Socialdemokraterne ignoreres af medierne

Af

Aviserne Politiken og Information burde støtte Socialdemokraterne mere, men konkurrerer indbyrdes om at gøre det modsatte, mener Henning Tjørnehøj, socialdemokratisk historiker og tidligere konsulent i LO. Vi spørger ham, om ikke det er en dårlig undskyldning.

Hvorfor klynker du over mediedækningen af Socialdemokraterne? Skal partiet ikke bare stramme sig an?

»Jeg klynker ikke, men konstaterer, at Socialdemokraterne står næsten uden opbakning i medierne, og at to aviser, som burde støtte os, nemlig Politiken og Information, kun gør det i beskeden grad. Af alle folketingsmedlemmer er de socialdemokratiske mindst citeret i medierne ifølge netavisen Altingetw.«

Det er frie, uafhængige medier. Hvorfor burde de støtte jer?

»De burde støtte os, fordi det er Socialdemokraternes samfundsmodel, der har sejret. Æres den, som æres bør. Desværre konkurrerer de to aviser indbyrdes om at gøre det modsatte.«

Det er et typisk defensivt træk i politik at give pressen skylden for sine problemer. Er det ikke præcis, hvad du gør?

»Jeg er ikke defensiv. Partierne er afhængige af medierne for at få deres synspunkter ud, og her står Socialdemokraterne svagt. Partiets kompromislinje og helhedspolitik udløser ikke klapsalver i en medieverden, der anskuer verden sort-hvidt. Medierne lader fire enkeltpersoner løbe med en stor del af opmærksomheden: Anders Fogh Rasmussen, Lene Espersen, Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal. Fogh og Søvndal har skiftet politik 180 grader, men stryges alligevel med hårene i pressen. Det er helt utroværdigt.«

Er Villy Søvndal ikke bare dygtigere end S-formand Helle Thorning-Schmidt?

»Søvndal bad islamisterne ”gå ad Helvede til”, og en partifælle forslog politikontrol hjemme hos indvandrerfamilier. Havde Socialdemokraternes formand sagt det samme, ville Politiken og Information have kritiseret hende voldsomt. Men SF har fordoblet sit mandatantal. Hvad sker der inde i hovederne på folk på venstrefløjen?«

Har Socialdemokraterne ikke bare en dårlig mediestrategi?

»At klare sig på tv er altafgørende, og Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard har talent for det medie. Mange bebrejder Socialdemokraternes formand, at hun ikke er tilstrækkelig markant. Jeg er uenig. For nylig ramte hun endnu engang plet ved at kræve loft over bankdirektørers løn, men det udløste også kritik i medierne.«

Har et parti ikke den opbakning, det fortjener?

»Nej, partierne har de vælgere, som den altovervejende borgerlige presse og medløberne på tv-stationerne tillader. Hvis en dame i Skælskør har været udsat for en tydeligvis nødvendig, men mislykket fedtsugning, bliver det let første indslag i nyhedsudsendelserne og fylder to minutter. Socialdemokraternes formand får et par sekunder langt inde i udsendelsen til at forklare sig om bankpakke 2.«

Beskylder du vælgerne for at være dumme?

»De er ikke dumme, men dårligt informerede. Folk har travlt og må derfor ofte nøjes med viden fra tv-nyhedernes sekund-demokrati.«

Er det ikke snarere Socialdemokraterne, der ikke leverer den vare, venstreorienterede vælgere vil have?

»Socialdemokraterne har skabt det samfund, som et flertal af vælgerne bakker op om, men de øvrige partier vil tage æren, og medierne lader det ske.«