Social uro på fremmarch i Vesten

Af Anna Glent Overgaard

I takt med at massedemonstrationer og optøjer breder sig globalt, stiger risikoen for social uro i 40 procent af verdens lande. Det gælder især for de rige lande i vest, viser en undersøgelse fra den internationale arbejdsorganisation, ILO. Det er frustration over jobmangel og økonomisk smalhals, der får folk på barrikaderne, vurderer eksperter.

Foto: Foto: Uro i Athen 29. juni 2011, Alexandros Vlachos, Scanpix

OPSTAND Fra Tahrirpladsen i Kairo over Athen til Wall Street i New York.  Det seneste år har en bølge af protester bredt sig ud over verdenskortet. Jasminrevolutionen i Tunesien satte gang i en sand kædereaktion i den arabiske verden, hvor befolkningerne har vendt sig mod diktatoriske og undertrykkende regimer i en lang række lande. Nu er turen kommet til Europa og USA, hvor stigende arbejdsløshed, nedskæringer på det offentlige budget og utilfredshed med fordelingen af de økonomiske goder har pustet nyt liv i gadens parlament.

Men det er måske kun toppen af isbjerget, vi har set. Samtidig med, at nye protestbevægelser skyder frem og vokser i styrke, viser en omfattende undersøgelse fra den internationale arbejdsorganisation, ILO, at risikoen for social uro er steget i 40 procent af verdens lande siden 2009.

Det gælder ikke mindst Europa og USA, der faktisk har oplevet de største stigninger, tæt forfulgt af landene i Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien.

Det overrasker på ingen måde lektor og Ph.d. på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Thomas Olesen, at netop de vestlige økonomier oplever den største stigning. Han forudser, at endnu flere protester og demonstrationer vil vokse frem, hvis den økonomiske krise forværres.

»Så vil vi se mere politisk og social uro. Der ligger et stort protestpotentiale, når så store dele af befolkningen på forskellig måde bliver påvirket af nedskæringer på klassiske statsopgaver som eksempelvis sundhed og uddannelse. Det vil sige områder, der påvirker folks hverdag på en radikal måde,« siger han.

Den samme vurdering lyder fra seniorforsker ved Center for Ungdomsforskning Flemming Mikkelsen, der har ungdomsbevægelser og protest som sit speciale.

»Hvis krisen forværres vil det skabe grobund for, at flere går på gader og stræder for at protestere. Flere lande er allerede i risikozonen,« siger han og refererer til Frankrig og Italien, der lige nu står overfor store nedskæringer. I Italien har politisk og økonomisk frustration allerede ført til voldelige sammenstød, da politi og demonstranter for nylig tørnede sammen i Roms gader.

Arbejdsløshed kan føre til vrede og vold

Undersøgelsen af risikoen for social uro er del af en 160 siders tyk rapport om det globale arbejdsmarked. Konklusionerne baserer sig på et nyt indeks for social uro, der bygger på mange forskellige parametre, såsom befolkningens tiltro til deres politiske ledere, tilfredshed med udbuddet af arbejdspladser, hvor stor en procentdel af befolkningen, der oplever forringelser af levestandarden og en forværret økonomisk situation.

Undersøgelsen viser blandt andet, at i år 2010 var mere end 50 procent af befolkningen i verdens rige nationer utilfredse med beskæftigelsesmulighederne i deres land.  Og det er især den stigende utilfredshed med mulighederne for beskæftigelse, der får ILO til at forudse flere opstande. 

»I de udviklede økonomier er det især manglende beskæftigelsesmuligheder og ulighed, der driver de mange protester,« lyder vurderingen fra ILO, der fortsætter:

»Arbejdsløshed hænger nøje sammen med den anslåede risiko for social uro.«

Værst ser det ud i lande som Grækenland, Italien, Portugal, Slovenien og Spanien, hvor hele 70 procent er utilfredse med jobmulighederne.

Spanien slås med en ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 45 procent. Iagttagere frygter, at generationen af unge spaniere, der er den bedst uddannede i landets historie, alligevel vil klare sig dårligere end deres forældre. Det har fået titusindvis af vrede unge til at strømme ud på gader og pladser i landets større byer med krav om politisk forandring.

Samtidig fylder lignende massedemonstrationer og opstande hovedstaderne i en række andre europæiske lande, blandt andre Grækenland, Italien og Storbritannien.

Det får ILO til at advare mod følgerne af stigende ungdomsarbejdsløshed.

»Voksende kriminalitet i nogle lande, øget brug af narko, unge der flytter hjem til deres forældre igen og depression. Alt dette er almindelige konsekvenser for en generation af unge, der i bedste fald er modløse over for fremtiden og i værste fald er blevet vrede og voldelige,« skriver ILO.

