slet ikke konkurrere med et parcelhus, som finansieres ved nogle af tidens mange nye lånemuligheder. Og det forstærker den i forvejen skæve sociale sammensætning.

Nogle af de belastede områder i provinsbyerne præges af mange indvandrere, andre af en høj koncentration af etniske danskere med sociale problemer. Det sidste er blandt andet tilfældet i Randers, Skanderborg, Skive og en del boligområder i Esbjerg.

Fra alment til socialt

Mens de ressourcestærke søger mod villavejene, er den almene sektor blevet alene med de socialt svage. Sådan var det ikke for bare tyve år siden. Som det ses i grafikken, boede mange af de socialt svage i 1982 i det private etagebyggeri. Typisk lidt ældre lejligheder i de centrale bydele i de større byer:

»Mange tidligere private udlejningsboliger er blevet moderniseret og nu overgået til at være andels- eller ejerlejligheder. Det har skabt en meget stor efterspørgsel på det private udlejningsbyggeri, som er tilbage. For denne form for boliger er stadig attraktive – huslejereguleringen holder lejen nede. Den store efterspørgsel betyder, at udlejerne kan sortere lejerne i et helt andet omfang end tidligere,« siger Hans Thor Andersen fra Geografisk Institut.

Han mener, at den almene sektor er ved at skifte karakter. Oprindeligt blev de almene boliger – som navnet siger – skabt for almindelige mennesker. I dag er det blevet en »social sektor«, hvor folk i arbejde søger væk, og ghettoerne breder sig. Det samme påpeger boligselskabernes direktør:

»Den almene sektor skal ikke have en gennemsnitlig beboersammensætning, men løse en boligsocial opgave for samfundet. Men hvis overvægten af sociale problemer bliver for massiv, kan vi ikke løfte opgaven. Og det er ved at ske nu,« advarer Gert Nielsen.

For Hans Thor Andersen rækker perspektivet endnu længere. Opdelingen på boligmarkedet underminerer selve fundamentet i velfærdssamfundet:

»Vi er i gang med et skred, hvor der udvikler sig forskellige verdener. Det udfordrer samfundets fællesskabsfølelse og sammenhængskraft. Vi har i en lang periode været gode til at opretholde en forholdsvis homogen befolkningsgruppe, men skal passe på, at udviklingen ikke trækkes skævt,« siger han.