Social arv har trange kår

Af

I Finland har man haft succes med at bryde den sociale arv. Årsagen er årtiers målrettede indsats i daginstitutioner og skoler kombineret med økonomisk vækst. Men den økonomiske nedtur, Finland har oplevet i 1990’erne, er ved at sætte resultaterne over styr. Antallet af finske børn, der lever i fattige familier er fordoblet.

»Det her er mit yndlingsrum, der er så varmt om vinteren,« siger pædagogen Maarit Rauno og 21 peger på det store lyseblå badeværelse.

Normalt er der hektisk aktivitet af små børn, der skal vaske hænder eller lave stort og småt på de to toiletter. Men lige nu sover de fleste af den finske institutions 30 børn, og Maarit Rauno har tid til at vise rundt i de lettere slidte lokaler, hvor børn fra et- til seksårsalderen tilbringer deres dag. Rammerne ligner de danske institutionsbørns virkelighed. Der er for lidt plads til for mange børn. Lidt og slidt legetøj. For få pædagoger til for mange børn og så videre. Men på et punkt adskiller en finsk daginstitution sig fra grøn stue i Ballerup eller troldegruppen i Tappernøje: De finske pædagoger har en klar socialpolitisk linje.

Og noget tyder på, at Maarit Rauno og hendes kollegers arbejde gør en forskel. Når det handler om at bryde den sociale arv, er Finland et af de lande i verden, som er kommet længst. Et af de vigtigste pejlemærker for, om et samfund er skruet sammen på en måde, så børns udvikling ikke bliver tynget af forældrenes situation og baggrund, er uddannelse. I Finland får 86 procent af alle børn, hvis far har en uddannelse, der er kortere end 7. klasse, en ungdomsuddannelse. Det samme tal for Danmark er 77 procent. Det er en forskel, der har vakt opsigt.

Et barn – en plan

I Socialforskningsinstituttets (SFI) vidensopsamling om den sociale arv fremhæves Finland som et af de eksempler, Danmark kan lære af. Og meget skal læres, hvis det skal lykkes for regeringen at halvere antallet af danske børn, der bliver mærket af en negativ social arv. En målsætning som socialminister Henriette Kjær (K) i forsommeren gjorde til regeringens. 
Men hvad er det, de finner kan? En af SFI’s observationer om den sociale arv er, at sporene for bønenes liv bliver lagt ud allerede i vuggestuen og børnehaven. Og den indstilling gennemsyrer de finske daginstitutioner.  

Hvert år udarbejder Maarit Rauno en plan for det enkelte barn i hendes institution. Planen opstiller mål for barnets udvikling. Det handler om motoriske evner – eksempelvis om barnet kan løbe og springe – og det handler om barnets evner til at forstå og lære.

»På den måde sikrer vi, at vores arbejde er fokuseret, og vi sikrer, at alle børn i gruppen kommer med, også de børn, der kommer fra hjem, hvor overskuddet til at stimulere ikke er så stort,« siger Maarit Rauno.

Hun bliver bakket op af Leena-Mari Tornivaara, der er chef for over 30 institutioner i Vantaa-kommune. Tornivaara har været i Danmark flere gange for at studere de danske dagsinstitutioner og danske pædagogers metoder. Tornivaara har grundlæggende stor respekt for sine kolleger. Men hun mener, at det kan gøres bedre.

» I Danmark forstår pædagogerne meget deres opgave som at behandle alle børn lige. Det betyder også, at der er børn med særlige behov, som der ikke bliver løftet. I Finland ligger det i pædagogernes selvforståelse og uddannelse, at børn med særlige vanskeligheder skal have særlig opmærksomhed, også selv om det betyder mindre tid til de andre børn,« siger hun.

Karakterer og prøver

Leena-Mari Tornivaara peger på den finske pædagoguddannelse som nøglen til den anderledes tilgang. Finske pædagoger er gennem en del år blevet uddannet på universitetet, og det har givet et fagligt løft. Samtidig har der i mange år været en egentlig uddannelse for pædagogmedhjælperne. Men kun lidt over to tredjedel af de finske børn går i daginstitution eller er i dagpleje. Så bidraget til at bryde den sociale arv kan ikke tilskrives daginstitutionerne alene.