Om det går så galt, afhænger ifølge Thomas Olesen af, hvordan de politiske ledere håndterer den voksende afmagt hos befolkningen.

»Det er vigtigt, at den politiske elite tager protesterne alvorligt og handler. Hvis ikke borgerne føler, at deres protest bliver hørt, så er der en risiko for, at det udvikler sig decideret voldeligt, og det er der ikke nogen, der kan være tjent med,« siger han.  Hvis den økonomiske krise spidser til, forudser Thomas Olesen, at flere lande følger i Grækenland, Spanien og Italiens fodspor.

Sund protest

Men han understreger, at demonstrationerne også spiller en vigtig rolle, for de kan være med til at tvinge politisk betændte problemer på dagsordenen og presse politikerne til at tage affære.

»Det er enormt sundt at have den politiske protest. Den får os til at stille nogle spørgsmål, som det politiske establishment enten ikke vil eller kan stille, fordi de er bundet op på andre økonomiske og politiske interesser,« siger han og nævner ’Occupy Wall Street’ bevægelsen som et eksempel.

Siden oktober er utallige amerikanere flokkedes i Zuccotti Park lige ved New Yorks famøse finansstribe, Wall Street.  De samles om en fælles utilfredshed med det finansielle system og den voksende ulighed mellem rig og fattig.  Demonstrationerne kulminerede d. 15. oktober, da tusindvis af demonstranter protesterede i en koordineret aktion i omtrent 80 lande verden over - også i Danmark.

Pelle Esbensen på 32 år, der er tidligere gymnasielærer og i dag er selvstændig, er en af dem, der deltog i den danske protestaktion. Han kommer tit på Rådhuspladsen i København, hvor en lille gruppe aktivister har camperet lige siden oktober. Her forsøger han sammen med de andre at sprede Occupy-bevægelsens budskaber til nysgerrige forbipasserende. Interessen er ifølge Pelle stor og kommer fra folk fra alle ender og kanter af det politiske spektrum.

»Og så er der en stor gruppe, man kunne kalde bevidste sofavælgere – folk der bevidst har valgt nationalpolitikken fra, fordi de mener, at politikerne ikke længere kan bidrage med brugbare løsninger. Så kan man komme herned og møde andre, der gerne selv vil tage et ansvar og gøre en forskel,« siger Pelle Esbensen.

Og det er der tilsyneladende mange, der vil. For det er ikke bare grupper af aktivister, der fylder gaderne i de amerikanske og europæiske storbyer. Det er ifølge Thomas Olesen fra Aarhus Universitet også helt almindelige borgere, der nu for første gang råber op.

»De her protester er mere folkeligt forankret end de opstande vi har set i nyere tid. Lige så snart middelklassen – eller i hvert fald dele af den – mærker, at det er blevet sværere og mister tiltro til fremtiden, så får de sociale kritiske argumenter en anden folkelig bredde. Argumenterne har været der hele tiden, men de har måske ikke slået rod i den brede befolkning,« vurderer Thomas Olesen.

Ingen revolution når det regner

Men trods de globale tendenser, så tvivler seniorforsker Flemming Mikkelsen på, at danskerne kan mønstre lignende massedemonstrationer, som dem man ser internationalt for tiden.

»Utilfredsheden er ikke stor nok til at skabe en bevægelse. Hvis den var, så havde vi set mange flere opstande gennem tiderne. Protesten skal ligesom hægtes op på nogle særlige begivenheder for at få omverdenens opmærksomhed og deltagelse,« siger Flemming Mikkelsen, der tilføjer at danskerne nok skal komme op af sofaen, hvis krisen for alvor griber ind i deres hverdag.

Pelle Esbensen forventer, at flere vil slutte sig til ham og de andre på Rådhuspladsen. Men det vil tage tid, erkender han.

»Jeg har hørt det sagt, at revolutionen ikke kommer til Danmark, så længe det regner. Men når vi ikke er flere, så tror jeg, at det er fordi, vi er vant til at have det godt her i Danmark, og så er det en rigtig lang proces for den enkelte og for samfundet at tage det store ansvar på sig.«

Den analyse er Thomas Olesen enig i.

»Der er mange, der har haft det rigtig godt og ikke set nogen grund til at gå på barrikaderne, men det billede er vendt. Der er simpelthen en større del af befolkningen, som rent faktisk mærker på egen krop, at denne her måde at indrette vores samfund på måske har nogle svagheder,« siger han, og tilføjer:

»Men det er helt tydeligt, at protesterne opstår i de lande, der lige nu er hårdest ramt af en skrantende økonomi. Her er der en masse mennesker som mærker en radikal indgriben i deres hverdag, og ser protesten som helt nødvendig,« siger Thomas Olesen.