Til gengæld går alle børn i skole, og den finske skole har gennem de seneste år ligget i toppen af flere internationale målinger over børns evne til at læse og skrive. Vel og mærke børn fra alle lag af de finske samfund.

Vantaa har knap 180.000 indbyggere og er en forstad til Helsinki. Men der er så meget plads i Finland, at Västersundoms skole ligger helt for sig selv i tre gamle træhuse, et pænt stykke fra det betonbyggeri, der præger Vantaa. Skolen er som så mange finske skoler lille med knap 150 elever, og så er den svensksproget. Ellers er den ifølge inspektøren Patrik Karlsson almindelig. Igen er de fysiske rammer ikke specielt imponerende. Den store forskel ligger i pædagogikken.

»Vi bruger karakterer og eksaminer meget aktivt i skolen,« forklarer Patrik Karlsson.

Således bliver alle børn i 1. klasse på Västersundoms skole bedømt på deres evner i natur- og miljøkundskab, religion, musik, formning, sløjd, gymnastik, svensk og matematik. I de første år er det vigtigste ifølge Karlsson, at elever og forældre får nogle klare pejlemærker på barnets personlige og sociale udvikling, såsom om eleven følger med i undervisningen, om eleven kan tage ansvar, er selvstændig og kan samarbejde. Senere i skoletiden er prøver en del af skolelivet. Patrik Karlsson viser forårprogrammet for 5. klasse. Det indeholder over 20 prøver, der spænder over diktater til eksamen om Afrika, fra test i viden om menneskets krop til viden om det gamle Rom.

Umiddelbart virker det som en gammeldags skole, hvor indlæring er lig med karakterer og prøver. Men, siger Patrik Karlsson:

»For os er det et pædagogisk redskab, der hele tiden giver os noget at arbejde efter. Jeg ved fra flere års erfaring, at eleverne får en anden fornemmelse for indlæring, når de mærker, de kan blive bedre, hvis de arbejder koncentreret.«

Skolen som folkekøkken

Hvad så med de elever, der falder igennem fagligt? Også her adskiller de finske skoler sig fra de danske.

»Har vi elever med store vanskeligheder, sætter vi os ned og laver en kontrakt med eleven og forældrene. Vi giver noget ekstra hjælp såsom støttelærer og særlige bøger, men så skal forældrene også skrive under på, at de vil hjælpe med at flytte elevens standpunkt,« siger Karlsson, og understreger, at der ikke nødvendigvis er en social slagside hos elever med faglige problemer.

»Vi ligger i et område med et meget socialt blandet opland. Vi er opmærksomme på, at nogle elever ikke har en boglig ballast med hjemmefra, og her er karakterer og prøver en måde at afdække behovet for hjælp,« siger han.
Endnu en forskel fra Danmark og Finland er den obligatoriske skolemad. Alle finske børn får et gratis varmt måltid i skolen, og det er ifølge Patrik Karlsson med til at fastholde børnenes koncentration.

»Min fornemmelse er, at skolemaden særligt er en gevinst for børn, der kommer fra familier, hvor pengene til tider kan være et problem,« siger han.  

Patrik Karlsson kender både det svenske og det danske skolesystem, og han peger på en grundlæggende forskel mellem de to lande og Finland: De finske lærere er ligesom pædagogerne uddannet på universitetet. Det giver ifølge Karlsson lærerne en anden tyngde og viden. Samtidig giver det også lærerne – og pædagogerne – en anden status i samfundet. En undersøgelse viste for nyligt, at i den finske befolknings øjne har pædagoger og lærer som erhvervsgrupper lige så megen status som politibetjente og brandmænd! En status, der alt andet lige gør det nemmere, når der skal skabes kontakt til forældre.

Kan Danmark så bare kopiere Finland? Indføre planer for børn i daginstitutioner, flere karakterer og eksaminer, sende lærere og pædagoger på universitetet og slynge offentlige frikadeller over katederet for derved at reducere den sociale arv? Svaret er et rungende måske. Ifølge finske socialforskere skal den finske succes ikke alene ses som et resultat af en skarptskåret pædagogisk linje – succesen har dybere rødder.

Voldsom vækst

Juho Saari er professor ved Jyväskyla Universitet og rådgiver for den finske socialminister. Han lægger ikke skjul på betydningen af, at de finske lærere er veluddannede. Men han peger også på tre andre afgørende årsager til, at Finland klarer sig godt i de internationale læseundersøgelser. For det første, er der meget få immigranter i Finland. Ud af en befolkning på 5,2 millioner mennesker var der i 2000, 70.000 med oprindelsesland i enten det tidligere Sovjetunion, Asien eller Afrika. I Danmark er der langt over 200.000 immigranter fra såkaldt mindre udviklede lande. Undersøgelser har vist, at antallet af immigrantbørn i skolerne har en meget stor betydning for den samlede læseevne, fordi immigrantbørnene generelt har et lavere læseniveau de første år i skolen. For det andet peger Juho Saari på, at det finske sprog rent teknisk er nemt at lære.

»Der er ikke så stor forskel på, hvordan man taler, læser og skriver finsk, og det gør det nemmere for børnene,« siger han.

For det tredje mener Juho Saari, at finske børn får stimuleret læselysten, når de ser TV, fordi alle udenlandske udsendelser er tekstet.

At Finland fremstår som et land, hvor de sociale barriere har mindre betydning end eksempelvis Danmark, er der ifølge forskerne en basal forklaring på. 

»Forskellen på Danmark og Finland er i høj grad udgangspunktet,« siger Olle Kangas, professor i social politik ved Turku Universitet og en af nordens førende velfærdsforskere.

Finland var indtil begyndelsen af 1960’erne et samfund uden væsentlig industri, og derfor var uddannelsesniveauet også meget lavt. Det blev ændret i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970'erne, hvor den finske økonomi eksploderede. Unge mennesker blev ansporet til at tage uddannelser, og der var job til dem i den offentlige sektor, når de blev færdige. Ifølge Kangas snyder tallene derfor.

»Hvis vi laver de samme undersøgelser om 10 år, er jeg overbevist om, at tallene vil se anderledes ud. Lige nu måler vi den fase, som Danmark oplevede længe før Finland,« siger professor Kangas.

Faktisk er Kangas tilbøjelig til at tro, at de finske tal vil se dårligere ud i fremtiden, for det finske samfund har ændret sig dramatisk op gennem 1990’erne. Da Sovjetunionen brød sammen i 1990, brød Finlands økonomiske fundament sammen. I 1991 skrumpede det finske bruttonationalprodukt med over syv procent, og arbejdsløsheden var i midten af 1990’erne lige under 20 procent. En del af kuren af ud krisen var en voldsom sanering af de offentlige udgifter, eksempelvis blev ydelserne til børnefamilierne fastfrosset for otte år siden. Således fremstår det finske velfærdsniveau i dag som en noget mere skrabet udgave af det, man i Danmark og Sverige forbinder med et velfærdssamfund.

Økonomien er siden kommet i omdrejninger, og Finland er i dag et af EU's mest dynamiske samfund. Men prisen har været høj. Arbejdsløsheden ligger trods den store vækst stadigvæk lige under 10 procent.

»Det største problem lige nu er, at der er kommet en stor gruppe af langtidsarbejdsløse. Særligt er det problematisk, at arbejdsløsheden samler sig i familier. Vi ved fra undersøgelser, at det vil påvirke børnenes videre liv og uddannelse, hvis begge forældre gennem en længere periode er uden job. Dertil kommer, at økonomien for de fattige børnefamilier på grund af besparelser er blevet ekstra presset,« siger Olle Kangas.

Nye tal fra den finske udgave af Socialforsk-ningsinstituttet, STAKES, viser, at antallet af børnefamilier, der lever under EU's fattigdomsgrænse er fordoblet de seneste 12 år.
»Hvis ikke arbejdsløsheden falder, eller de fattige børnefamilier får et økonomisk løft, vil Finland gå i den forkerte retning, når det handler om at bryde den sociale arv,« siger Olle Kangas.